Det er formiddag, vejret er lidt gråt, jeg sætter mig ind i min bil, starter motoren og bakker ud af vores parkeringsplads. Det har jeg gjort mange gange før. Rigtig mange gange. Men i dag var alligevel lidt speciel. Jeg skulle på ARBEJDE. Første arbejdsdag efter min stress sygemelding. Som har varet i næsten fire måneder.

Jeg husker tydeligt den dag for næsten en måned siden hvor jeg skulle til møde inde på min arbejdsplads vedrørende sygemelding, jobstart status mm. Jeg havde en kvalme der sagde spar to, en hjertebanken som havde jeg været ude og løbe en marathon. Jeg var i den grad møghamrende nervøs og følte at det var SÅ forkert at sætte mine ben på OUH. Da jeg sad i bilen i dag, på vej på arbejde, prøvede jeg at mærke efter i min krop. Det var fint. Jeg mærkede ikke kvalme, hjertebanken, svimmelhed, men havde til gengæld mange sommerfugle i maven. Faktisk mødte jeg en forhindring på vejen jeg ikke var forberedt på. En hulens masse kæmpestore gravemaskiner og et endnu større hul i vejen, forhindrede mig i at køre den vej jeg plejer ind til sygehuset. Et kort øjeblik, skimmede jeg uret og tænkte “FOR H*******”, for derefter at være i stand til at tage det fuldstændig roligt og tænke “Det er jo ikke mit problem at der er et hul i vejen, kommer jeg for sent, så PYT”. Et ord jeg har lært at tage til mig og gerne benytter mig af. Jeg fandt en anden vej, fandt sågar et sted at parkere mit skrummel af en familiebil OG trådte ind på afdelingen fem minutter før aftalt mødetid. Jeg synes vel nok at de fire måneder er fløjet afsted, og nu er jeg pludselig i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Underligt.

Jeg blev mødt af glade og smilende kollegaer der med åbne arme gav store kram og anerkendelse. Det var super dejligt. Jeg skulle lige lande, kunne jeg godt mærke. Der ligger en helt klar plan for hvad jeg skal lave i de timer jeg er på job. I denne og næste uge har jeg to timer om dagen. Jeg skal arbejde to dage a’ timer i næste uge. Det er en rigtig fin ordning. Efterhånden skal jeg gerne øge i timeantallet. Selvom jeg har søde kollegaer og en MEGET forstående ledelse, ved jeg desværre at jeg på et tidspunkt – når jeg er raskmeldt igen, skal søge andet job. Et job uden skiftende arbejdstider, for det har jeg bare lært at jeg og min psykiske balance ikke kan holde til. Ikke lige nu i hvert fald. Og jeg synes selv jeg er kommet ret meget i kontakt med min egen krop, og er nu i stand til at høre hvad den fortæller mig. Om ikke andet langt bedre end før min nedtur.

Ud over at jeg er startet op på job igen, er jeg jo også igang med et online stresshåndteringskursus, som jeg nævnte i sidste indlæg. Det går fint med det. Der er nogle rigtig gode øvelser, som sætter godt gang i tankerne omkring hvad jeg har af livsværdier. Jeg er fx kommet frem til MINE livsværdier som er: Faste rammer – Glæde – Balance – Ro – Familie.
Det er de fem ting der betyder allermest for at jeg har et godt liv, og for at jeg er glad og i balance. Så jeg vil forsøge at lade de ord danne rammen om mit liv og min familie.

Som småbørnsfamilie har vi helt naturligt konflikter. Den lille er for alvor trådt ind i “trodsalderen” som på nutidigt dansk kaldes “selvstændighedsgørelsen”. Jaa jaa jaa, kære eksperter – kald den lige hvad I vil, men her i huset kalder vi det TRODS. En lille pige der helt nøjagtigt ved hvad hendes holdning er til dit og dat. Jeg kan komme med mange sjove (læs: måske knap så sjove) eksempler – Men det behøver næsten et indlæg for sig selv. Nå, og så har vi jo også den 4-årige herre i huset (Pssst… vi kalder ham “Dyret” når han er riiiigtig strid). Jeg ved ikke hvad der er med børnehavealderen, men den er om nogen strid. Folk omkring mig siger hele tiden “Bare vent til de bliver større… muu ha ha ha! Det jeg prøver at fortælle er at jeg er kommet langt med mine tanker. Stress kommer også indefra, i hvert fald i mit tilfælde. Men jeg er ikke helt i mål hvad angår frustrationer og bekymringer når det kommer til mine børn. Det er hårdt (og muligvis det hårdeste jeg har oplevet nogensinde), når mine børn udviser tegn på at de har det svært. Sønnike reagerer forsinket på min stress, og er oveni hatten gået hen og er blevet en lille sensitiv dreng. Det skaber nogle ubehagelige konflikter. Jeg arbejder på ikke at være så bekymret. Det er formentlig enhver mors mission. Jeg har købt bogen “Sensitiv Mor” af Stinemaria Mollie Jensen. Jeg har kun læst begyndelsen, men jeg tror den kan være med til at hjælpe mig til at acceptere at være den jeg er, og acceptere de vilkår det er at være sensitiv OG have sensitive børn. Sensitivitet kan gøres til en gave, og det agter jeg at gøre. Både hvad angår mig selv og mine børn.

For at vende tilbage til stresshåndteringskurset, er jeg lige nu igang med et modul omhandlende at finde ind til årsagen til sin stress. Det kræver en del ressourcer. Der skal kigges tilbage på hele mit liv og analyseres lidt. Det bliver sikkert sundt for mig at få styr på nogle ting i den forbindelse. Det hører I nærmere om, når jeg er blevet lidt klogere..

Det var en lille status herfra – Rigtig god weekend!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *