Oven på to år som har været liiiidt vanskeligere end et almindeligt familieliv bør være, vil jeg virkelig sætte pris på at året 2017 viser sig fra sin venlige side. Kom nu for pokker med lidt medgang, med noget hygge, med glade børn, med dejlige stunder. Det lyder så hårdt, og det er det også langt hen ad vejen. Når det er sagt, så er det ikke det hele der er noget møg. Vi har fået hygge implementeret i vores liv, der er langt længere mellem mine dårlige dage, jeg har genfundet de gode følelser for min mand, vi har haft en rigtig hyggelig jul. Vi er bare ikke i mål. Jeg er ikke i mål. Jeg er fx ved at være meget mættet hvad angår juleferie. Det skulle være så hyggeligt, men helt ærligt så savner jeg min sygemelding, hvor jeg kan være mig, og kun mig – i 8 timer om dagen. Mine børn er vidunderlige og de skaber mange smil på mine læber hver dag, men de gør mig også vanvittige og giver mig grå hår 🙂 Det kan andre småbørnsforældre 100 % give mig ret i..  Min sygemelding kører i skrivende stund på 11. uge – og det har i den grad gjort meget godt. Jeg har lært mig selv at tænke positivt. Jo mere jeg fokuserer på det gode, og det der fungerer – jo mere får jeg helt automatisk af det, uden yderligere arbejde. Ved hver aften at sige til mig selv, hvilke ting jeg har gjort for mig selv, ikke for alle andre, men for mig selv – så kan jeg snyde hjernen til at være positiv. Og så er snyd faktisk helt legalt.

Jeg har selvfølgelig gjort mig tanker omkring året, som vi vinker farvel til i morgen – og tanker om det år vi byder velkommen. Det er meget almindeligt at man reflekterer over året der gik, når man nærmer sig nytåret – man sætter sig en række nytårsfortsæt som holder godt og vel 10 dage ind i det nye år, før man indser at det holder jo ikke stik alligevel.. Jeg har tænkt mig at opsummere året der gik. Men det giver mig faktisk lyst til at gå helt tilbage til år 2015, som jo faktisk også gik hen og blev et pisse hårdt år! Det var året hvor vores dejlige datter kom til verden. Det var naturligvis en lykkelig begivenhed, og jeg kan stadig drømme mig tilbage til det øjeblik hvor hun ligger helt ny og fin på mit bryst. Mit hjerte smelter helt oprigtigt når jeg ser mine to vidunderlige børns relation til hinanden, deres kærlighed til hinanden og hvordan de både er helt ens og vidt forskellige. Jeg bliver så stolt af dem.
Deres gode relation kom i den grad ikke fra dag ét. I virkeligheden havde vi en dybt ulykkelig dreng, som lige var blevet storebror. Vi havde en meget voldsom søskende reaktion – jeg mindes ikke rigtigt at han gad synet af sin nye søster. Han kunne finde på at træde på hende eller sparke til hende. Det var ikke det idylliske billede, som man ikke kan undgå at have, når man vader rundt i spænding og forventning med en mave på størrelse med en hval velvidende at man snart går fra at være tre til fire. Stakkels dreng. Jeg har ladet mig fortælle at det skal sammenlignes med at ens mand kommer hjem med en anden kone, som skal sove i samme seng, sidde med ved spisebordet og elskes på lige fod med én selv. Der er ikke noget at sige til at det er svært for et lille barn. Og vi gjorde ALT hvad der var muligt for at hjælpe ham. Derudover har vores lille dreng haft en lang række andre udfordringer med sig, som væske på ørerne, hvorfor der skulle anlægges dræn, kun tre uger før fødslen af hans lillesøster. Øreproblemerne gav sproglige og sociale vanskeligheder. Endvidere har han udfordringer med sanserne, hvilket gør ham til en lidt motorisk urolig dreng, hvis sanser dog siden er udviklet betydeligt. Sagt med andre ord, han havde rigeligt at kæmpe med – og nu skulle han også til at forholde sig til en skrigende kødklump…

Det er samtidig på dette tidspunkt at min depression så småt begynder at spire (hvilket jeg på daværende tidspunkt intet anede om). Det er som nævnt før startet som en efterfødselsreaktion, et voldsomt chok over nu at være mor til to. Mit overskud bliver mindre og minde. Parforholdet går skiftevis skævt og okay, on and off. Sønnike bliver mere og mere udfordret, hvilket ses på hans adfærd. Vi kontakter derfor en familierådgiver, som skal hjælpe os til hvordan vi takler vores situation. Hun hjælper os til at sætte hverdagen i struktur, og det hjælper. Sidst på sommeren begynder der så småt at komme styr på hverdagen, vi begynder så småt at trives, min mand virker måske lidt fraværende ind imellem, men det tænker jeg ikke rigtigt så meget over, udover at det til tider er et irritationsmoment. Men bedst som det egentlig ser ud til at lysne, falder en bombe ned over os. Min mand kommer hjem fra job en mandag sidst i august, stadig år 2015. Jeg spotter ret hurtigt at noget er galt. Første tanke er at han har en anden, da han siger at der er noget, der er galt, men at der ikke findes noget rigtigt tidspunkt at fortælle det på. Da fortæller han mig, at han er ludoman og gennem det sidste år har optaget det ene dyre lån efter det andet, og nu står han med en kæmpe spillegæld og en masse elendige følelser. Min verden vælter. En periode har jeg mange tanker som handler om skilsmisse. Jeg aner ingen levende råd. Jeg vælger at se ludomanien som en lidelse. Min mand starter i behandling, hvilket han af sig selv har iværksat. Han har i dag ikke haft ukontrolleret spil i et år og fire måneder. Jeg er r*v stolt af ham, og stolt af os, og ved at vores kærlighed til hinanden er gigantisk stærk! Men, det har ikke været helt uden tårer. Jeg græd meget den efterfølgende tid. På daværende tidspunkt går jeg til samtaler hos vores familierådgiver, for at få styrke i min morrolle, og det bliver min ventil. Der hvor jeg kan komme ud med mine mange tanker. Jeg forsøger at holde sammen på mig selv, på familien. Jeg får mere og mere tankemylder og kaos indvendigt. Stille og roligt er jeg i gang med at miste mig selv. Ikke kun på grund af ludomanien, men af det hele. Alle de ting der har udfordret os kombineret med et liv hvor jeg hver eneste dag har anstrengt mig for at være god nok.
Julen og nytåret fejrer vi på Færøerne hos min svigerfamilie. Det er hyggeligt, men det er også helt vildt svært for mig. I dag kan jeg se at jeg var dødhamrende deprimeret på det tidspunkt. Jeg var ufatteligt træt, forlod ofte familien for at søge min seng, havde kun negative tanker, græd ofte, men skjulte det. Formentlig blev det forværret af en skrækkelig nældefeber, som gjorde mig søvnløs. Jeg sov et par timer i døgnet. Så skal man jo blive lidt bims i låget.

Hjemme igen skrev vi nu 2016. Jeg startede op på job i februar, uden at have den mindste lyst eller overskud til det. Dog gik det meget fint, det var rart at komme lidt ud af det hus der havde dannet rammerne om en lang række elendigheder. Jeg synes jeg beherskede mit sygeplejeerhverv ret godt og kom hurtigt ind i min faglighed efter et år med amning, babygylp, mos, første kravleskridt, skrigen, grin og hvad barselslivet ellers byder på. I april mærker jeg dog de allerførste stress symptomer. Jeg har jo på det tidspunkt været stresset længe, uden overhovedet at ane det. Men i april bliver jeg selv opmærksom på at min krop forsøger at fortælle mig noget, som jeg skal reagere på. Jeg går til læge. Igen. Jeg bryder sammen hos lægen. Jeg fortæller hende uden filter hvad der rent faktisk foregår inde i mit hovedet. Om de grimme tanker jeg har. Pludselig bliver lægen i stand til at diagnosticere en depression, som gradueres som moderat til svær. Jeg sættes i medicinsk behandling og administrativt kategoriseres jeg i feltet “psykisk sygdom”. De første uger bilder jeg mig ind at det er noget pjat. Jeg er sagtsuseme da ikke typen der bliver deprimeret. Lige indtil jeg pludselig mærker bedring, så må jeg jo indse at det er fordi jeg havde mangel på signalstoffer i hjernen, og at medicinen har hjulpet. Jeg stopper ikke på noget tidspunkt med at arbejde. VI har jo økonomiske vanskeligheder, så det kan jeg da ikke. Jeg arbejder endda syvogtredive stive timer på ugebasis. På det tidspunkt respekterede jeg ikke min krop, og de ord den i virkeligheden skreg til sin ejer! S T O P… Jobbet går fint. Hverdagen er mega presset, men vi får det faktisk bedre – både jeg og os som familie. Børnene er glade. Specielt sommeren er helt fantastisk. Lige indtil omkring september – oktober. Så begynder de samme stress symptomer at vise sig igen. Dem som jeg har beskrevet før på bloggen, og som jeg også oplevede i april måned. Og det er så der, den 17. oktober i år, at jeg sygmelder mig. I dag kører jeg på min 11. uge som stress sygemeldt. Jeg har det langt bedre. Jeg er begyndt at være glad, jeg har langt mere energi.. Jeg er i dag startet op igen i fitness centeret. Jeg er begyndt at læse igen, at male igen. Jeg har snart fundet mig selv igen. Eller det vil sige – jeg tror der er dele af mig som jeg ikke finder igen, men det er okay – så længe jeg bliver glad for den Trine der bliver puslet sammen.

Året som vi hopper ind i, i morgen, 2017 – det har jeg besluttet skal være “mit år”. Året hvor jeg er glad, hvor jeg finder de sidste brikker i mit puslespil, finder helt ind til hvad jeg vil bruge min tid på, og hvad jeg ikke vil bruge min tid på. Jeg vil aldrig mere nøjes, jeg vil have alt det bedste ud af mit liv. Så meget har lektien lært mig.

Jeg er i dag taknemmelig for mit liv, min familie og de muligheder livet giver mig. Jeg er overhovedet ikke i mål, men jeg er godt nok kommet langt. Jeg bliver stadig presset af for lidt alenetid, af storcentre med mange mennesker, for mange stimuli på én gang, men jeg er mere eller mindre fri af den angst jeg mærkede for få uger siden, og jeg føler mig knap så meget som et kortisol lager som tidligere..

Og til dig der har læst med heeeele vejen hertil, rigtig godt nytår. Må 2017 smile til dig og dem du har kært.

5 comments on “Vær’ velkommen 2017”

  1. Nøj det er godt beskrevet. Og hold op et hårdt år du har haft, i har haft. Håber inderligt at 2017 bliver dit/ jeres år. Pas godt på dig smukke Trine og din skønne familie. Knuz

  2. 2017 skal nok blive et fantastisk år smukke ! ❤Jeg elsker dig, du ved du kan skrive eller ringe når som helst, os for ar rase af

    “I mine øjne” ❤❤❤

  3. Hej Trine. Hvor er det godt at læse at du føler fremgang i den hastighed du er okay med. Jeg er meget fascineret over din åbenhed. Jeg blev meget bevæget over at læse det du har skrevet den 30. December. Alt det du beskriver både et mg Sonni har været igennem er tabu-belagt at tale om hos de fleste mennesker.Jeg håber for både du og Sonni, at I møder åbenhed og hjælp fra familien, arbejde og omgivelser. Herfra får I begge et virtuelt kæmpe kram for jeres vilje til at vil hinanden ❤ Med din gode fortællemåde på skrift, kan jeg kun opfordre til at du/I engang laver oplæg/foredrag om jeres erfaringer og livsberetninger. God energi i 2017 til hele familien❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *