..jeg ved ikke hvad. Sådan starter en gammel, dansk sang, som mange danskere har kært. Også jeg. Jeg holder faktisk meget af både melodien og teksten til sangen. Der er også noget i luften her – men det kommer jeg til..

Som jeg efterhånden har åbnet op for, hopper mit humør lidt op og ned. Der er længere og længere mellem dårlige dage, ja – men de er der stadig. Altså alle har jo dårlige dage ind i mellem. Med en depression i baglommen kan de dage til forskel dog være ret sorte, og præget af mange katastrofetanker. Sådan en dag havde jeg i fredags. Vi skulle til et møde med en familierådgiver, som skal hjælpe os med at takle vores situation herhjemme. Egentlig synes vi det går ret fint, med børnene – de har et stort tryghedsbehov, men det er der vel mange små børn der har. Børnehave personalet synes dog vi skulle tale med en rådgiver. Det har vi gjort før, kort efter at vores dreng blev storebror. Jeg var egentlig også okay med det her møde, jeg mener, hvad kan der ske? Det skader jo ikke og det er rart med råd og vejledning. Jeg er taknemmelig for den hjælp vi får tilbudt. Men da det blev fredag, kunne jeg bare mærke at jeg var helt vildt irriteret, på stort set alt. Jeg havde nok ikke den bedste dag i forvejen, helt tilfældigt var jeg nok bumpet ind i en af “de der dage”. Jeg følte mig pludselig forkert, hvorfor skal vi nu (igen) sidde i det Familiehus og snakke om vores problemer? Straks stempler jeg mig selv som svag, som en dårlig mor, og en lang række depressive tanker strømmede ind over mig, da jeg sad der i venteværelset og ventede på min mand, og på at vi blev kaldt ind. Da min mand så ankom, gad jeg faktisk ikke se på ham. Jeg var så enormt irriteret, uden helt præcist at kunne sætte en finger på hvad. Ville faktisk bare helst gemme mig. Meget typisk for en deprimeret. Til mødet lagde jeg nærmest ud med at sige at jeg faktisk var irriteret over at være der. Vi fik dog en god snak, og det hjalp da også en anelse på irritationen. Vi kom frem til under mødet, at vi gør alt hvad vi kan af alt det rigtige for at hjælpe vores børn og os selv i en lidt svær tid. Der er ikke behov for yderligere møder. Det er jo rart at få af vide af en faglært at man gør alt godt nok.

Alligevel fortsætter min dag som den startede. Jeg er ugidelig, vil være alene, gider ikke synet af min kære mand og kan overhovedet ikke mærke nogen følelser for ham, jeg græder, er træt, kan ikke sove, selvom jeg har muligheden for det.. Alt er stort set bare træls den fredag. Lørdag skal vi til en fødselsdag i familien, hvilket jeg har lidt svært ved at overskue om fredagen, hvor alt er træls.

Natten til lørdag sker der så det at jeg drømmer. Jeg drømmer at min mand har fundet en anden, og han har meddelt at han vil skilles. Nu har jeg tidligere læst om drømmetydning, af ren interesse. Når man drømmer den slags – altså at man mister nogle som man holder meget af, så er den dybere betydning at man ikke vil miste dem. Man er oprigtigt bange for at miste dem. Drømmen var så virkelig, og jeg var helt ude af den. Hvad gør jeg så? Hvor skal vi bo? Hvad med børnene? De kan da ikke undvære deres dejlige far, osv, osv.. Så vågner jeg ved, at ham som jeg troede var ved at forlade mig, stod ved min seng med en kop dampende kaffe og med ordene “Godmorgen, vi (ham og børnene) har lavet kaffe til dig”. Pjeeew – jeg fortalte straks om min skrækkelige drøm. Det udløste kys og kram og forsikring om at han altså ikke har fundet nogen anden, og hverken har planer om eller lyst til. Denne morgen er humøret langt bedre. Og nu glæder jeg mig til familie fødselsdag, som i øvrigt var helt vildt hyggelig og rigtig god for os!

Ungernes bedstemor skulle komme og agere barnepige. Og så tog vi turen mod det mørke jylland, hvor festen skulle holdes. Et lille døgns tid var vi nu børnefri og havde rum til at hygge os, tale sammen, uden at bliver afbrudt af “Mooaar, mooaar, Faaar, Faaar”, spildte glas mælk eller flyvende frikadeller. Mere skulle der ikke til. De følelser jeg var overbevist om at jeg fuldstændigt havde mistet for min mand, poppede pludselig op i mit hjerte igen, gange virkelig mange. Jeg kunne jo pludselig se den fantastiske mand jeg forelskede mig i og som jeg viede mit liv til. Så, der er noget i luften, og det er der stadig – og det er dejligt.

Konklusionen på det må være, at vi altså skal prioritere at få børnene passet, så vi kan få flere oplevelser sammen. Mere skal der åbenbart ikke til. Jeg har netop hørt en kendt skuespiller på humoristisk vis udtale at man ikke må blive skilt, før det yngste barn i familien er minimum fire år gammelt. For indtil da er man ikke helt sig selv. Det er i virkeligheden nok ikke helt forkert.

Da vi kom hjem brugte vi hele eftermiddagen på at hygge os, fik hevet juletræet ind i stuen, lavede lidt julepynt, spiste æbleskiver, snakkede, sang, pyntede juletræ – lige præcis hvad jeg forbinder med familiehygge, og som der ikke har været meget af de sidste år. Der kan stadig blive meget mere af det. Men vi er virkelig godt på vej.

Juletræet blev pyntet til stor begejstring for hele familien. Vi er efterhånden ved at være klar til at fejre julen, stille og roligt og uden stress og jag – lige som vi har brug for. Børnenes bedsteforældre som kommer juleaften har påtaget sig den opgave at handle alt maden og medbringe den hertil. Det er en kæmpe lettelse at jeg ikke skal bekymre mig om store indkøb, hvilket er en ret stressende faktor stadigvæk..

Jeg vil ønske mine læsere rigtig glædelig jul. Jeg vender tilbage på bloggen inden nytår med tanker og følelser omkring det nye år, som venter om lidt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *