Noget jeg altid har været virkelig god til, er at skjule hvordan jeg har det indeni. Sætte en facade op, det må jeg være mester i. Ej okay, det passer faktisk ikke helt. Der er én person i hele verden som kan læse mig – og det er min kære mor. Hende kan jeg sgu ikke lyve overfor. Nogen gange ringer hun til mig, bare fordi hun synes hun kan mærke at der “er noget” vi skal tale om – hun bor 100 km væk – hold da fast nogle følehorn hun har 🙂

Men, det her med at sætte en facade op. Det er nok i virkeligheden en af grundene til at jeg er endt i en depression. Jeg har aldrig været helt ærlig omkring hvordan jeg faktisk havde det. Jeg har ikke villet være til besvær. Godt nok har jeg været gået til læge op til flere gange, men sidder så der overfor lægen og kan ikke rigtigt redegøre for hvad der er galt. Nå, det går nok ender det så med, og jeg går ud af døren, med hovedet fuld af ting som jeg ikke fik sagt. Det er selvfølgelig også kombineret med en egentlig manglende evne til at mærke mig selv.

Jeg går hos en psykolog, for at prøve at blive stress fri og give slip på min depression. Selv overfor hende har jeg skullet holde en facade. Lige indtil i går. Endelig kunne jeg begynde at give lidt slip. Vi sad og snakkede om hele min situation. Jeg har i dagene op til haft det helt vildt skidt, været tynget af sorte tanker, tanker om elendighed – katastrofetanker kaldes de. Tanker om ikke at være god nok, det er min egen skyld, min mand gider mig heller ikke mere, mine børn hader mig, jeg mister nok mit job, vi opnår aldrig vores drømme.. osv, osv. Jeg har bare ikke kunnet stoppe tankerne. Så, da jeg sad der hos psykologen i går, og hun pludselig spurgte “Er du ked af det Trine?”. Så kom det ud, langt om længe, og jeg gav det lov at komme ud. Tårerne fik lov at trille. På en eller anden måde, sådan lidt metaforisk, føler jeg at jeg har afleveret en håndfuld sorte tanker inde i det rum, hvor min terapi foregår. I dag har jeg det en del bedre. Jeg tænker ikke at min mand forlader mig, at folk hader mig eller at jeg ikke er god nok. Måske er det muligt at jeg mister mit job. Og hvad så? Jeg vil gerne finde et andet job. Så hvad er det værste der kan ske. Lige nu er mit helbred langt vigtigere end mit job.

Ovenstående beviser bare at jeg HAR rykket mig. Det er der andre ting der gør. Sidste weekend var min mand syg. Lagt ned af en ond, ond mavevirus. Av for pokker. Jeg var nødt til at tage en “fridag” fra stressen. Det kan man jo ikke. Men jeg var bare nødt til at være “på”, at være mor – og passe mine egne børn, alene. Og ved I hvad, det gik skide godt. Ja, beklager det knap så pæne sprog – men det gjorde mig stolt. Og det gjorde min mand stolt – og glad. At se sin sårbare kone, lege med sine børn i haven, og se at hun oven i købet gjorde det med fornøjelse. For første gang i cirka hundrede år.

Da jeg så tirsdagen efter faldt ned i et hul igen, glemte jeg at rose mig selv for de dage som var gået godt. I stedet begyndte jeg at skælde og smælde på mig selv, og grave i hullet. Og så sad jeg nede i det hul i tre dage indtil min psykolog forklarede at det er forventeligt, og ikke et tegn på tilbagefald. Men et symptom på depression – for den er stadig en del af mig. Jeg blev ikke stresset og deprimeret over en nat, faktisk har det stået på i flere år. Så det tager naturligvis også langt mere end nogle få uger at komme over det. Men det ville være så meget lettere hvis man havde brækket sine ben. Så omgivelserne kunne SE med deres øjne, at man ikke er rask. Stress og depression er usynligt for andre. Og derfor er det så pokkers svært at bryde tabuet omkring det. Psykisk sygdom. En mærkelig størrelse. Nogle dage fylder det, andre dage fylder det mindre.

Det er helt vildt hårdt, og især er det hårdt at komme ovenpå stress og de følger det har med sig – når man samtidig skal være mor og hustru. Det at have små børn, som ikke kan forstå hvorfor man ikke orker dem hele tiden, som man plejer. Det må være den største krise jeg har oplevet hele mit liv. Jeg har nok kun oplevet én anden krise i mit liv, som følger mig i bagagen. Men den historie kan jeg komme ind på en anden dag..

Selvom det er så ubeskriveligt hårdt, så har det også en gevinst. Den rejse jeg er på ind i mig selv, gør mig sindsygt klog på hvad jeg værdsætter i livet, og hvad jeg agter IKKE at spilde min kostbare tid på! Jeg hørte i går om begrebet “Slow living”, som handler om at leve sit liv langsomt, nyde nuet og få, ikke det meste ud af livet, men derimod det bedste ud af livet.

Midt i en hård tid, glemmer vi heldigvis ikke at hygge. Og der jules også her i huset, så selv Gertrud Sand ville kaste misundelige blikke.. I går kom sønnike hjem med en lille nissepige. En af de der nisser, der måske laver ballade. Ååh, så står man der og er egentlig på vej ud af døren for at tage til julefest i børnehaven, og så skal man også til at være kreativ og finde på nissestreger.

Hvem har tryllet mælken lyserød?
Hvem har tryllet mælken lyserød?

Nå, men i hvert fald sad nissen oppe i sønnikes julesok da vi kom hjem fra fest. Og i morges var mælken lyserød.

Knægten undrede sig noget over det, og blev pludselig noget bekymret over om vi så også skal spise lyserød risengrød i aften. Nu har han glædet sig til at spise risengrød i så lang tid. Mor og Far lovede at købe noget nyt mælk, som ikke har underlige farver.
Det er sjovt at se hvordan børnene elsker nisseverdenen, og deres begejstring over de små overraskelser December måned byder på. Gudskelov er der lidt overskud til den slags hygge..

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *