Et højt niveau af kortisol er okay i en kort periode. Lad os nu forestille os, at der står en bjørn foran dig, lige pludselig. Okay, glem lige den der med at du bor i Danmark, og det vist ikke er den nemmeste sag at spotte en farlig bjørn i den danske natur. Men hvis der nu en dag står en brun bjørn lige foran dig. Så kan du takke din krop, eller nærmere din binyrebark, for at producere et skud kortisol, så du bliver i stand til at kæmpe mod den her bjørn. Nu er jeg jo hverken biolog eller zoolog, men jeg har da set filmen Did you hear about the Morgans?, og derfor ved jeg da godt at man ikke skal løbe og gå i panik, hvis man ser en bjørn, man skal vist nærmere lade som om at man er en stor sten.. what so ever – men i teorien, ville du kunne kæmpe mod den her bjørn fordi din krop har hjulpet dig på vej med kortisol. 2592_1

Hvad er kortisol? Det er et stresshormon, som førnævnt dannes i vores binyrebark. Når nu du er kommet i skjul for den der bjørn, så falder mængden af kortisol i dit blod, og alt er godt igen. Men – når man er stresset, tror kroppen at der konstant er en sulten bjørn der truer med at æde dig, og du har altså konstant et tårnhøjt niveau af kortisol i blodet. Det kan man sagtens have i en længere periode, uden selv at være klar over det, for man kører bare derudaf, man er totalt fartblind, man skal bare lige have de og de og de her opgaver færdig, og så kan man slappe af. Men, ja endnu et men – sagen er den at vi er sindsygt gode til at tage imod flere og flere opgaver. Og elendige til at bruge ordet NEJ. Så vi når aldrig i mål. Derudover kan det hele altid blive lige liiiidt bedre, og lidt bedre. Med tiden, så kan kroppen ikke rumme mere, den siger STOP – og gudsketak og lov for det. Stress er r*vhamrende tabubelagt, men prøv at hør her – det kan slå dig ihjel. Efter en længere periode med en stresset krop og et stresset sind, kommer de første stresssymptomer snigende. Mennersker er ikke ens. Og derfor opleves formentlig også forskellige symptomer, ligeså vel som at man ikke mærker sin krop ens.

Velkommen til mit liv. Jeg har længe været virkelig dårlig til at mærke mig selv. For mit vedkommende startede min stress oplevelse nok i virkeligheden for nogle år siden. Jeg blev mere og mere usikker på mig selv, specielt i min rolle som mor – gør jeg det godt nok? Hvad tænker de andre om mig som mor? Flere og flere negative tanker, som kun har dunket mit selvværd længere og længere ned i det sorte hul jeg var i gang med at grave.

De symptomer som fik mig til at reagere og overveje at der jo forresten var noget der hed stress, var i starten mest adfærdsmæssige symptomer. Irritation. Træthed. Ulyst. Lysten til KUN at være alene. Intet overskud. Dårlig samvittighed. Betænkelighed. Konstante tanker.

Nogle uger inden min sygemelding, brød jeg grædende sammen på jobbet. Opgaverne blev for meget, jeg gad ikke patienterne, jeg synes det var helt vildt irriterende. Tør jeg sige, at jeg faktisk ikke evnede at have empati for mine patienter. Ja, det tør jeg godt. For det var sandheden. Stressen gjorde mig faktisk nærmest “ligeglad”. Det uheldige den her dag var, at jeg havde sindsygt ondt i ryggen. Da jeg brød sammen, blev jeg naturligt nok sendt hjem. Men efter nogle dage med smerter, og ro blev jeg enig med mig selv om at det nok var smerterne der havde fået med ned med nakken den dag. Så jeg startede op på jobbet igen. Stadig ikke med den store entusiasme, som jeg plejer at lægge for dagen. Men det skjulte jeg med en facade. Det er jeg nemlig ret god til. At sætte op en facade.

Efter nogen tid, begyndte de fysiske symptomer. Hjertebanken. Indre uro. Kvalme. Mavepine. Svimmelhed. Hovedpine. Symptomerne blev kun værre jo tættere jeg nærmede mig min arbejdsplads’ adresse. Og så kunne jeg næsten godt lægge to og to sammen, og jeg begyndte så småt at lugte sygemeldingen komme snigende. Dagen før min sygemelding skulle jeg i aftenvagt. Jeg havde det virkelig skidt. Som om jeg var ved at få influenza. Jeg gik da også og målte min temperatur i dagene op til. Men feber var der intet af. Den her dag gjorde jeg som det første det, at jeg fortalte min kollega at jeg havde det skidt, og at hun måtte undskylde hvis jeg var lidt mut. Hun svarede mig gudhjælpemig, at hun og en anden kollega et par dage forinden havde talt bekymrende om mig. De syntes at jeg virkede stresset. Så var jeg faktisk ikke længere i tvivl. Jeg klarede mig igennem min vagt den aften, den 17. oktober i år. Næste morgen ringede jeg til min læge, derefter til min arbejdsgiver. Jeg blev den dag sygemeldt med stress – på ubestemt tid.

Faktisk fik jeg pludselig for et år siden meget voldsom nældefeber. Aldrig nogensinde har nogen hudlæger fundet ud af hvad det kom af. Jeg har taget antihistaminer i over et år. Nu ved jeg hvad det kom af. Stress. Og, det er faktisk begyndt at aftage nu.

En anden ting jeg har brugt meget. Rigtig meget. Det er overspisning. Ja, jeg ved sgu da godt at det også er helt vildt tabubelagt. Men jeg tør godt være ærlig omkring det. Jeg ved at jeg er overvægtig, og jeg ved også hvorfor. Fordi, det høje niveau af kortisol får dig til at hungre efter sukker. Salt. Fedt. Hver evig eneste gang jeg har følt ubehag, uden at vide hvad det var, har jeg tyet til mad. Konstant har jeg haft tanker om mad. Jeg har været på den ene kostomlægning efter den anden. Jeg har også haft succes med det, men som så mange andre overvægtige, er vægten stille og roligt steget igen. Lige nu, i denne tid, ved jeg, at jeg ikke skal bruge ressourcer på min vægt. Jeg skal fokusere på at blive stressfri. Så mine runde former, de får lov at blive siddende lidt endnu. Og så ved jeg, at når jeg er stressfri, engang – så kommer det helt af sig selv, måske med lidt hjælp af den rigtige kost og mængde motion. Den tid, den glæde.

Og så til det, som fik mig til at skrive dette indlæg. Det er nemlig de sidste dage gået op for mig, at der midt i al elendigheden, sniger sig små ting ind i hverdagen, som tyder på fremgang.
Det viser sig nemlig, at jeg de sidste par uger ikke har indtaget den samme mængde cola. Ej heller kredser mine tanker om mad, slik, kage eller andre stimulanser. Det må jo betyde at mit kortisol niveau er på vej nedad. Jeg bliver i hvert fald i troen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *