Igennem de sidste par uger, har jeg nogle dage tænkt tanken… “er jeg ved at blive stresset….igen?!”

Det kommer af at jeg pludselig mærker stresssymptomer igen. Særligt irritabilitet, træthed, cravings efter sukker, øget mavefedt, svingende humør. Og i går gik jeg hjem med kvalme, mavegener, svimmelhed og en frygtelig angst for at være på vej ialvorlig stress..

Jeg bliver ved med at bilde mig selv ind.. Ej, jeg har nok også drukket for lidt væske, jeg har bare været lidt ekstra presset de seneste dage,det er jo også sæson for sygdom, særligt influenza.. Det der bare er ved det, er at jeg aldrig for feber, og sygdommen udvikler sig ikke. Og faktisk kan jeg blive helt skuffet over den manglende infektion. Det lyder jo så skørt. Men det er den der angst for at blive stresset igen,og hvad det medfører af konsekvenser, både for mig selv og for min familie.

Nu har jeg en fridag i dag. Og jeg slapper max af. Ser Netflix. En af de ting der er førstehjælp mod stress. Jeg har ualmindeligt svært ved at acceptere at jeg ikke “bare” kan leve et normalt liv uden stress.. Jeg tror ikke at jeg egentlig nogensinde kommer tilbage i ligeså alvorlig stress,som jeg oplevede i 2016. Fordi jeg handler inden jeg når dertil. Men det er irriterende at føle sig begrænset.

I virkeligheden er det jo sikkert helt normalt at det kører lidt op og ned efter ens raskmelding. Jeg er formentlig aldrig kommet helt ovenpå. Jeg gør alt hvad jeg kan for at snyde mig udenom. Jeg er startet til qigong (healing i bevægelse), og er faktisk blevet meget glad for det.

Men jeg har i nogle måneder forsøgt at tabe mig og været i gang med træning, men bliver jo for pokker bare stresset af det – og vægttabet kommer bare ikke. Og det frustrer mig i den grad. For nu synes jeg jo at jeg var klar og rask nok til at genoptage et normalt liv, men BANG så bliver man slået tilbage. Som en ludobrik.

Jeg har lært meget af min stress. Og jeg er blevet særdeles god til at sige fra, specielt på min arbejdsplads. Og faktisk også overfor mine venner. Jeg mærker efter hvad jeg kan holde til af sociale aftaler, og melder fra uden dårlig samvittighed.

Og så er jeg så heldig at have verdens bedste mand. Han er super forstående og hjælper der hvor han kan, når jeg er i pressede perioder.

Det var status herfra. Fortsættelse følger…