Måned: januar 2017

Tilbage til livet

Jeg får løbende kommentarer fra jer der læser med. I skal vide at de varmer meget, og de er med til at jeg får lyst til at skrive og dele mine tanker. Jeg synes at det giver mening for mig at skrive om de ting der er så tabubelagte at tale om i den tid vi lever i. Det er i virkeligheden en af drivkræfterne i min blog. Så tak til jer der læser med.

Jeg har fået lidt afklaring omkring min situation. Jeg har været til møde inde på min arbejdsplads, med drøftelse om min opstart. Vi indgik et kompromis. Et som jeg også selv kan være i. Lægen har meldt ud at en start i uge 10 lyder til at være passende. Jeg starter dog op i uge 7, men er der kun 2 timer den uge. Ugen efter er jeg der i 4 timer, og i uge 9 er jeg der i 6 timer. Ved at starte så stille op, kan jeg formentlig også selv være i det. Jeg skal i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Det lyder lidt sært i mine ører, men det er faktisk den bedste løsning, af hensyn til skånehensyn og afdelingens økonomi. Så det er bedst for dem og for mig. Det er vel win win. Jeg har gjort det meget tydeligt for mine ledere, at jeg ikke bryder mig om at være midtpunkt, jeg har været åben omkring at jeg er sindssygt bange for at noget går galt. I virkeligheden har jeg en god mavefornemmelse. Jeg er sikker på at det kommer til at gå fint, SÅ LÆNGE at jeg mærker efter hvad min krop fortæller mig. Noget som jeg jo ikke gjorde førhen. Jeg var efter mødet oppe og sige hej til mine kollegaer, og det føltes faktisk rart at være der igen. Efter tre måneder, skal man lige ind over dørtærsklen, men så var det faktisk rart, og et øjeblik glædede jeg mig til at komme i gang. Jeg kommer til at tage mig af praktiske ting i starten, og så kan jeg mærke efter hvad jeg er klar til at tage mig af løbende. Det skal nok blive godt. Selv nu, hvor jeg sidder og beskriver planen, kan jeg ikke mærke nogen form for ubehag – og ja, jeg glæder mig faktisk til at få en hverdag igen.

Derudover har jeg tilmeldt mig et online stresshåndteringskursus, der har fokus på overgangen fra sygemeldt og tilbage i arbejde. Det glæder jeg mig til at starte på. Det starter på mandag – og jeg vil dele min oplevelse omkring det med jer her på bloggen. Der er lidt egenbetaling, men jeg har kurset til rådighed resten af mine dage. Og jeg tænker at det er en gave til mig selv, det er en række værktøjer som vil gavne mig og min person.

Jeg har haft en del uger med stabilitet i humør og energi. Men i går gik alt så åbenbart galt. Jeg havde det vi kalder en rigtig dårlig dag. Jeg har beskrevet det før. Men – ham der Mr. Depression, han er virkelig bare ikke min kop the. Kæft hvor er han irritende. Igen så jeg mig selv tænke meget håbløst om fremtiden. Talte meget grimme ord om og til min mand, som bare forsøger at gøre ALT sit bedste. ALT. Det er ikke fair. Og hvis ikke det var fordi at han elsker den person jeg er, når jeg ikke har besøg af Mr. Ugly, så var han nok flygtet for længe siden. Han lever i den grad op til “I medgang og modgang”. Jeg har givet ham en undskyldning. En ting er at jeg forvandles til et monster på dårlige dage, men når lyset så vender tilbage, så er det mindste man kan gøre vel at undskylde. Ikke at jeg som sådan skal undskylde at jeg er syg, for det er reelt IKKE min skyld, men jeg kan prøve at rette op på de ting det syge har efterladt. Måske giver det mening.

Jeg bliver stadig meget påvirket når mine børn har det svært. Den lille sover meget ustabilt for tiden, og den store er ualmindeligt grænsesøgende. Og det er en 4-årig vel, men jeg har stadig svært ved at være i det. En 4-årig der på den mest provokerende måde, kan søge sine forældres grænser ER bare en opgave. Oveni er jeg temmelig sikker på at han er det man kalder sensitiv, hvilket gør at han har et meget voldsomt følelsesliv. Og det skal vi som forældre kunne rumme. Jeg har netop købt en bog som beskriver nogle gode værktøjer, og jeg har et håb om at kunne hjælpe os selv til at rumme vores dejlige, elskelige dreng – og vende sensitiviteten til en gave og en styrke. Det er også spændende – og det vil jeg også holde jer ajour med. Måske nogle kan få glæde og gavn af hvad jeg tilegner mig af viden.

Og.. alt dette kommer til at foregå i lige nøjagtigt mit tempo.

Det var lidt herfra – Tak fordi du læste med 🙂

Når enden er god, er alting godt – Eller hvad?

Det er ved at være et godt stykke tid siden jeg har delt mine tanker med jer, her på bloggen. Det er fordi jeg har haft travlt, på den gode måde. Jeg har haft travlt med at havde det godt. Der er nu efterhånden virkelig langt mellem mine dårlige dage. Det er simpelthen en lettelse. Jeg ser snart ikke mig selv som stresset længere. MEN – jeg er stadig i gang med at blive klogere på mig selv. Rejsen ind i min person er slet ikke slut. Mon den egentlig slutter nogensinde? Er man ikke i virkeligheden konstant på rejse ind i sig selv, man får vel løbende mere og mere livserfaring? Det er jeg sikker på.

Den her uge er min 14. uge som sygemeldt. Og nu begynder jeg så småt at have tanker om mit forestående arbejdsliv. Det er faktisk ikke nær så skræmmende som det har været. I går var jeg på jobcenteret til et møde med min sagsbehandler. I virkeligheden synes jeg stadig at det er så fremmed for mig at jeg “har en sagsbehandler”. Men det kommer man jo ikke udenom i det danske samfund som langtidssygemeldt. Hendes job er at få mig tilbage i mit job så hurtigt som muligt. Jeg var også ved læge i går. Og selvom jeg har fået det bedre, mener lægen – og faktisk også min psykolog – at jeg bør have længere tid med stabilitet i min tilstand, før jeg starter på arbejde. Jeg bliver nemt presset, stadig. Lægens udmelding er at jeg i starten af marts 2017 kan starte stille og roligt op. Inden gårsdagens lægebesøg og møder havde jeg en kvalme, som kan sammenlignes med den kvalme jeg havde da jeg blev sygemeldt. Den kom af uvisheden. Hvad skal der ske, hvornår skal det ske, og hvordan skal det ske? På fredag skal jeg til møde hos min øverste leder – oversygeplejersken. Det lyder så farligt. Det er det sikkert ikke, men inde i mit hoved er det altså lidt farligt. Tanker om hvad de spørger om, hvad de kræver og forventer af mig – gør mig faktisk usikker og nervøs. Det værste der egentlig kan ske nu, er at jeg ryger ned i det sorte stress hul én gang til. Jeg har brugt de sidste 2 år på at være psykisk ret skidt tilpas. Og det GIDER jeg ikke mere. Jeg agter at få det bedste ud af mit liv. Nyde mit liv.

Noget blev jeg dog klar over i går hos sagsbehandleren. Jeg har lært at sige min mening. Hun skal jo følge en masse love og paragraffer som jeg ikke ved så meget om. Og hun er sikkert et godt menneske, når hun ikke er på arbejde. Men jeg blev lidt gal på systemet, når hun sidder og siger at hun ikke kan tage hensyn til hvor presset jeg er på hjemmefronten ifm. min jobstart. Hun skal kun tage hensyn til MIG. Det kommer sig af at min kære mand skal opereres i sin tå, hvorfor jeg kommer til at stå med en del flere ting herhjemme end jeg plejer. Hvis jeg skal kombinere det med en jobstart og de ressourcer det unægteligt kommer til at koste, så VED jeg bare at der er risiko for fiasko. Jeg stoler på at jeg sagtens kan klare det, HVIS altså jeg ikke lige også skal på arbejde. Det var til det hun (den venlige kommunedame) nævnte at det ikke er hendes problem. Jeg kunne mærke en vis vrede brede sig helt nede fra storetåens spids og 185 cm nordpå. Hvor jeg nok før ville have tiet, sagde jeg nu nøjagtigt hvad der skete med mig. “Jeg kan mærke at jeg bliver lidt gal lige nu!” Det føltes rart at lukke det ud, fremfor at gemme det inde i mig. For en ting er at udefrakommende faktorer giver stress, men det kommer også indefra. Men at få sagt fra og sige sin mening, gør mig godt – kan jeg mærke.

Nå. Planen er nu at vi lægger op til at der lægges en arbejdsplan med skånehensyn sidst i februar, og stiler efter opstart i uge 9 eller 10. Jeg håber at de er lydhør overfor dette oplæg på min arbejdsplads. Jeg tror alene det at få en dato for jobstart, og en plan hvor hvilke opgaver jeg skal have, er med til at gøre mig mentalt klar til joblivet igen.

Derudover er jeg henvist til et stresshåndteringskursus, som skal være med til at forebygge en ny stress nedtur. Også det bad jeg selv om. Jeg tror jeg er fortrøstningsfuld. Men jeg starter altså kun op på job hvis jeg føler mig klar – men det regner jeg nu også med at blive. Fra nu af vil jeg passe på mig selv – i alle henseender.

Det var bare lige lidt tanker herfra. Ønsker jer alle en rigtig dejlig dag!