Måned: december 2016

Vær’ velkommen 2017

Oven på to år som har været liiiidt vanskeligere end et almindeligt familieliv bør være, vil jeg virkelig sætte pris på at året 2017 viser sig fra sin venlige side. Kom nu for pokker med lidt medgang, med noget hygge, med glade børn, med dejlige stunder. Det lyder så hårdt, og det er det også langt hen ad vejen. Når det er sagt, så er det ikke det hele der er noget møg. Vi har fået hygge implementeret i vores liv, der er langt længere mellem mine dårlige dage, jeg har genfundet de gode følelser for min mand, vi har haft en rigtig hyggelig jul. Vi er bare ikke i mål. Jeg er ikke i mål. Jeg er fx ved at være meget mættet hvad angår juleferie. Det skulle være så hyggeligt, men helt ærligt så savner jeg min sygemelding, hvor jeg kan være mig, og kun mig – i 8 timer om dagen. Mine børn er vidunderlige og de skaber mange smil på mine læber hver dag, men de gør mig også vanvittige og giver mig grå hår 🙂 Det kan andre småbørnsforældre 100 % give mig ret i..  Min sygemelding kører i skrivende stund på 11. uge – og det har i den grad gjort meget godt. Jeg har lært mig selv at tænke positivt. Jo mere jeg fokuserer på det gode, og det der fungerer – jo mere får jeg helt automatisk af det, uden yderligere arbejde. Ved hver aften at sige til mig selv, hvilke ting jeg har gjort for mig selv, ikke for alle andre, men for mig selv – så kan jeg snyde hjernen til at være positiv. Og så er snyd faktisk helt legalt.

Jeg har selvfølgelig gjort mig tanker omkring året, som vi vinker farvel til i morgen – og tanker om det år vi byder velkommen. Det er meget almindeligt at man reflekterer over året der gik, når man nærmer sig nytåret – man sætter sig en række nytårsfortsæt som holder godt og vel 10 dage ind i det nye år, før man indser at det holder jo ikke stik alligevel.. Jeg har tænkt mig at opsummere året der gik. Men det giver mig faktisk lyst til at gå helt tilbage til år 2015, som jo faktisk også gik hen og blev et pisse hårdt år! Det var året hvor vores dejlige datter kom til verden. Det var naturligvis en lykkelig begivenhed, og jeg kan stadig drømme mig tilbage til det øjeblik hvor hun ligger helt ny og fin på mit bryst. Mit hjerte smelter helt oprigtigt når jeg ser mine to vidunderlige børns relation til hinanden, deres kærlighed til hinanden og hvordan de både er helt ens og vidt forskellige. Jeg bliver så stolt af dem.
Deres gode relation kom i den grad ikke fra dag ét. I virkeligheden havde vi en dybt ulykkelig dreng, som lige var blevet storebror. Vi havde en meget voldsom søskende reaktion – jeg mindes ikke rigtigt at han gad synet af sin nye søster. Han kunne finde på at træde på hende eller sparke til hende. Det var ikke det idylliske billede, som man ikke kan undgå at have, når man vader rundt i spænding og forventning med en mave på størrelse med en hval velvidende at man snart går fra at være tre til fire. Stakkels dreng. Jeg har ladet mig fortælle at det skal sammenlignes med at ens mand kommer hjem med en anden kone, som skal sove i samme seng, sidde med ved spisebordet og elskes på lige fod med én selv. Der er ikke noget at sige til at det er svært for et lille barn. Og vi gjorde ALT hvad der var muligt for at hjælpe ham. Derudover har vores lille dreng haft en lang række andre udfordringer med sig, som væske på ørerne, hvorfor der skulle anlægges dræn, kun tre uger før fødslen af hans lillesøster. Øreproblemerne gav sproglige og sociale vanskeligheder. Endvidere har han udfordringer med sanserne, hvilket gør ham til en lidt motorisk urolig dreng, hvis sanser dog siden er udviklet betydeligt. Sagt med andre ord, han havde rigeligt at kæmpe med – og nu skulle han også til at forholde sig til en skrigende kødklump…

Det er samtidig på dette tidspunkt at min depression så småt begynder at spire (hvilket jeg på daværende tidspunkt intet anede om). Det er som nævnt før startet som en efterfødselsreaktion, et voldsomt chok over nu at være mor til to. Mit overskud bliver mindre og minde. Parforholdet går skiftevis skævt og okay, on and off. Sønnike bliver mere og mere udfordret, hvilket ses på hans adfærd. Vi kontakter derfor en familierådgiver, som skal hjælpe os til hvordan vi takler vores situation. Hun hjælper os til at sætte hverdagen i struktur, og det hjælper. Sidst på sommeren begynder der så småt at komme styr på hverdagen, vi begynder så småt at trives, min mand virker måske lidt fraværende ind imellem, men det tænker jeg ikke rigtigt så meget over, udover at det til tider er et irritationsmoment. Men bedst som det egentlig ser ud til at lysne, falder en bombe ned over os. Min mand kommer hjem fra job en mandag sidst i august, stadig år 2015. Jeg spotter ret hurtigt at noget er galt. Første tanke er at han har en anden, da han siger at der er noget, der er galt, men at der ikke findes noget rigtigt tidspunkt at fortælle det på. Da fortæller han mig, at han er ludoman og gennem det sidste år har optaget det ene dyre lån efter det andet, og nu står han med en kæmpe spillegæld og en masse elendige følelser. Min verden vælter. En periode har jeg mange tanker som handler om skilsmisse. Jeg aner ingen levende råd. Jeg vælger at se ludomanien som en lidelse. Min mand starter i behandling, hvilket han af sig selv har iværksat. Han har i dag ikke haft ukontrolleret spil i et år og fire måneder. Jeg er r*v stolt af ham, og stolt af os, og ved at vores kærlighed til hinanden er gigantisk stærk! Men, det har ikke været helt uden tårer. Jeg græd meget den efterfølgende tid. På daværende tidspunkt går jeg til samtaler hos vores familierådgiver, for at få styrke i min morrolle, og det bliver min ventil. Der hvor jeg kan komme ud med mine mange tanker. Jeg forsøger at holde sammen på mig selv, på familien. Jeg får mere og mere tankemylder og kaos indvendigt. Stille og roligt er jeg i gang med at miste mig selv. Ikke kun på grund af ludomanien, men af det hele. Alle de ting der har udfordret os kombineret med et liv hvor jeg hver eneste dag har anstrengt mig for at være god nok.
Julen og nytåret fejrer vi på Færøerne hos min svigerfamilie. Det er hyggeligt, men det er også helt vildt svært for mig. I dag kan jeg se at jeg var dødhamrende deprimeret på det tidspunkt. Jeg var ufatteligt træt, forlod ofte familien for at søge min seng, havde kun negative tanker, græd ofte, men skjulte det. Formentlig blev det forværret af en skrækkelig nældefeber, som gjorde mig søvnløs. Jeg sov et par timer i døgnet. Så skal man jo blive lidt bims i låget.

Hjemme igen skrev vi nu 2016. Jeg startede op på job i februar, uden at have den mindste lyst eller overskud til det. Dog gik det meget fint, det var rart at komme lidt ud af det hus der havde dannet rammerne om en lang række elendigheder. Jeg synes jeg beherskede mit sygeplejeerhverv ret godt og kom hurtigt ind i min faglighed efter et år med amning, babygylp, mos, første kravleskridt, skrigen, grin og hvad barselslivet ellers byder på. I april mærker jeg dog de allerførste stress symptomer. Jeg har jo på det tidspunkt været stresset længe, uden overhovedet at ane det. Men i april bliver jeg selv opmærksom på at min krop forsøger at fortælle mig noget, som jeg skal reagere på. Jeg går til læge. Igen. Jeg bryder sammen hos lægen. Jeg fortæller hende uden filter hvad der rent faktisk foregår inde i mit hovedet. Om de grimme tanker jeg har. Pludselig bliver lægen i stand til at diagnosticere en depression, som gradueres som moderat til svær. Jeg sættes i medicinsk behandling og administrativt kategoriseres jeg i feltet “psykisk sygdom”. De første uger bilder jeg mig ind at det er noget pjat. Jeg er sagtsuseme da ikke typen der bliver deprimeret. Lige indtil jeg pludselig mærker bedring, så må jeg jo indse at det er fordi jeg havde mangel på signalstoffer i hjernen, og at medicinen har hjulpet. Jeg stopper ikke på noget tidspunkt med at arbejde. VI har jo økonomiske vanskeligheder, så det kan jeg da ikke. Jeg arbejder endda syvogtredive stive timer på ugebasis. På det tidspunkt respekterede jeg ikke min krop, og de ord den i virkeligheden skreg til sin ejer! S T O P… Jobbet går fint. Hverdagen er mega presset, men vi får det faktisk bedre – både jeg og os som familie. Børnene er glade. Specielt sommeren er helt fantastisk. Lige indtil omkring september – oktober. Så begynder de samme stress symptomer at vise sig igen. Dem som jeg har beskrevet før på bloggen, og som jeg også oplevede i april måned. Og det er så der, den 17. oktober i år, at jeg sygmelder mig. I dag kører jeg på min 11. uge som stress sygemeldt. Jeg har det langt bedre. Jeg er begyndt at være glad, jeg har langt mere energi.. Jeg er i dag startet op igen i fitness centeret. Jeg er begyndt at læse igen, at male igen. Jeg har snart fundet mig selv igen. Eller det vil sige – jeg tror der er dele af mig som jeg ikke finder igen, men det er okay – så længe jeg bliver glad for den Trine der bliver puslet sammen.

Året som vi hopper ind i, i morgen, 2017 – det har jeg besluttet skal være “mit år”. Året hvor jeg er glad, hvor jeg finder de sidste brikker i mit puslespil, finder helt ind til hvad jeg vil bruge min tid på, og hvad jeg ikke vil bruge min tid på. Jeg vil aldrig mere nøjes, jeg vil have alt det bedste ud af mit liv. Så meget har lektien lært mig.

Jeg er i dag taknemmelig for mit liv, min familie og de muligheder livet giver mig. Jeg er overhovedet ikke i mål, men jeg er godt nok kommet langt. Jeg bliver stadig presset af for lidt alenetid, af storcentre med mange mennesker, for mange stimuli på én gang, men jeg er mere eller mindre fri af den angst jeg mærkede for få uger siden, og jeg føler mig knap så meget som et kortisol lager som tidligere..

Og til dig der har læst med heeeele vejen hertil, rigtig godt nytår. Må 2017 smile til dig og dem du har kært.

Der er noget i luften..

..jeg ved ikke hvad. Sådan starter en gammel, dansk sang, som mange danskere har kært. Også jeg. Jeg holder faktisk meget af både melodien og teksten til sangen. Der er også noget i luften her – men det kommer jeg til..

Som jeg efterhånden har åbnet op for, hopper mit humør lidt op og ned. Der er længere og længere mellem dårlige dage, ja – men de er der stadig. Altså alle har jo dårlige dage ind i mellem. Med en depression i baglommen kan de dage til forskel dog være ret sorte, og præget af mange katastrofetanker. Sådan en dag havde jeg i fredags. Vi skulle til et møde med en familierådgiver, som skal hjælpe os med at takle vores situation herhjemme. Egentlig synes vi det går ret fint, med børnene – de har et stort tryghedsbehov, men det er der vel mange små børn der har. Børnehave personalet synes dog vi skulle tale med en rådgiver. Det har vi gjort før, kort efter at vores dreng blev storebror. Jeg var egentlig også okay med det her møde, jeg mener, hvad kan der ske? Det skader jo ikke og det er rart med råd og vejledning. Jeg er taknemmelig for den hjælp vi får tilbudt. Men da det blev fredag, kunne jeg bare mærke at jeg var helt vildt irriteret, på stort set alt. Jeg havde nok ikke den bedste dag i forvejen, helt tilfældigt var jeg nok bumpet ind i en af “de der dage”. Jeg følte mig pludselig forkert, hvorfor skal vi nu (igen) sidde i det Familiehus og snakke om vores problemer? Straks stempler jeg mig selv som svag, som en dårlig mor, og en lang række depressive tanker strømmede ind over mig, da jeg sad der i venteværelset og ventede på min mand, og på at vi blev kaldt ind. Da min mand så ankom, gad jeg faktisk ikke se på ham. Jeg var så enormt irriteret, uden helt præcist at kunne sætte en finger på hvad. Ville faktisk bare helst gemme mig. Meget typisk for en deprimeret. Til mødet lagde jeg nærmest ud med at sige at jeg faktisk var irriteret over at være der. Vi fik dog en god snak, og det hjalp da også en anelse på irritationen. Vi kom frem til under mødet, at vi gør alt hvad vi kan af alt det rigtige for at hjælpe vores børn og os selv i en lidt svær tid. Der er ikke behov for yderligere møder. Det er jo rart at få af vide af en faglært at man gør alt godt nok.

Alligevel fortsætter min dag som den startede. Jeg er ugidelig, vil være alene, gider ikke synet af min kære mand og kan overhovedet ikke mærke nogen følelser for ham, jeg græder, er træt, kan ikke sove, selvom jeg har muligheden for det.. Alt er stort set bare træls den fredag. Lørdag skal vi til en fødselsdag i familien, hvilket jeg har lidt svært ved at overskue om fredagen, hvor alt er træls.

Natten til lørdag sker der så det at jeg drømmer. Jeg drømmer at min mand har fundet en anden, og han har meddelt at han vil skilles. Nu har jeg tidligere læst om drømmetydning, af ren interesse. Når man drømmer den slags – altså at man mister nogle som man holder meget af, så er den dybere betydning at man ikke vil miste dem. Man er oprigtigt bange for at miste dem. Drømmen var så virkelig, og jeg var helt ude af den. Hvad gør jeg så? Hvor skal vi bo? Hvad med børnene? De kan da ikke undvære deres dejlige far, osv, osv.. Så vågner jeg ved, at ham som jeg troede var ved at forlade mig, stod ved min seng med en kop dampende kaffe og med ordene “Godmorgen, vi (ham og børnene) har lavet kaffe til dig”. Pjeeew – jeg fortalte straks om min skrækkelige drøm. Det udløste kys og kram og forsikring om at han altså ikke har fundet nogen anden, og hverken har planer om eller lyst til. Denne morgen er humøret langt bedre. Og nu glæder jeg mig til familie fødselsdag, som i øvrigt var helt vildt hyggelig og rigtig god for os!

Ungernes bedstemor skulle komme og agere barnepige. Og så tog vi turen mod det mørke jylland, hvor festen skulle holdes. Et lille døgns tid var vi nu børnefri og havde rum til at hygge os, tale sammen, uden at bliver afbrudt af “Mooaar, mooaar, Faaar, Faaar”, spildte glas mælk eller flyvende frikadeller. Mere skulle der ikke til. De følelser jeg var overbevist om at jeg fuldstændigt havde mistet for min mand, poppede pludselig op i mit hjerte igen, gange virkelig mange. Jeg kunne jo pludselig se den fantastiske mand jeg forelskede mig i og som jeg viede mit liv til. Så, der er noget i luften, og det er der stadig – og det er dejligt.

Konklusionen på det må være, at vi altså skal prioritere at få børnene passet, så vi kan få flere oplevelser sammen. Mere skal der åbenbart ikke til. Jeg har netop hørt en kendt skuespiller på humoristisk vis udtale at man ikke må blive skilt, før det yngste barn i familien er minimum fire år gammelt. For indtil da er man ikke helt sig selv. Det er i virkeligheden nok ikke helt forkert.

Da vi kom hjem brugte vi hele eftermiddagen på at hygge os, fik hevet juletræet ind i stuen, lavede lidt julepynt, spiste æbleskiver, snakkede, sang, pyntede juletræ – lige præcis hvad jeg forbinder med familiehygge, og som der ikke har været meget af de sidste år. Der kan stadig blive meget mere af det. Men vi er virkelig godt på vej.

Juletræet blev pyntet til stor begejstring for hele familien. Vi er efterhånden ved at være klar til at fejre julen, stille og roligt og uden stress og jag – lige som vi har brug for. Børnenes bedsteforældre som kommer juleaften har påtaget sig den opgave at handle alt maden og medbringe den hertil. Det er en kæmpe lettelse at jeg ikke skal bekymre mig om store indkøb, hvilket er en ret stressende faktor stadigvæk..

Jeg vil ønske mine læsere rigtig glædelig jul. Jeg vender tilbage på bloggen inden nytår med tanker og følelser omkring det nye år, som venter om lidt.

Om at mærke sine følelser..

De sidste fire dage har mit humør ikke været dårligt. Det har heller ikke været sprudlende. Men i fire dage har jeg ikke siddet nede i mit mørke hul og fundet livet håbløst. Det ved jeg faktisk ikke hvornår jeg sidst har kunnet præstere. Mange ville tænke at det kan vel ikke være så svært at holde humøret oppe i fire dage. Men det kan det bare godt når man er stresset og har en depression. Så tager man én dag ad gangen. Nogle dage har jeg været nødt til at tage en time ad gangen. Jeg har haft dage hvor dagen er startet okay, men én lille sølle konflikt kan vælte hele læsset, og så har jeg skullet bruge flere timer på at komme på sporet igen. Ved I hvor meget L O R T man kan nå at lukke ud af sin mund på bare få timer? Man kan fx nå at skælde ud på sin mand, brokke sig over alt det han pludselig gør forkert – og “komme til” at sige at det hele nok var bedre hvis vi blev skilt. Det er ufatteligt store ord. Men ikke desto mindre er det faktisk sket herhjemme, op til flere gange. Psst… Det her indlæg er ret ærligt, så hvis du ikke kan tåle ærlighed og åbenhed, så skal du ikke læse videre.

Min mand har også følelser. Heldigvis. Men det glemmer mit depressive sind ind imellem. Det forvandler mig til et uhyre der tror det kan tillade sig at sige hvad som helst. Det er virkelig ikke noget jeg er særlig stolt over. Jeg lærer efterhånden at berolige mig selv med at det er fordi jeg er syg. Men en ting er mig selv, hvad med dem jeg når at såre undervejs. Kan de beroliges? Ja, men det tager timer. Nogle gange tager det faktisk dage, afhængig af hvad mit stemmebånd har valgt at slynge ud. Jeg skal være heldig at jeg har så forstående en mand. Hvad nu hvis han var gået ud af døren, når jeg havde bedt ham om det. Min psykolog har lært mig at det er symptom på depressionen, og ikke mig der taler.

Min mand og jeg har haft mange snakke om det her med at være syg, psykisk syg – for det er det, det er, en psykisk sygdom. Depression. Og derfor har vi også valgt at være enige om, at der ikke skal træffes nogen store beslutninger, så længe jeg er syg. Det kan gå med beslutninger om valg af farve på væggen, gul eller rød peberfrugt eller om sofaen skal skiftes ud. Men de helt store beslutninger i livet, som hvor skal vi købe hus, skal vi have flere børn eller passer vi sammen? Store beslutninger skal træffes på baggrund af raske hjerneceller. Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig bliver skilt. Vi bliver aldrig skilt. Fordi – hvis vi skulle skilles, så var det sket. De kriser vi har stået igennem de sidste år, dem overlever man kun hvis man oprigtigt vil hinanden. Og det vil vi..

Det ændrer dog ikke på at det er benhårdt. Vores dagligdag er benhård. Jeg er ikke let at leve sammen med, eller det vil sige – min depression er ikke let at leve med, den er sgu ikke nogen hyggelig gæst. Efterhånden som min sygemelding skrider frem, bliver jeg bedre og bedre til at finde en balance. En balance hvor jeg kan være glad. Glad balance. Der bliver længere og længere mellem mine down dage. Dagene nede i hullet. Og nogle dage er det kun timer. Det er bl.a. fordi jeg er blevet bedre til at tage mig tid og lov til at være alene. Jeg er et ufattelig introvert menneske. Jeg lader op alene. Det betyder ikke at jeg er et asocialt menneske. Det betyder bare at jeg skal have lov at takke nej nogen gange, ikke altid. Og når jeg gør, skal jeg ikke komme med ethundredeogsytten forklaringer på hvorfor jeg siger nej. Når det er sagt, har jeg dog stadig meget at lære i forhold til at kunne sige fra. Jeg arbejder også stadig på at slette ordet burde fra mit ordforråd. Jeg burde gøre dit og dat. Og ja, der er ind imellem ting man ikke kan komme udenom at lave. Hverdagen stiller krav om mad og rent tøj. Det er mere måden man prioriterer sin tid.

Stress kombineret med et familieliv er den sværeste opgave nogen har stillet mig. Og nu til den ærlige snak. Jeg har før nævnt at min stress og deraf depression har fået lov at vokse i løbet af flere år. Da vi fik vores dreng for fire år og næsten 5 måneder siden, var alt nyt. Noget kom af sig selv, andet skulle man arbejde på, hvilket man gladeligt gør. Jeg har aldrig været ude af stand til at elske mine børn. Men da jeg ikke kunne amme min lille søn optimalt, startede en masse dårlige følelser omkring det at være mor. En god mor ammer sit barn. Eller hvad? Det troede jeg dengang. Der var så mange krav at leve op til, der var og er stadig så meget fokus på amning. Hvis du ikke ammer dit barn, kan du forvente dig at han bliver mere syg, kommer til at klare sig dårligt, og i får ikke det nødvendige bånd. Relationen. Hvad er det for en gang vås? Det ved jeg ikke, men det var nok også mest inde i mit hovedet at disse krav lød. Men der var bare ikke nogen der tog snakken med mig, omkring amning. I stedet farede vi til øre-næse-hals læge og fik klippet drengens tungebånd, for det måtte da være derfor han ikke ville spise fordi han fysiologisk ikke kunne. Det hjalp sådan cirka nul og niks. Jeg husker meget tydeligt en nat, hvor knægten skulle spise, han tager ikke fat, jeg bliver mere og mere frustreret, mens ungen i mine arme bliver mere og mere desperat efter mad. Jeg ender med at lægge ham fra mig i dobbeltsengen, og begynder at græde. Det vælter ind over mig med dårlige følelser. Jeg kan ikke give mit barn mad. Jeg vækker min mand, velvidende at han ligesom ikke kan amme drengen. Men han støtter mig, og prøver så godt han kan at hjælpe mig. Dette scenarie sker flere gange, jeg har flere ekstra besøg af sundhedsplejersken, som hver gang bare siger “Han har fint fat, du kan sagtens amme, han spiser hvis han er sulten”. Hun kiggede ikke på hvordan jeg havde det med min amning. På et tidspunkt begynder jeg at give drengen modermælkserstatning, ikke med god vilje, men fordi han ikke får nok mad hos mig. Jeg bibeholder dog amningen, det er slet ikke muligt for mig at slippe det. Amningen er mest en hyggestund til sidst, indtil der ikke kan klemmes en eneste dråbe ud af mig. Når jeg tænker tilbage på den tid, kan jeg egentlig få ondt af den mor der så inderligt gerne vil amme sit barn. Fordi det er det man gør for at være god nok – tror hun.

Alt det her med amning, mislykket om man vil, har formentlig sat dybe spor. Jeg har et fint bånd til min søn i dag. Jeg er sindsygt stolt af ham. Men imens jeg har haft det allerværst, har jeg ikke kunnet mærke mine følelser for ham. Det er et meget ømt punkt for mig. Jeg vidste godt at jeg elskede ham, og jeg har også altid sagt det til ham, lige fra hjertet. Men inden jeg kom i behandling, havde jeg dage hvor jeg ikke gad mit eget barn. Jeg gad ikke nogen. Jeg ville bare være i fred. Sådan noget kan ikke skjules for et barn, du selv har båret ind i livet. Børn mærker alt. Det er rod til dårlig samvittighed, og så ruller cirklen – og det gavner ikke noget. Efter at jeg er blevet syg, har jeg været nødt til at arbejde på det bånd der er mellem min dreng og jeg. Vi er ved at være der nu – og i dag mærker jeg tydeligt mine følelser for min lille dreng, men ærligt at sige, er det først inden for de seneste uger at jeg er blevet i stand til at mærke dem 100 %. Jeg elsker ham så uendeligt højt. Og håber blot at det er det bånd og de følelser han vil huske, også når han bliver større.

Så nej, at være stresset og mangle overskud og oven i købet have problemer med at mærke sine følelser for de mennesker man elsker allermest – det er ikke noget jeg vil ønske for nogen!

Jeg elsker min familie, og jeg lærer at sætte pris på dem, og hvert eneste sekund vi har sammen. Det kan jeg takke min krop for. At være på sådan en nedtur som jeg har været, bliver i sidste ende en gave.

Det var alt for denne gang.

Giv det fri..

Noget jeg altid har været virkelig god til, er at skjule hvordan jeg har det indeni. Sætte en facade op, det må jeg være mester i. Ej okay, det passer faktisk ikke helt. Der er én person i hele verden som kan læse mig – og det er min kære mor. Hende kan jeg sgu ikke lyve overfor. Nogen gange ringer hun til mig, bare fordi hun synes hun kan mærke at der “er noget” vi skal tale om – hun bor 100 km væk – hold da fast nogle følehorn hun har 🙂

Men, det her med at sætte en facade op. Det er nok i virkeligheden en af grundene til at jeg er endt i en depression. Jeg har aldrig været helt ærlig omkring hvordan jeg faktisk havde det. Jeg har ikke villet være til besvær. Godt nok har jeg været gået til læge op til flere gange, men sidder så der overfor lægen og kan ikke rigtigt redegøre for hvad der er galt. Nå, det går nok ender det så med, og jeg går ud af døren, med hovedet fuld af ting som jeg ikke fik sagt. Det er selvfølgelig også kombineret med en egentlig manglende evne til at mærke mig selv.

Jeg går hos en psykolog, for at prøve at blive stress fri og give slip på min depression. Selv overfor hende har jeg skullet holde en facade. Lige indtil i går. Endelig kunne jeg begynde at give lidt slip. Vi sad og snakkede om hele min situation. Jeg har i dagene op til haft det helt vildt skidt, været tynget af sorte tanker, tanker om elendighed – katastrofetanker kaldes de. Tanker om ikke at være god nok, det er min egen skyld, min mand gider mig heller ikke mere, mine børn hader mig, jeg mister nok mit job, vi opnår aldrig vores drømme.. osv, osv. Jeg har bare ikke kunnet stoppe tankerne. Så, da jeg sad der hos psykologen i går, og hun pludselig spurgte “Er du ked af det Trine?”. Så kom det ud, langt om længe, og jeg gav det lov at komme ud. Tårerne fik lov at trille. På en eller anden måde, sådan lidt metaforisk, føler jeg at jeg har afleveret en håndfuld sorte tanker inde i det rum, hvor min terapi foregår. I dag har jeg det en del bedre. Jeg tænker ikke at min mand forlader mig, at folk hader mig eller at jeg ikke er god nok. Måske er det muligt at jeg mister mit job. Og hvad så? Jeg vil gerne finde et andet job. Så hvad er det værste der kan ske. Lige nu er mit helbred langt vigtigere end mit job.

Ovenstående beviser bare at jeg HAR rykket mig. Det er der andre ting der gør. Sidste weekend var min mand syg. Lagt ned af en ond, ond mavevirus. Av for pokker. Jeg var nødt til at tage en “fridag” fra stressen. Det kan man jo ikke. Men jeg var bare nødt til at være “på”, at være mor – og passe mine egne børn, alene. Og ved I hvad, det gik skide godt. Ja, beklager det knap så pæne sprog – men det gjorde mig stolt. Og det gjorde min mand stolt – og glad. At se sin sårbare kone, lege med sine børn i haven, og se at hun oven i købet gjorde det med fornøjelse. For første gang i cirka hundrede år.

Da jeg så tirsdagen efter faldt ned i et hul igen, glemte jeg at rose mig selv for de dage som var gået godt. I stedet begyndte jeg at skælde og smælde på mig selv, og grave i hullet. Og så sad jeg nede i det hul i tre dage indtil min psykolog forklarede at det er forventeligt, og ikke et tegn på tilbagefald. Men et symptom på depression – for den er stadig en del af mig. Jeg blev ikke stresset og deprimeret over en nat, faktisk har det stået på i flere år. Så det tager naturligvis også langt mere end nogle få uger at komme over det. Men det ville være så meget lettere hvis man havde brækket sine ben. Så omgivelserne kunne SE med deres øjne, at man ikke er rask. Stress og depression er usynligt for andre. Og derfor er det så pokkers svært at bryde tabuet omkring det. Psykisk sygdom. En mærkelig størrelse. Nogle dage fylder det, andre dage fylder det mindre.

Det er helt vildt hårdt, og især er det hårdt at komme ovenpå stress og de følger det har med sig – når man samtidig skal være mor og hustru. Det at have små børn, som ikke kan forstå hvorfor man ikke orker dem hele tiden, som man plejer. Det må være den største krise jeg har oplevet hele mit liv. Jeg har nok kun oplevet én anden krise i mit liv, som følger mig i bagagen. Men den historie kan jeg komme ind på en anden dag..

Selvom det er så ubeskriveligt hårdt, så har det også en gevinst. Den rejse jeg er på ind i mig selv, gør mig sindsygt klog på hvad jeg værdsætter i livet, og hvad jeg agter IKKE at spilde min kostbare tid på! Jeg hørte i går om begrebet “Slow living”, som handler om at leve sit liv langsomt, nyde nuet og få, ikke det meste ud af livet, men derimod det bedste ud af livet.

Midt i en hård tid, glemmer vi heldigvis ikke at hygge. Og der jules også her i huset, så selv Gertrud Sand ville kaste misundelige blikke.. I går kom sønnike hjem med en lille nissepige. En af de der nisser, der måske laver ballade. Ååh, så står man der og er egentlig på vej ud af døren for at tage til julefest i børnehaven, og så skal man også til at være kreativ og finde på nissestreger.

Hvem har tryllet mælken lyserød?
Hvem har tryllet mælken lyserød?

Nå, men i hvert fald sad nissen oppe i sønnikes julesok da vi kom hjem fra fest. Og i morges var mælken lyserød.

Knægten undrede sig noget over det, og blev pludselig noget bekymret over om vi så også skal spise lyserød risengrød i aften. Nu har han glædet sig til at spise risengrød i så lang tid. Mor og Far lovede at købe noget nyt mælk, som ikke har underlige farver.
Det er sjovt at se hvordan børnene elsker nisseverdenen, og deres begejstring over de små overraskelser December måned byder på. Gudskelov er der lidt overskud til den slags hygge..