Måned: november 2016

There’s a bear behind you!

Et højt niveau af kortisol er okay i en kort periode. Lad os nu forestille os, at der står en bjørn foran dig, lige pludselig. Okay, glem lige den der med at du bor i Danmark, og det vist ikke er den nemmeste sag at spotte en farlig bjørn i den danske natur. Men hvis der nu en dag står en brun bjørn lige foran dig. Så kan du takke din krop, eller nærmere din binyrebark, for at producere et skud kortisol, så du bliver i stand til at kæmpe mod den her bjørn. Nu er jeg jo hverken biolog eller zoolog, men jeg har da set filmen Did you hear about the Morgans?, og derfor ved jeg da godt at man ikke skal løbe og gå i panik, hvis man ser en bjørn, man skal vist nærmere lade som om at man er en stor sten.. what so ever – men i teorien, ville du kunne kæmpe mod den her bjørn fordi din krop har hjulpet dig på vej med kortisol. 2592_1

Hvad er kortisol? Det er et stresshormon, som førnævnt dannes i vores binyrebark. Når nu du er kommet i skjul for den der bjørn, så falder mængden af kortisol i dit blod, og alt er godt igen. Men – når man er stresset, tror kroppen at der konstant er en sulten bjørn der truer med at æde dig, og du har altså konstant et tårnhøjt niveau af kortisol i blodet. Det kan man sagtens have i en længere periode, uden selv at være klar over det, for man kører bare derudaf, man er totalt fartblind, man skal bare lige have de og de og de her opgaver færdig, og så kan man slappe af. Men, ja endnu et men – sagen er den at vi er sindsygt gode til at tage imod flere og flere opgaver. Og elendige til at bruge ordet NEJ. Så vi når aldrig i mål. Derudover kan det hele altid blive lige liiiidt bedre, og lidt bedre. Med tiden, så kan kroppen ikke rumme mere, den siger STOP – og gudsketak og lov for det. Stress er r*vhamrende tabubelagt, men prøv at hør her – det kan slå dig ihjel. Efter en længere periode med en stresset krop og et stresset sind, kommer de første stresssymptomer snigende. Mennersker er ikke ens. Og derfor opleves formentlig også forskellige symptomer, ligeså vel som at man ikke mærker sin krop ens.

Velkommen til mit liv. Jeg har længe været virkelig dårlig til at mærke mig selv. For mit vedkommende startede min stress oplevelse nok i virkeligheden for nogle år siden. Jeg blev mere og mere usikker på mig selv, specielt i min rolle som mor – gør jeg det godt nok? Hvad tænker de andre om mig som mor? Flere og flere negative tanker, som kun har dunket mit selvværd længere og længere ned i det sorte hul jeg var i gang med at grave.

De symptomer som fik mig til at reagere og overveje at der jo forresten var noget der hed stress, var i starten mest adfærdsmæssige symptomer. Irritation. Træthed. Ulyst. Lysten til KUN at være alene. Intet overskud. Dårlig samvittighed. Betænkelighed. Konstante tanker.

Nogle uger inden min sygemelding, brød jeg grædende sammen på jobbet. Opgaverne blev for meget, jeg gad ikke patienterne, jeg synes det var helt vildt irriterende. Tør jeg sige, at jeg faktisk ikke evnede at have empati for mine patienter. Ja, det tør jeg godt. For det var sandheden. Stressen gjorde mig faktisk nærmest “ligeglad”. Det uheldige den her dag var, at jeg havde sindsygt ondt i ryggen. Da jeg brød sammen, blev jeg naturligt nok sendt hjem. Men efter nogle dage med smerter, og ro blev jeg enig med mig selv om at det nok var smerterne der havde fået med ned med nakken den dag. Så jeg startede op på jobbet igen. Stadig ikke med den store entusiasme, som jeg plejer at lægge for dagen. Men det skjulte jeg med en facade. Det er jeg nemlig ret god til. At sætte op en facade.

Efter nogen tid, begyndte de fysiske symptomer. Hjertebanken. Indre uro. Kvalme. Mavepine. Svimmelhed. Hovedpine. Symptomerne blev kun værre jo tættere jeg nærmede mig min arbejdsplads’ adresse. Og så kunne jeg næsten godt lægge to og to sammen, og jeg begyndte så småt at lugte sygemeldingen komme snigende. Dagen før min sygemelding skulle jeg i aftenvagt. Jeg havde det virkelig skidt. Som om jeg var ved at få influenza. Jeg gik da også og målte min temperatur i dagene op til. Men feber var der intet af. Den her dag gjorde jeg som det første det, at jeg fortalte min kollega at jeg havde det skidt, og at hun måtte undskylde hvis jeg var lidt mut. Hun svarede mig gudhjælpemig, at hun og en anden kollega et par dage forinden havde talt bekymrende om mig. De syntes at jeg virkede stresset. Så var jeg faktisk ikke længere i tvivl. Jeg klarede mig igennem min vagt den aften, den 17. oktober i år. Næste morgen ringede jeg til min læge, derefter til min arbejdsgiver. Jeg blev den dag sygemeldt med stress – på ubestemt tid.

Faktisk fik jeg pludselig for et år siden meget voldsom nældefeber. Aldrig nogensinde har nogen hudlæger fundet ud af hvad det kom af. Jeg har taget antihistaminer i over et år. Nu ved jeg hvad det kom af. Stress. Og, det er faktisk begyndt at aftage nu.

En anden ting jeg har brugt meget. Rigtig meget. Det er overspisning. Ja, jeg ved sgu da godt at det også er helt vildt tabubelagt. Men jeg tør godt være ærlig omkring det. Jeg ved at jeg er overvægtig, og jeg ved også hvorfor. Fordi, det høje niveau af kortisol får dig til at hungre efter sukker. Salt. Fedt. Hver evig eneste gang jeg har følt ubehag, uden at vide hvad det var, har jeg tyet til mad. Konstant har jeg haft tanker om mad. Jeg har været på den ene kostomlægning efter den anden. Jeg har også haft succes med det, men som så mange andre overvægtige, er vægten stille og roligt steget igen. Lige nu, i denne tid, ved jeg, at jeg ikke skal bruge ressourcer på min vægt. Jeg skal fokusere på at blive stressfri. Så mine runde former, de får lov at blive siddende lidt endnu. Og så ved jeg, at når jeg er stressfri, engang – så kommer det helt af sig selv, måske med lidt hjælp af den rigtige kost og mængde motion. Den tid, den glæde.

Og så til det, som fik mig til at skrive dette indlæg. Det er nemlig de sidste dage gået op for mig, at der midt i al elendigheden, sniger sig små ting ind i hverdagen, som tyder på fremgang.
Det viser sig nemlig, at jeg de sidste par uger ikke har indtaget den samme mængde cola. Ej heller kredser mine tanker om mad, slik, kage eller andre stimulanser. Det må jo betyde at mit kortisol niveau er på vej nedad. Jeg bliver i hvert fald i troen.

Velkommen til vira og baktusser

Langvarig stress svækker immunforsvaret. Af litteraturen omkring stress har jeg ladet mig fortælle, at efter nogen tid med ro, begynder kroppen at give efter for stressen, og man bliver træt. Rigtig træt. Og som kronen på værket kan man forvente at det skyller ind over en med diverse vira og infektioner. Selvom det ikke er det mest opløftende at ligge med subfebrilia, snotnæse og krillerhoste, skal jeg altså bare takke min krop for at give slip. Jamen, velkommen til alle vira og bakterier som de sidste dage har erobret min krop. Jeg føler mig ærlig talt lidt slatten. Men, det er en del af processen, så jeg lader bare kroppen gøre det den skal..

Vores børn har været på weekend i Jylland hos kære bedsteforældre. Det skulle være en weekend med hygge og rum til at trække vejret. Vi har i den grad nydt roen, det tør jeg da godt sige højt. Måske bare lidt trist at man så skal bruge sin “friweekend” på at være syg. I går tog min kære mand ud i menneskemylderet for at indkøbe årets julegaver, eftersom at jeg hverken besidder kreativitet, energi eller overskud til at varetage den tjans i år, har han atter vist sig som supermand og klaret den del også. Vi så ikke meget til hinanden i går faktisk. Han tog afsted kort inden jeg stod ud af sengen, og da han kom hjem med favnen fuld af overfyldte poser, lavede jeg en “Maude” fra Matador – “Jeg går lige op og lægger mig”. Da jeg stod op igen, var jeg bare sur og tvær og i dårligt humør. Efter et bad, hjalp det og om aftenen kunne vi endelig konversere og så en film sammen på sofaen 🙂

I dag skal børnene hentes, det bliver dejligt at se de små krudtugler igen. Inden længe finder jeg min dyne, og lader kroppen bekæmpe diverse vira. Ifølge litteraturen skulle jeg begynde at få det bedre i sindet om få uger – jeg venter spændt.

Vi havde en god snak herhjemme i går over aftensmaden – det er værd at udnytte at der ikke flyver frikadeller og minimælk hen over hovederne på os – Snakken handlede om vores tid inden vi fik børn. Jeg ved godt at man ændrer sig når man får børn, og det skal man også. Men jeg drømmer om at blive den glade pige jeg var dengang. Jeg har en teori om at jeg har fået en efterfødselsreaktion allerede efter vi fik vores førstefødte, måske en mild en, men dog ubehandlet. Da vi fik vores pige, fik jeg en efterfødselsreaktion igen, denne gang blev der taget hånd om den af en utrolig dygtig sundhedsplejerske – men desværre ikke af lægen, som mente at jeg “bare” var presset. Jeg forsøgte så selv med mindfulness og samtaler med en familiebehandler, men det rykkede ikke rigtigt på noget. Siden har det vokset sig til stress, som har fået lov at vokse sig større og større, udover at vi havde en lang række udfordinger herhjemme, og måske fordi jeg ikke har kunnet mærke mig selv optimalt – ikke før at den var helt galt, og depression og angst fik sat rødder i mig.

Jeg er sikker på at jeg finder mig selv igen, på et tidspunkt. Første punkt på dagsordenen er dog at få bekæmpet den infektion som lige nu er flyttet ind, og give den lov til at være der, så længe det nu engang tager.. Tålmodighed er en dyd, er der nogen der siger.

Stressens grimme ansigt

Dagen i går var virkelig hård. Humøret var bare helt i bund.

Jeg skulle ind forbi lægen til revurdering af min sygemelding – det gør mig altid nervøs. Mit hovede bilder mig ind imellem ind at jeg ikke fejler noget, at jeg bare skal tage mig sammen og gå på arbejde. Dette på trods af at mine allernærmeste, lægen selv og den psykolog jeg for tiden kommer hos siger noget helt andet. Min kære psykolog sagde for et par konsultationer siden “Trine, du SKAL være sygemeldt, ellers falder du ud over kanten”. WOW. Jeg adlyder naturligvis og jeg kæmper heller ikke nær så meget med den dårlige samvittighed overfor min arbejdsplads længere, som jeg gjorde i starten af min sygemelding for 5 uger siden.

Det er mere hjemme – overfor både mine dejlige unger, men i den grad grad også overfor min mand, som også påvirkes af min tilstand. Det er benhårdt at han skal overtage så mange pligter. Jeg må lige skynde mig at sige at her i huset er der pænt meget ligestilling. Jeg vil næsten vove den påstand og sige, at manden i huset vasker mere tøj end fruen. Og det er ikke engang løgn. Jeg har virkelig en god mand. Han er typen der ligger små sedler på gule post-it’s for at hjælpe mig. 20161114_124746

Men når det så er sagt, så har jeg også en træt ægtefælle for tiden. Han forsøger dagligt at banke ind i hovedet på mig med syvtommersøm at jeg IKKE skal have dårlig samvittighed. Men, det arbejder jeg på.. Dårlig samvitighed er for tiden min værste fjende. Ligesom rod – men det er en helt anden sag, som jeg kan komme ind på en anden dag..

For at vende tilbage til dagen i går, tirsdag.. Når man er stresset kan man stadig have gode dage. Man har gode dage, og man har dårlige dage. Og dagen i går var så tilsyneladende en af de dårlige. Dårligt humør, ingen lyst til noget, nervøsitet, træt, opgivende. Efter godt 8 timers trissen rundt i pyjamasagtigt tøj, besluttede jeg at gå en tur. Vejret associerede ikke ligefrem til sol og strand, men jeg gik mig en tur. Uden effekt.

Jeg kommer hjem til trætte børn, som skriger og vil op, så vil de ned.. så skriger de igen. Hvis der er noget jeg ikke takler godt på mine dårlige dage, så er det sure børn! I øvrigt var manden min voldsomt træt, hvilket jeg tolkede som et faresignal. Inde i mit hovede var det MIG han var sur på. Når man er deprimeret kan sorte tanker fylde så meget at man på ingen måde formår at tænke fornuft. Der er kun plads til de dårlige tanker. Det er naturligvis også noget jeg arbejder på, med professionel hjælp – de tanker der..
Da jeg stod der i køkkenet, uden nogen energi til hverken madlavning, leg eller et eneste ord foruden et par trætte, sure og sultne unger og en mand der var mindst ligeså træt som ungerne, syntes det hele ualmindeligt ligegyldigt for en stund. Da jeg fik kæmpet mig igennem aftensmaden, som min vidunderlige mand selvfølgelig kreerede, hjalp det hele stille og roligt på humøret.

Nogle dage er jeg så sindsygt bange for at denne tilstand aldrig forlader min krop, men jeg forsøger at sige til mig selv at det er en tilstand (som dog har boet i mig i alt for lang tid), og at den nok skal forsvinde igen, på et eller andet tidspunkt. Så jeg kan blive menneske igen…

 

Det perfekte liv?

P.E.R.F.E.K.T. Hvad er egentlig definitionen på det perfekte liv? Findes der et perfekt liv? Og skal der det?

Stort set hele mit liv har jeg bestræbt mig på at være perfekt til det hele. Jeg skulle være det perfekte barn, den perfekte storesøster, den perfekte datter, den perfekte skoleelev, den perfekte veninde.. Og i dag – i dag skal jeg være den perfekte mor, den perfekte hustru, den perfekte sygeplejerske, den perfekte veninde, den perfekte husholderske, den perfekte opdrager osv.. Det fortsætter bare! Og én ting der slet ikke er plads til i mit lille perfekte univers, det er fejl. Man må ikke lave fejl, for så bliver man afsløret i “ikke at være god nok”.
Men hvem er det der bestemmer, at alt skal være så perfekt? Ja, der er faktisk kun én der styrer dét, og det er mig selv, og mine tanker. Alting kan altid blive en lille smule bedre, så hvornår når man i mål?

På et eller andet tidspunkt, når jeg er klar, vil jeg fortælle om min barndom, her på bloggen. For det er bl.a. dér rødderne til det perfekte liv skal findes, når det kommer til mit liv. Det er jeg blevet klar over, efter at stess, depression og angst er blevet en del af mit liv, og min hverdag. Det er blevet starten på en rejse – en rejse ind i mig selv. Jeg lærer en masse om mig, og jeg lærer at være god ved mig – eller det vil sige at jeg er i træning. Jeg har nemlig lidt glemt at tage mig af mig selv de sidste år. Det har handlet om at være den der perfekte mor, hustru, veninde og fagperson. Jeg har sat ualmindelige høje krav overfor mig selv. I dag mener jeg ikke at man KAN blive perfekt, eller at man SKAL være perfekt – for ting behøver ikke at være perfekt, for at være godt nok. OKAY.

Perfektionismen, men ikke den alene, har i dag fået mig ned med nakken. Sygemeldt med stress. I takt med at min sygemelding skrider frem, bliver jeg mere og mere i stand til at mærke mig selv, mine krop og mine følelser.
Så sent som i dag har jeg mærket en angst, som jeg aldrig troede skulle blive en del af mig. En hjertebanken uden lige, en klump i halsen og en lyst til kun én ting, at være alene. Jeg skal øve mig i at lade den være der, så længe den skal være der. Det er okay, jeg er okay, med hvad der fylder lige nu – i nuet.

 

 

 

Fra tanke til virkelighed…

GODAFTEN!

Så er der sørme gang i min blog. Jeg har længe gået og overvejet at lave en blog, og nu har jeg så gjort det, og så på eget domæne.. Hvem skulle have troet det!?

Baggrunden for at starte bloggen er egentlig lidt af en rutsjebanetur. Tilbage i april i år fik jeg konstateret en depression af moderat grad. Jeg havde det skrækkeligt. Siden har jeg været i behandling og forsøgt at finde fodfæste igen, hvilket jeg så troede at jeg havde, men BUM – så gik jeg ned med stress.. Ja, faktisk har det vist sig at min depression er stress udløst.

Jeg vil gerne med denne blog, dels skrive mig igennem en svær tid, og dels bidrage til at bryde tabuet om stress – og depression for den sags skyld. Hvorfor er der så stor forskel på at have en psykisk sygdom og en somatisk sygdom…?20161103_104101_001

Jeg er fuldstændig ny indenfor blogging, så bær’ over med mig i starten.. Jeg skal nok lære det med lidt øvelse, men jeg får nok brug for at tid til at lære det 🙂 Siden er på ingen måde færdig, men det bliver den… snart.

Så bare lige en lille hurtig aftenhilsen fra mig, det er blevet sent, og jeg vil se om min stressede hjerne kan finde ro til at sove.

GODNAT fra endnu en stressramt…