Kategori: Forældreliv

Langt om længe – back to work..

Det er formiddag, vejret er lidt gråt, jeg sætter mig ind i min bil, starter motoren og bakker ud af vores parkeringsplads. Det har jeg gjort mange gange før. Rigtig mange gange. Men i dag var alligevel lidt speciel. Jeg skulle på ARBEJDE. Første arbejdsdag efter min stress sygemelding. Som har varet i næsten fire måneder.

Jeg husker tydeligt den dag for næsten en måned siden hvor jeg skulle til møde inde på min arbejdsplads vedrørende sygemelding, jobstart status mm. Jeg havde en kvalme der sagde spar to, en hjertebanken som havde jeg været ude og løbe en marathon. Jeg var i den grad møghamrende nervøs og følte at det var SÅ forkert at sætte mine ben på OUH. Da jeg sad i bilen i dag, på vej på arbejde, prøvede jeg at mærke efter i min krop. Det var fint. Jeg mærkede ikke kvalme, hjertebanken, svimmelhed, men havde til gengæld mange sommerfugle i maven. Faktisk mødte jeg en forhindring på vejen jeg ikke var forberedt på. En hulens masse kæmpestore gravemaskiner og et endnu større hul i vejen, forhindrede mig i at køre den vej jeg plejer ind til sygehuset. Et kort øjeblik, skimmede jeg uret og tænkte “FOR H*******”, for derefter at være i stand til at tage det fuldstændig roligt og tænke “Det er jo ikke mit problem at der er et hul i vejen, kommer jeg for sent, så PYT”. Et ord jeg har lært at tage til mig og gerne benytter mig af. Jeg fandt en anden vej, fandt sågar et sted at parkere mit skrummel af en familiebil OG trådte ind på afdelingen fem minutter før aftalt mødetid. Jeg synes vel nok at de fire måneder er fløjet afsted, og nu er jeg pludselig i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Underligt.

Jeg blev mødt af glade og smilende kollegaer der med åbne arme gav store kram og anerkendelse. Det var super dejligt. Jeg skulle lige lande, kunne jeg godt mærke. Der ligger en helt klar plan for hvad jeg skal lave i de timer jeg er på job. I denne og næste uge har jeg to timer om dagen. Jeg skal arbejde to dage a’ timer i næste uge. Det er en rigtig fin ordning. Efterhånden skal jeg gerne øge i timeantallet. Selvom jeg har søde kollegaer og en MEGET forstående ledelse, ved jeg desværre at jeg på et tidspunkt – når jeg er raskmeldt igen, skal søge andet job. Et job uden skiftende arbejdstider, for det har jeg bare lært at jeg og min psykiske balance ikke kan holde til. Ikke lige nu i hvert fald. Og jeg synes selv jeg er kommet ret meget i kontakt med min egen krop, og er nu i stand til at høre hvad den fortæller mig. Om ikke andet langt bedre end før min nedtur.

Ud over at jeg er startet op på job igen, er jeg jo også igang med et online stresshåndteringskursus, som jeg nævnte i sidste indlæg. Det går fint med det. Der er nogle rigtig gode øvelser, som sætter godt gang i tankerne omkring hvad jeg har af livsværdier. Jeg er fx kommet frem til MINE livsværdier som er: Faste rammer – Glæde – Balance – Ro – Familie.
Det er de fem ting der betyder allermest for at jeg har et godt liv, og for at jeg er glad og i balance. Så jeg vil forsøge at lade de ord danne rammen om mit liv og min familie.

Som småbørnsfamilie har vi helt naturligt konflikter. Den lille er for alvor trådt ind i “trodsalderen” som på nutidigt dansk kaldes “selvstændighedsgørelsen”. Jaa jaa jaa, kære eksperter – kald den lige hvad I vil, men her i huset kalder vi det TRODS. En lille pige der helt nøjagtigt ved hvad hendes holdning er til dit og dat. Jeg kan komme med mange sjove (læs: måske knap så sjove) eksempler – Men det behøver næsten et indlæg for sig selv. Nå, og så har vi jo også den 4-årige herre i huset (Pssst… vi kalder ham “Dyret” når han er riiiigtig strid). Jeg ved ikke hvad der er med børnehavealderen, men den er om nogen strid. Folk omkring mig siger hele tiden “Bare vent til de bliver større… muu ha ha ha! Det jeg prøver at fortælle er at jeg er kommet langt med mine tanker. Stress kommer også indefra, i hvert fald i mit tilfælde. Men jeg er ikke helt i mål hvad angår frustrationer og bekymringer når det kommer til mine børn. Det er hårdt (og muligvis det hårdeste jeg har oplevet nogensinde), når mine børn udviser tegn på at de har det svært. Sønnike reagerer forsinket på min stress, og er oveni hatten gået hen og er blevet en lille sensitiv dreng. Det skaber nogle ubehagelige konflikter. Jeg arbejder på ikke at være så bekymret. Det er formentlig enhver mors mission. Jeg har købt bogen “Sensitiv Mor” af Stinemaria Mollie Jensen. Jeg har kun læst begyndelsen, men jeg tror den kan være med til at hjælpe mig til at acceptere at være den jeg er, og acceptere de vilkår det er at være sensitiv OG have sensitive børn. Sensitivitet kan gøres til en gave, og det agter jeg at gøre. Både hvad angår mig selv og mine børn.

For at vende tilbage til stresshåndteringskurset, er jeg lige nu igang med et modul omhandlende at finde ind til årsagen til sin stress. Det kræver en del ressourcer. Der skal kigges tilbage på hele mit liv og analyseres lidt. Det bliver sikkert sundt for mig at få styr på nogle ting i den forbindelse. Det hører I nærmere om, når jeg er blevet lidt klogere..

Det var en lille status herfra – Rigtig god weekend!

Giv det fri..

Noget jeg altid har været virkelig god til, er at skjule hvordan jeg har det indeni. Sætte en facade op, det må jeg være mester i. Ej okay, det passer faktisk ikke helt. Der er én person i hele verden som kan læse mig – og det er min kære mor. Hende kan jeg sgu ikke lyve overfor. Nogen gange ringer hun til mig, bare fordi hun synes hun kan mærke at der “er noget” vi skal tale om – hun bor 100 km væk – hold da fast nogle følehorn hun har 🙂

Men, det her med at sætte en facade op. Det er nok i virkeligheden en af grundene til at jeg er endt i en depression. Jeg har aldrig været helt ærlig omkring hvordan jeg faktisk havde det. Jeg har ikke villet være til besvær. Godt nok har jeg været gået til læge op til flere gange, men sidder så der overfor lægen og kan ikke rigtigt redegøre for hvad der er galt. Nå, det går nok ender det så med, og jeg går ud af døren, med hovedet fuld af ting som jeg ikke fik sagt. Det er selvfølgelig også kombineret med en egentlig manglende evne til at mærke mig selv.

Jeg går hos en psykolog, for at prøve at blive stress fri og give slip på min depression. Selv overfor hende har jeg skullet holde en facade. Lige indtil i går. Endelig kunne jeg begynde at give lidt slip. Vi sad og snakkede om hele min situation. Jeg har i dagene op til haft det helt vildt skidt, været tynget af sorte tanker, tanker om elendighed – katastrofetanker kaldes de. Tanker om ikke at være god nok, det er min egen skyld, min mand gider mig heller ikke mere, mine børn hader mig, jeg mister nok mit job, vi opnår aldrig vores drømme.. osv, osv. Jeg har bare ikke kunnet stoppe tankerne. Så, da jeg sad der hos psykologen i går, og hun pludselig spurgte “Er du ked af det Trine?”. Så kom det ud, langt om længe, og jeg gav det lov at komme ud. Tårerne fik lov at trille. På en eller anden måde, sådan lidt metaforisk, føler jeg at jeg har afleveret en håndfuld sorte tanker inde i det rum, hvor min terapi foregår. I dag har jeg det en del bedre. Jeg tænker ikke at min mand forlader mig, at folk hader mig eller at jeg ikke er god nok. Måske er det muligt at jeg mister mit job. Og hvad så? Jeg vil gerne finde et andet job. Så hvad er det værste der kan ske. Lige nu er mit helbred langt vigtigere end mit job.

Ovenstående beviser bare at jeg HAR rykket mig. Det er der andre ting der gør. Sidste weekend var min mand syg. Lagt ned af en ond, ond mavevirus. Av for pokker. Jeg var nødt til at tage en “fridag” fra stressen. Det kan man jo ikke. Men jeg var bare nødt til at være “på”, at være mor – og passe mine egne børn, alene. Og ved I hvad, det gik skide godt. Ja, beklager det knap så pæne sprog – men det gjorde mig stolt. Og det gjorde min mand stolt – og glad. At se sin sårbare kone, lege med sine børn i haven, og se at hun oven i købet gjorde det med fornøjelse. For første gang i cirka hundrede år.

Da jeg så tirsdagen efter faldt ned i et hul igen, glemte jeg at rose mig selv for de dage som var gået godt. I stedet begyndte jeg at skælde og smælde på mig selv, og grave i hullet. Og så sad jeg nede i det hul i tre dage indtil min psykolog forklarede at det er forventeligt, og ikke et tegn på tilbagefald. Men et symptom på depression – for den er stadig en del af mig. Jeg blev ikke stresset og deprimeret over en nat, faktisk har det stået på i flere år. Så det tager naturligvis også langt mere end nogle få uger at komme over det. Men det ville være så meget lettere hvis man havde brækket sine ben. Så omgivelserne kunne SE med deres øjne, at man ikke er rask. Stress og depression er usynligt for andre. Og derfor er det så pokkers svært at bryde tabuet omkring det. Psykisk sygdom. En mærkelig størrelse. Nogle dage fylder det, andre dage fylder det mindre.

Det er helt vildt hårdt, og især er det hårdt at komme ovenpå stress og de følger det har med sig – når man samtidig skal være mor og hustru. Det at have små børn, som ikke kan forstå hvorfor man ikke orker dem hele tiden, som man plejer. Det må være den største krise jeg har oplevet hele mit liv. Jeg har nok kun oplevet én anden krise i mit liv, som følger mig i bagagen. Men den historie kan jeg komme ind på en anden dag..

Selvom det er så ubeskriveligt hårdt, så har det også en gevinst. Den rejse jeg er på ind i mig selv, gør mig sindsygt klog på hvad jeg værdsætter i livet, og hvad jeg agter IKKE at spilde min kostbare tid på! Jeg hørte i går om begrebet “Slow living”, som handler om at leve sit liv langsomt, nyde nuet og få, ikke det meste ud af livet, men derimod det bedste ud af livet.

Midt i en hård tid, glemmer vi heldigvis ikke at hygge. Og der jules også her i huset, så selv Gertrud Sand ville kaste misundelige blikke.. I går kom sønnike hjem med en lille nissepige. En af de der nisser, der måske laver ballade. Ååh, så står man der og er egentlig på vej ud af døren for at tage til julefest i børnehaven, og så skal man også til at være kreativ og finde på nissestreger.

Hvem har tryllet mælken lyserød?
Hvem har tryllet mælken lyserød?

Nå, men i hvert fald sad nissen oppe i sønnikes julesok da vi kom hjem fra fest. Og i morges var mælken lyserød.

Knægten undrede sig noget over det, og blev pludselig noget bekymret over om vi så også skal spise lyserød risengrød i aften. Nu har han glædet sig til at spise risengrød i så lang tid. Mor og Far lovede at købe noget nyt mælk, som ikke har underlige farver.
Det er sjovt at se hvordan børnene elsker nisseverdenen, og deres begejstring over de små overraskelser December måned byder på. Gudskelov er der lidt overskud til den slags hygge..

 

 

Velkommen til vira og baktusser

Langvarig stress svækker immunforsvaret. Af litteraturen omkring stress har jeg ladet mig fortælle, at efter nogen tid med ro, begynder kroppen at give efter for stressen, og man bliver træt. Rigtig træt. Og som kronen på værket kan man forvente at det skyller ind over en med diverse vira og infektioner. Selvom det ikke er det mest opløftende at ligge med subfebrilia, snotnæse og krillerhoste, skal jeg altså bare takke min krop for at give slip. Jamen, velkommen til alle vira og bakterier som de sidste dage har erobret min krop. Jeg føler mig ærlig talt lidt slatten. Men, det er en del af processen, så jeg lader bare kroppen gøre det den skal..

Vores børn har været på weekend i Jylland hos kære bedsteforældre. Det skulle være en weekend med hygge og rum til at trække vejret. Vi har i den grad nydt roen, det tør jeg da godt sige højt. Måske bare lidt trist at man så skal bruge sin “friweekend” på at være syg. I går tog min kære mand ud i menneskemylderet for at indkøbe årets julegaver, eftersom at jeg hverken besidder kreativitet, energi eller overskud til at varetage den tjans i år, har han atter vist sig som supermand og klaret den del også. Vi så ikke meget til hinanden i går faktisk. Han tog afsted kort inden jeg stod ud af sengen, og da han kom hjem med favnen fuld af overfyldte poser, lavede jeg en “Maude” fra Matador – “Jeg går lige op og lægger mig”. Da jeg stod op igen, var jeg bare sur og tvær og i dårligt humør. Efter et bad, hjalp det og om aftenen kunne vi endelig konversere og så en film sammen på sofaen 🙂

I dag skal børnene hentes, det bliver dejligt at se de små krudtugler igen. Inden længe finder jeg min dyne, og lader kroppen bekæmpe diverse vira. Ifølge litteraturen skulle jeg begynde at få det bedre i sindet om få uger – jeg venter spændt.

Vi havde en god snak herhjemme i går over aftensmaden – det er værd at udnytte at der ikke flyver frikadeller og minimælk hen over hovederne på os – Snakken handlede om vores tid inden vi fik børn. Jeg ved godt at man ændrer sig når man får børn, og det skal man også. Men jeg drømmer om at blive den glade pige jeg var dengang. Jeg har en teori om at jeg har fået en efterfødselsreaktion allerede efter vi fik vores førstefødte, måske en mild en, men dog ubehandlet. Da vi fik vores pige, fik jeg en efterfødselsreaktion igen, denne gang blev der taget hånd om den af en utrolig dygtig sundhedsplejerske – men desværre ikke af lægen, som mente at jeg “bare” var presset. Jeg forsøgte så selv med mindfulness og samtaler med en familiebehandler, men det rykkede ikke rigtigt på noget. Siden har det vokset sig til stress, som har fået lov at vokse sig større og større, udover at vi havde en lang række udfordinger herhjemme, og måske fordi jeg ikke har kunnet mærke mig selv optimalt – ikke før at den var helt galt, og depression og angst fik sat rødder i mig.

Jeg er sikker på at jeg finder mig selv igen, på et tidspunkt. Første punkt på dagsordenen er dog at få bekæmpet den infektion som lige nu er flyttet ind, og give den lov til at være der, så længe det nu engang tager.. Tålmodighed er en dyd, er der nogen der siger.

Stressens grimme ansigt

Dagen i går var virkelig hård. Humøret var bare helt i bund.

Jeg skulle ind forbi lægen til revurdering af min sygemelding – det gør mig altid nervøs. Mit hovede bilder mig ind imellem ind at jeg ikke fejler noget, at jeg bare skal tage mig sammen og gå på arbejde. Dette på trods af at mine allernærmeste, lægen selv og den psykolog jeg for tiden kommer hos siger noget helt andet. Min kære psykolog sagde for et par konsultationer siden “Trine, du SKAL være sygemeldt, ellers falder du ud over kanten”. WOW. Jeg adlyder naturligvis og jeg kæmper heller ikke nær så meget med den dårlige samvittighed overfor min arbejdsplads længere, som jeg gjorde i starten af min sygemelding for 5 uger siden.

Det er mere hjemme – overfor både mine dejlige unger, men i den grad grad også overfor min mand, som også påvirkes af min tilstand. Det er benhårdt at han skal overtage så mange pligter. Jeg må lige skynde mig at sige at her i huset er der pænt meget ligestilling. Jeg vil næsten vove den påstand og sige, at manden i huset vasker mere tøj end fruen. Og det er ikke engang løgn. Jeg har virkelig en god mand. Han er typen der ligger små sedler på gule post-it’s for at hjælpe mig. 20161114_124746

Men når det så er sagt, så har jeg også en træt ægtefælle for tiden. Han forsøger dagligt at banke ind i hovedet på mig med syvtommersøm at jeg IKKE skal have dårlig samvittighed. Men, det arbejder jeg på.. Dårlig samvitighed er for tiden min værste fjende. Ligesom rod – men det er en helt anden sag, som jeg kan komme ind på en anden dag..

For at vende tilbage til dagen i går, tirsdag.. Når man er stresset kan man stadig have gode dage. Man har gode dage, og man har dårlige dage. Og dagen i går var så tilsyneladende en af de dårlige. Dårligt humør, ingen lyst til noget, nervøsitet, træt, opgivende. Efter godt 8 timers trissen rundt i pyjamasagtigt tøj, besluttede jeg at gå en tur. Vejret associerede ikke ligefrem til sol og strand, men jeg gik mig en tur. Uden effekt.

Jeg kommer hjem til trætte børn, som skriger og vil op, så vil de ned.. så skriger de igen. Hvis der er noget jeg ikke takler godt på mine dårlige dage, så er det sure børn! I øvrigt var manden min voldsomt træt, hvilket jeg tolkede som et faresignal. Inde i mit hovede var det MIG han var sur på. Når man er deprimeret kan sorte tanker fylde så meget at man på ingen måde formår at tænke fornuft. Der er kun plads til de dårlige tanker. Det er naturligvis også noget jeg arbejder på, med professionel hjælp – de tanker der..
Da jeg stod der i køkkenet, uden nogen energi til hverken madlavning, leg eller et eneste ord foruden et par trætte, sure og sultne unger og en mand der var mindst ligeså træt som ungerne, syntes det hele ualmindeligt ligegyldigt for en stund. Da jeg fik kæmpet mig igennem aftensmaden, som min vidunderlige mand selvfølgelig kreerede, hjalp det hele stille og roligt på humøret.

Nogle dage er jeg så sindsygt bange for at denne tilstand aldrig forlader min krop, men jeg forsøger at sige til mig selv at det er en tilstand (som dog har boet i mig i alt for lang tid), og at den nok skal forsvinde igen, på et eller andet tidspunkt. Så jeg kan blive menneske igen…

 

Det perfekte liv?

P.E.R.F.E.K.T. Hvad er egentlig definitionen på det perfekte liv? Findes der et perfekt liv? Og skal der det?

Stort set hele mit liv har jeg bestræbt mig på at være perfekt til det hele. Jeg skulle være det perfekte barn, den perfekte storesøster, den perfekte datter, den perfekte skoleelev, den perfekte veninde.. Og i dag – i dag skal jeg være den perfekte mor, den perfekte hustru, den perfekte sygeplejerske, den perfekte veninde, den perfekte husholderske, den perfekte opdrager osv.. Det fortsætter bare! Og én ting der slet ikke er plads til i mit lille perfekte univers, det er fejl. Man må ikke lave fejl, for så bliver man afsløret i “ikke at være god nok”.
Men hvem er det der bestemmer, at alt skal være så perfekt? Ja, der er faktisk kun én der styrer dét, og det er mig selv, og mine tanker. Alting kan altid blive en lille smule bedre, så hvornår når man i mål?

På et eller andet tidspunkt, når jeg er klar, vil jeg fortælle om min barndom, her på bloggen. For det er bl.a. dér rødderne til det perfekte liv skal findes, når det kommer til mit liv. Det er jeg blevet klar over, efter at stess, depression og angst er blevet en del af mit liv, og min hverdag. Det er blevet starten på en rejse – en rejse ind i mig selv. Jeg lærer en masse om mig, og jeg lærer at være god ved mig – eller det vil sige at jeg er i træning. Jeg har nemlig lidt glemt at tage mig af mig selv de sidste år. Det har handlet om at være den der perfekte mor, hustru, veninde og fagperson. Jeg har sat ualmindelige høje krav overfor mig selv. I dag mener jeg ikke at man KAN blive perfekt, eller at man SKAL være perfekt – for ting behøver ikke at være perfekt, for at være godt nok. OKAY.

Perfektionismen, men ikke den alene, har i dag fået mig ned med nakken. Sygemeldt med stress. I takt med at min sygemelding skrider frem, bliver jeg mere og mere i stand til at mærke mig selv, mine krop og mine følelser.
Så sent som i dag har jeg mærket en angst, som jeg aldrig troede skulle blive en del af mig. En hjertebanken uden lige, en klump i halsen og en lyst til kun én ting, at være alene. Jeg skal øve mig i at lade den være der, så længe den skal være der. Det er okay, jeg er okay, med hvad der fylder lige nu – i nuet.