Kategori: Stress

Når enden er god, er alting godt – Eller hvad?

Det er ved at være et godt stykke tid siden jeg har delt mine tanker med jer, her på bloggen. Det er fordi jeg har haft travlt, på den gode måde. Jeg har haft travlt med at havde det godt. Der er nu efterhånden virkelig langt mellem mine dårlige dage. Det er simpelthen en lettelse. Jeg ser snart ikke mig selv som stresset længere. MEN – jeg er stadig i gang med at blive klogere på mig selv. Rejsen ind i min person er slet ikke slut. Mon den egentlig slutter nogensinde? Er man ikke i virkeligheden konstant på rejse ind i sig selv, man får vel løbende mere og mere livserfaring? Det er jeg sikker på.

Den her uge er min 14. uge som sygemeldt. Og nu begynder jeg så småt at have tanker om mit forestående arbejdsliv. Det er faktisk ikke nær så skræmmende som det har været. I går var jeg på jobcenteret til et møde med min sagsbehandler. I virkeligheden synes jeg stadig at det er så fremmed for mig at jeg “har en sagsbehandler”. Men det kommer man jo ikke udenom i det danske samfund som langtidssygemeldt. Hendes job er at få mig tilbage i mit job så hurtigt som muligt. Jeg var også ved læge i går. Og selvom jeg har fået det bedre, mener lægen – og faktisk også min psykolog – at jeg bør have længere tid med stabilitet i min tilstand, før jeg starter på arbejde. Jeg bliver nemt presset, stadig. Lægens udmelding er at jeg i starten af marts 2017 kan starte stille og roligt op. Inden gårsdagens lægebesøg og møder havde jeg en kvalme, som kan sammenlignes med den kvalme jeg havde da jeg blev sygemeldt. Den kom af uvisheden. Hvad skal der ske, hvornår skal det ske, og hvordan skal det ske? På fredag skal jeg til møde hos min øverste leder – oversygeplejersken. Det lyder så farligt. Det er det sikkert ikke, men inde i mit hoved er det altså lidt farligt. Tanker om hvad de spørger om, hvad de kræver og forventer af mig – gør mig faktisk usikker og nervøs. Det værste der egentlig kan ske nu, er at jeg ryger ned i det sorte stress hul én gang til. Jeg har brugt de sidste 2 år på at være psykisk ret skidt tilpas. Og det GIDER jeg ikke mere. Jeg agter at få det bedste ud af mit liv. Nyde mit liv.

Noget blev jeg dog klar over i går hos sagsbehandleren. Jeg har lært at sige min mening. Hun skal jo følge en masse love og paragraffer som jeg ikke ved så meget om. Og hun er sikkert et godt menneske, når hun ikke er på arbejde. Men jeg blev lidt gal på systemet, når hun sidder og siger at hun ikke kan tage hensyn til hvor presset jeg er på hjemmefronten ifm. min jobstart. Hun skal kun tage hensyn til MIG. Det kommer sig af at min kære mand skal opereres i sin tå, hvorfor jeg kommer til at stå med en del flere ting herhjemme end jeg plejer. Hvis jeg skal kombinere det med en jobstart og de ressourcer det unægteligt kommer til at koste, så VED jeg bare at der er risiko for fiasko. Jeg stoler på at jeg sagtens kan klare det, HVIS altså jeg ikke lige også skal på arbejde. Det var til det hun (den venlige kommunedame) nævnte at det ikke er hendes problem. Jeg kunne mærke en vis vrede brede sig helt nede fra storetåens spids og 185 cm nordpå. Hvor jeg nok før ville have tiet, sagde jeg nu nøjagtigt hvad der skete med mig. “Jeg kan mærke at jeg bliver lidt gal lige nu!” Det føltes rart at lukke det ud, fremfor at gemme det inde i mig. For en ting er at udefrakommende faktorer giver stress, men det kommer også indefra. Men at få sagt fra og sige sin mening, gør mig godt – kan jeg mærke.

Nå. Planen er nu at vi lægger op til at der lægges en arbejdsplan med skånehensyn sidst i februar, og stiler efter opstart i uge 9 eller 10. Jeg håber at de er lydhør overfor dette oplæg på min arbejdsplads. Jeg tror alene det at få en dato for jobstart, og en plan hvor hvilke opgaver jeg skal have, er med til at gøre mig mentalt klar til joblivet igen.

Derudover er jeg henvist til et stresshåndteringskursus, som skal være med til at forebygge en ny stress nedtur. Også det bad jeg selv om. Jeg tror jeg er fortrøstningsfuld. Men jeg starter altså kun op på job hvis jeg føler mig klar – men det regner jeg nu også med at blive. Fra nu af vil jeg passe på mig selv – i alle henseender.

Det var bare lige lidt tanker herfra. Ønsker jer alle en rigtig dejlig dag!

Vær’ velkommen 2017

Oven på to år som har været liiiidt vanskeligere end et almindeligt familieliv bør være, vil jeg virkelig sætte pris på at året 2017 viser sig fra sin venlige side. Kom nu for pokker med lidt medgang, med noget hygge, med glade børn, med dejlige stunder. Det lyder så hårdt, og det er det også langt hen ad vejen. Når det er sagt, så er det ikke det hele der er noget møg. Vi har fået hygge implementeret i vores liv, der er langt længere mellem mine dårlige dage, jeg har genfundet de gode følelser for min mand, vi har haft en rigtig hyggelig jul. Vi er bare ikke i mål. Jeg er ikke i mål. Jeg er fx ved at være meget mættet hvad angår juleferie. Det skulle være så hyggeligt, men helt ærligt så savner jeg min sygemelding, hvor jeg kan være mig, og kun mig – i 8 timer om dagen. Mine børn er vidunderlige og de skaber mange smil på mine læber hver dag, men de gør mig også vanvittige og giver mig grå hår 🙂 Det kan andre småbørnsforældre 100 % give mig ret i..  Min sygemelding kører i skrivende stund på 11. uge – og det har i den grad gjort meget godt. Jeg har lært mig selv at tænke positivt. Jo mere jeg fokuserer på det gode, og det der fungerer – jo mere får jeg helt automatisk af det, uden yderligere arbejde. Ved hver aften at sige til mig selv, hvilke ting jeg har gjort for mig selv, ikke for alle andre, men for mig selv – så kan jeg snyde hjernen til at være positiv. Og så er snyd faktisk helt legalt.

Jeg har selvfølgelig gjort mig tanker omkring året, som vi vinker farvel til i morgen – og tanker om det år vi byder velkommen. Det er meget almindeligt at man reflekterer over året der gik, når man nærmer sig nytåret – man sætter sig en række nytårsfortsæt som holder godt og vel 10 dage ind i det nye år, før man indser at det holder jo ikke stik alligevel.. Jeg har tænkt mig at opsummere året der gik. Men det giver mig faktisk lyst til at gå helt tilbage til år 2015, som jo faktisk også gik hen og blev et pisse hårdt år! Det var året hvor vores dejlige datter kom til verden. Det var naturligvis en lykkelig begivenhed, og jeg kan stadig drømme mig tilbage til det øjeblik hvor hun ligger helt ny og fin på mit bryst. Mit hjerte smelter helt oprigtigt når jeg ser mine to vidunderlige børns relation til hinanden, deres kærlighed til hinanden og hvordan de både er helt ens og vidt forskellige. Jeg bliver så stolt af dem.
Deres gode relation kom i den grad ikke fra dag ét. I virkeligheden havde vi en dybt ulykkelig dreng, som lige var blevet storebror. Vi havde en meget voldsom søskende reaktion – jeg mindes ikke rigtigt at han gad synet af sin nye søster. Han kunne finde på at træde på hende eller sparke til hende. Det var ikke det idylliske billede, som man ikke kan undgå at have, når man vader rundt i spænding og forventning med en mave på størrelse med en hval velvidende at man snart går fra at være tre til fire. Stakkels dreng. Jeg har ladet mig fortælle at det skal sammenlignes med at ens mand kommer hjem med en anden kone, som skal sove i samme seng, sidde med ved spisebordet og elskes på lige fod med én selv. Der er ikke noget at sige til at det er svært for et lille barn. Og vi gjorde ALT hvad der var muligt for at hjælpe ham. Derudover har vores lille dreng haft en lang række andre udfordringer med sig, som væske på ørerne, hvorfor der skulle anlægges dræn, kun tre uger før fødslen af hans lillesøster. Øreproblemerne gav sproglige og sociale vanskeligheder. Endvidere har han udfordringer med sanserne, hvilket gør ham til en lidt motorisk urolig dreng, hvis sanser dog siden er udviklet betydeligt. Sagt med andre ord, han havde rigeligt at kæmpe med – og nu skulle han også til at forholde sig til en skrigende kødklump…

Det er samtidig på dette tidspunkt at min depression så småt begynder at spire (hvilket jeg på daværende tidspunkt intet anede om). Det er som nævnt før startet som en efterfødselsreaktion, et voldsomt chok over nu at være mor til to. Mit overskud bliver mindre og minde. Parforholdet går skiftevis skævt og okay, on and off. Sønnike bliver mere og mere udfordret, hvilket ses på hans adfærd. Vi kontakter derfor en familierådgiver, som skal hjælpe os til hvordan vi takler vores situation. Hun hjælper os til at sætte hverdagen i struktur, og det hjælper. Sidst på sommeren begynder der så småt at komme styr på hverdagen, vi begynder så småt at trives, min mand virker måske lidt fraværende ind imellem, men det tænker jeg ikke rigtigt så meget over, udover at det til tider er et irritationsmoment. Men bedst som det egentlig ser ud til at lysne, falder en bombe ned over os. Min mand kommer hjem fra job en mandag sidst i august, stadig år 2015. Jeg spotter ret hurtigt at noget er galt. Første tanke er at han har en anden, da han siger at der er noget, der er galt, men at der ikke findes noget rigtigt tidspunkt at fortælle det på. Da fortæller han mig, at han er ludoman og gennem det sidste år har optaget det ene dyre lån efter det andet, og nu står han med en kæmpe spillegæld og en masse elendige følelser. Min verden vælter. En periode har jeg mange tanker som handler om skilsmisse. Jeg aner ingen levende råd. Jeg vælger at se ludomanien som en lidelse. Min mand starter i behandling, hvilket han af sig selv har iværksat. Han har i dag ikke haft ukontrolleret spil i et år og fire måneder. Jeg er r*v stolt af ham, og stolt af os, og ved at vores kærlighed til hinanden er gigantisk stærk! Men, det har ikke været helt uden tårer. Jeg græd meget den efterfølgende tid. På daværende tidspunkt går jeg til samtaler hos vores familierådgiver, for at få styrke i min morrolle, og det bliver min ventil. Der hvor jeg kan komme ud med mine mange tanker. Jeg forsøger at holde sammen på mig selv, på familien. Jeg får mere og mere tankemylder og kaos indvendigt. Stille og roligt er jeg i gang med at miste mig selv. Ikke kun på grund af ludomanien, men af det hele. Alle de ting der har udfordret os kombineret med et liv hvor jeg hver eneste dag har anstrengt mig for at være god nok.
Julen og nytåret fejrer vi på Færøerne hos min svigerfamilie. Det er hyggeligt, men det er også helt vildt svært for mig. I dag kan jeg se at jeg var dødhamrende deprimeret på det tidspunkt. Jeg var ufatteligt træt, forlod ofte familien for at søge min seng, havde kun negative tanker, græd ofte, men skjulte det. Formentlig blev det forværret af en skrækkelig nældefeber, som gjorde mig søvnløs. Jeg sov et par timer i døgnet. Så skal man jo blive lidt bims i låget.

Hjemme igen skrev vi nu 2016. Jeg startede op på job i februar, uden at have den mindste lyst eller overskud til det. Dog gik det meget fint, det var rart at komme lidt ud af det hus der havde dannet rammerne om en lang række elendigheder. Jeg synes jeg beherskede mit sygeplejeerhverv ret godt og kom hurtigt ind i min faglighed efter et år med amning, babygylp, mos, første kravleskridt, skrigen, grin og hvad barselslivet ellers byder på. I april mærker jeg dog de allerførste stress symptomer. Jeg har jo på det tidspunkt været stresset længe, uden overhovedet at ane det. Men i april bliver jeg selv opmærksom på at min krop forsøger at fortælle mig noget, som jeg skal reagere på. Jeg går til læge. Igen. Jeg bryder sammen hos lægen. Jeg fortæller hende uden filter hvad der rent faktisk foregår inde i mit hovedet. Om de grimme tanker jeg har. Pludselig bliver lægen i stand til at diagnosticere en depression, som gradueres som moderat til svær. Jeg sættes i medicinsk behandling og administrativt kategoriseres jeg i feltet “psykisk sygdom”. De første uger bilder jeg mig ind at det er noget pjat. Jeg er sagtsuseme da ikke typen der bliver deprimeret. Lige indtil jeg pludselig mærker bedring, så må jeg jo indse at det er fordi jeg havde mangel på signalstoffer i hjernen, og at medicinen har hjulpet. Jeg stopper ikke på noget tidspunkt med at arbejde. VI har jo økonomiske vanskeligheder, så det kan jeg da ikke. Jeg arbejder endda syvogtredive stive timer på ugebasis. På det tidspunkt respekterede jeg ikke min krop, og de ord den i virkeligheden skreg til sin ejer! S T O P… Jobbet går fint. Hverdagen er mega presset, men vi får det faktisk bedre – både jeg og os som familie. Børnene er glade. Specielt sommeren er helt fantastisk. Lige indtil omkring september – oktober. Så begynder de samme stress symptomer at vise sig igen. Dem som jeg har beskrevet før på bloggen, og som jeg også oplevede i april måned. Og det er så der, den 17. oktober i år, at jeg sygmelder mig. I dag kører jeg på min 11. uge som stress sygemeldt. Jeg har det langt bedre. Jeg er begyndt at være glad, jeg har langt mere energi.. Jeg er i dag startet op igen i fitness centeret. Jeg er begyndt at læse igen, at male igen. Jeg har snart fundet mig selv igen. Eller det vil sige – jeg tror der er dele af mig som jeg ikke finder igen, men det er okay – så længe jeg bliver glad for den Trine der bliver puslet sammen.

Året som vi hopper ind i, i morgen, 2017 – det har jeg besluttet skal være “mit år”. Året hvor jeg er glad, hvor jeg finder de sidste brikker i mit puslespil, finder helt ind til hvad jeg vil bruge min tid på, og hvad jeg ikke vil bruge min tid på. Jeg vil aldrig mere nøjes, jeg vil have alt det bedste ud af mit liv. Så meget har lektien lært mig.

Jeg er i dag taknemmelig for mit liv, min familie og de muligheder livet giver mig. Jeg er overhovedet ikke i mål, men jeg er godt nok kommet langt. Jeg bliver stadig presset af for lidt alenetid, af storcentre med mange mennesker, for mange stimuli på én gang, men jeg er mere eller mindre fri af den angst jeg mærkede for få uger siden, og jeg føler mig knap så meget som et kortisol lager som tidligere..

Og til dig der har læst med heeeele vejen hertil, rigtig godt nytår. Må 2017 smile til dig og dem du har kært.

Om at mærke sine følelser..

De sidste fire dage har mit humør ikke været dårligt. Det har heller ikke været sprudlende. Men i fire dage har jeg ikke siddet nede i mit mørke hul og fundet livet håbløst. Det ved jeg faktisk ikke hvornår jeg sidst har kunnet præstere. Mange ville tænke at det kan vel ikke være så svært at holde humøret oppe i fire dage. Men det kan det bare godt når man er stresset og har en depression. Så tager man én dag ad gangen. Nogle dage har jeg været nødt til at tage en time ad gangen. Jeg har haft dage hvor dagen er startet okay, men én lille sølle konflikt kan vælte hele læsset, og så har jeg skullet bruge flere timer på at komme på sporet igen. Ved I hvor meget L O R T man kan nå at lukke ud af sin mund på bare få timer? Man kan fx nå at skælde ud på sin mand, brokke sig over alt det han pludselig gør forkert – og “komme til” at sige at det hele nok var bedre hvis vi blev skilt. Det er ufatteligt store ord. Men ikke desto mindre er det faktisk sket herhjemme, op til flere gange. Psst… Det her indlæg er ret ærligt, så hvis du ikke kan tåle ærlighed og åbenhed, så skal du ikke læse videre.

Min mand har også følelser. Heldigvis. Men det glemmer mit depressive sind ind imellem. Det forvandler mig til et uhyre der tror det kan tillade sig at sige hvad som helst. Det er virkelig ikke noget jeg er særlig stolt over. Jeg lærer efterhånden at berolige mig selv med at det er fordi jeg er syg. Men en ting er mig selv, hvad med dem jeg når at såre undervejs. Kan de beroliges? Ja, men det tager timer. Nogle gange tager det faktisk dage, afhængig af hvad mit stemmebånd har valgt at slynge ud. Jeg skal være heldig at jeg har så forstående en mand. Hvad nu hvis han var gået ud af døren, når jeg havde bedt ham om det. Min psykolog har lært mig at det er symptom på depressionen, og ikke mig der taler.

Min mand og jeg har haft mange snakke om det her med at være syg, psykisk syg – for det er det, det er, en psykisk sygdom. Depression. Og derfor har vi også valgt at være enige om, at der ikke skal træffes nogen store beslutninger, så længe jeg er syg. Det kan gå med beslutninger om valg af farve på væggen, gul eller rød peberfrugt eller om sofaen skal skiftes ud. Men de helt store beslutninger i livet, som hvor skal vi købe hus, skal vi have flere børn eller passer vi sammen? Store beslutninger skal træffes på baggrund af raske hjerneceller. Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig bliver skilt. Vi bliver aldrig skilt. Fordi – hvis vi skulle skilles, så var det sket. De kriser vi har stået igennem de sidste år, dem overlever man kun hvis man oprigtigt vil hinanden. Og det vil vi..

Det ændrer dog ikke på at det er benhårdt. Vores dagligdag er benhård. Jeg er ikke let at leve sammen med, eller det vil sige – min depression er ikke let at leve med, den er sgu ikke nogen hyggelig gæst. Efterhånden som min sygemelding skrider frem, bliver jeg bedre og bedre til at finde en balance. En balance hvor jeg kan være glad. Glad balance. Der bliver længere og længere mellem mine down dage. Dagene nede i hullet. Og nogle dage er det kun timer. Det er bl.a. fordi jeg er blevet bedre til at tage mig tid og lov til at være alene. Jeg er et ufattelig introvert menneske. Jeg lader op alene. Det betyder ikke at jeg er et asocialt menneske. Det betyder bare at jeg skal have lov at takke nej nogen gange, ikke altid. Og når jeg gør, skal jeg ikke komme med ethundredeogsytten forklaringer på hvorfor jeg siger nej. Når det er sagt, har jeg dog stadig meget at lære i forhold til at kunne sige fra. Jeg arbejder også stadig på at slette ordet burde fra mit ordforråd. Jeg burde gøre dit og dat. Og ja, der er ind imellem ting man ikke kan komme udenom at lave. Hverdagen stiller krav om mad og rent tøj. Det er mere måden man prioriterer sin tid.

Stress kombineret med et familieliv er den sværeste opgave nogen har stillet mig. Og nu til den ærlige snak. Jeg har før nævnt at min stress og deraf depression har fået lov at vokse i løbet af flere år. Da vi fik vores dreng for fire år og næsten 5 måneder siden, var alt nyt. Noget kom af sig selv, andet skulle man arbejde på, hvilket man gladeligt gør. Jeg har aldrig været ude af stand til at elske mine børn. Men da jeg ikke kunne amme min lille søn optimalt, startede en masse dårlige følelser omkring det at være mor. En god mor ammer sit barn. Eller hvad? Det troede jeg dengang. Der var så mange krav at leve op til, der var og er stadig så meget fokus på amning. Hvis du ikke ammer dit barn, kan du forvente dig at han bliver mere syg, kommer til at klare sig dårligt, og i får ikke det nødvendige bånd. Relationen. Hvad er det for en gang vås? Det ved jeg ikke, men det var nok også mest inde i mit hovedet at disse krav lød. Men der var bare ikke nogen der tog snakken med mig, omkring amning. I stedet farede vi til øre-næse-hals læge og fik klippet drengens tungebånd, for det måtte da være derfor han ikke ville spise fordi han fysiologisk ikke kunne. Det hjalp sådan cirka nul og niks. Jeg husker meget tydeligt en nat, hvor knægten skulle spise, han tager ikke fat, jeg bliver mere og mere frustreret, mens ungen i mine arme bliver mere og mere desperat efter mad. Jeg ender med at lægge ham fra mig i dobbeltsengen, og begynder at græde. Det vælter ind over mig med dårlige følelser. Jeg kan ikke give mit barn mad. Jeg vækker min mand, velvidende at han ligesom ikke kan amme drengen. Men han støtter mig, og prøver så godt han kan at hjælpe mig. Dette scenarie sker flere gange, jeg har flere ekstra besøg af sundhedsplejersken, som hver gang bare siger “Han har fint fat, du kan sagtens amme, han spiser hvis han er sulten”. Hun kiggede ikke på hvordan jeg havde det med min amning. På et tidspunkt begynder jeg at give drengen modermælkserstatning, ikke med god vilje, men fordi han ikke får nok mad hos mig. Jeg bibeholder dog amningen, det er slet ikke muligt for mig at slippe det. Amningen er mest en hyggestund til sidst, indtil der ikke kan klemmes en eneste dråbe ud af mig. Når jeg tænker tilbage på den tid, kan jeg egentlig få ondt af den mor der så inderligt gerne vil amme sit barn. Fordi det er det man gør for at være god nok – tror hun.

Alt det her med amning, mislykket om man vil, har formentlig sat dybe spor. Jeg har et fint bånd til min søn i dag. Jeg er sindsygt stolt af ham. Men imens jeg har haft det allerværst, har jeg ikke kunnet mærke mine følelser for ham. Det er et meget ømt punkt for mig. Jeg vidste godt at jeg elskede ham, og jeg har også altid sagt det til ham, lige fra hjertet. Men inden jeg kom i behandling, havde jeg dage hvor jeg ikke gad mit eget barn. Jeg gad ikke nogen. Jeg ville bare være i fred. Sådan noget kan ikke skjules for et barn, du selv har båret ind i livet. Børn mærker alt. Det er rod til dårlig samvittighed, og så ruller cirklen – og det gavner ikke noget. Efter at jeg er blevet syg, har jeg været nødt til at arbejde på det bånd der er mellem min dreng og jeg. Vi er ved at være der nu – og i dag mærker jeg tydeligt mine følelser for min lille dreng, men ærligt at sige, er det først inden for de seneste uger at jeg er blevet i stand til at mærke dem 100 %. Jeg elsker ham så uendeligt højt. Og håber blot at det er det bånd og de følelser han vil huske, også når han bliver større.

Så nej, at være stresset og mangle overskud og oven i købet have problemer med at mærke sine følelser for de mennesker man elsker allermest – det er ikke noget jeg vil ønske for nogen!

Jeg elsker min familie, og jeg lærer at sætte pris på dem, og hvert eneste sekund vi har sammen. Det kan jeg takke min krop for. At være på sådan en nedtur som jeg har været, bliver i sidste ende en gave.

Det var alt for denne gang.

Giv det fri..

Noget jeg altid har været virkelig god til, er at skjule hvordan jeg har det indeni. Sætte en facade op, det må jeg være mester i. Ej okay, det passer faktisk ikke helt. Der er én person i hele verden som kan læse mig – og det er min kære mor. Hende kan jeg sgu ikke lyve overfor. Nogen gange ringer hun til mig, bare fordi hun synes hun kan mærke at der “er noget” vi skal tale om – hun bor 100 km væk – hold da fast nogle følehorn hun har 🙂

Men, det her med at sætte en facade op. Det er nok i virkeligheden en af grundene til at jeg er endt i en depression. Jeg har aldrig været helt ærlig omkring hvordan jeg faktisk havde det. Jeg har ikke villet være til besvær. Godt nok har jeg været gået til læge op til flere gange, men sidder så der overfor lægen og kan ikke rigtigt redegøre for hvad der er galt. Nå, det går nok ender det så med, og jeg går ud af døren, med hovedet fuld af ting som jeg ikke fik sagt. Det er selvfølgelig også kombineret med en egentlig manglende evne til at mærke mig selv.

Jeg går hos en psykolog, for at prøve at blive stress fri og give slip på min depression. Selv overfor hende har jeg skullet holde en facade. Lige indtil i går. Endelig kunne jeg begynde at give lidt slip. Vi sad og snakkede om hele min situation. Jeg har i dagene op til haft det helt vildt skidt, været tynget af sorte tanker, tanker om elendighed – katastrofetanker kaldes de. Tanker om ikke at være god nok, det er min egen skyld, min mand gider mig heller ikke mere, mine børn hader mig, jeg mister nok mit job, vi opnår aldrig vores drømme.. osv, osv. Jeg har bare ikke kunnet stoppe tankerne. Så, da jeg sad der hos psykologen i går, og hun pludselig spurgte “Er du ked af det Trine?”. Så kom det ud, langt om længe, og jeg gav det lov at komme ud. Tårerne fik lov at trille. På en eller anden måde, sådan lidt metaforisk, føler jeg at jeg har afleveret en håndfuld sorte tanker inde i det rum, hvor min terapi foregår. I dag har jeg det en del bedre. Jeg tænker ikke at min mand forlader mig, at folk hader mig eller at jeg ikke er god nok. Måske er det muligt at jeg mister mit job. Og hvad så? Jeg vil gerne finde et andet job. Så hvad er det værste der kan ske. Lige nu er mit helbred langt vigtigere end mit job.

Ovenstående beviser bare at jeg HAR rykket mig. Det er der andre ting der gør. Sidste weekend var min mand syg. Lagt ned af en ond, ond mavevirus. Av for pokker. Jeg var nødt til at tage en “fridag” fra stressen. Det kan man jo ikke. Men jeg var bare nødt til at være “på”, at være mor – og passe mine egne børn, alene. Og ved I hvad, det gik skide godt. Ja, beklager det knap så pæne sprog – men det gjorde mig stolt. Og det gjorde min mand stolt – og glad. At se sin sårbare kone, lege med sine børn i haven, og se at hun oven i købet gjorde det med fornøjelse. For første gang i cirka hundrede år.

Da jeg så tirsdagen efter faldt ned i et hul igen, glemte jeg at rose mig selv for de dage som var gået godt. I stedet begyndte jeg at skælde og smælde på mig selv, og grave i hullet. Og så sad jeg nede i det hul i tre dage indtil min psykolog forklarede at det er forventeligt, og ikke et tegn på tilbagefald. Men et symptom på depression – for den er stadig en del af mig. Jeg blev ikke stresset og deprimeret over en nat, faktisk har det stået på i flere år. Så det tager naturligvis også langt mere end nogle få uger at komme over det. Men det ville være så meget lettere hvis man havde brækket sine ben. Så omgivelserne kunne SE med deres øjne, at man ikke er rask. Stress og depression er usynligt for andre. Og derfor er det så pokkers svært at bryde tabuet omkring det. Psykisk sygdom. En mærkelig størrelse. Nogle dage fylder det, andre dage fylder det mindre.

Det er helt vildt hårdt, og især er det hårdt at komme ovenpå stress og de følger det har med sig – når man samtidig skal være mor og hustru. Det at have små børn, som ikke kan forstå hvorfor man ikke orker dem hele tiden, som man plejer. Det må være den største krise jeg har oplevet hele mit liv. Jeg har nok kun oplevet én anden krise i mit liv, som følger mig i bagagen. Men den historie kan jeg komme ind på en anden dag..

Selvom det er så ubeskriveligt hårdt, så har det også en gevinst. Den rejse jeg er på ind i mig selv, gør mig sindsygt klog på hvad jeg værdsætter i livet, og hvad jeg agter IKKE at spilde min kostbare tid på! Jeg hørte i går om begrebet “Slow living”, som handler om at leve sit liv langsomt, nyde nuet og få, ikke det meste ud af livet, men derimod det bedste ud af livet.

Midt i en hård tid, glemmer vi heldigvis ikke at hygge. Og der jules også her i huset, så selv Gertrud Sand ville kaste misundelige blikke.. I går kom sønnike hjem med en lille nissepige. En af de der nisser, der måske laver ballade. Ååh, så står man der og er egentlig på vej ud af døren for at tage til julefest i børnehaven, og så skal man også til at være kreativ og finde på nissestreger.

Hvem har tryllet mælken lyserød?
Hvem har tryllet mælken lyserød?

Nå, men i hvert fald sad nissen oppe i sønnikes julesok da vi kom hjem fra fest. Og i morges var mælken lyserød.

Knægten undrede sig noget over det, og blev pludselig noget bekymret over om vi så også skal spise lyserød risengrød i aften. Nu har han glædet sig til at spise risengrød i så lang tid. Mor og Far lovede at købe noget nyt mælk, som ikke har underlige farver.
Det er sjovt at se hvordan børnene elsker nisseverdenen, og deres begejstring over de små overraskelser December måned byder på. Gudskelov er der lidt overskud til den slags hygge..

 

 

There’s a bear behind you!

Et højt niveau af kortisol er okay i en kort periode. Lad os nu forestille os, at der står en bjørn foran dig, lige pludselig. Okay, glem lige den der med at du bor i Danmark, og det vist ikke er den nemmeste sag at spotte en farlig bjørn i den danske natur. Men hvis der nu en dag står en brun bjørn lige foran dig. Så kan du takke din krop, eller nærmere din binyrebark, for at producere et skud kortisol, så du bliver i stand til at kæmpe mod den her bjørn. Nu er jeg jo hverken biolog eller zoolog, men jeg har da set filmen Did you hear about the Morgans?, og derfor ved jeg da godt at man ikke skal løbe og gå i panik, hvis man ser en bjørn, man skal vist nærmere lade som om at man er en stor sten.. what so ever – men i teorien, ville du kunne kæmpe mod den her bjørn fordi din krop har hjulpet dig på vej med kortisol. 2592_1

Hvad er kortisol? Det er et stresshormon, som førnævnt dannes i vores binyrebark. Når nu du er kommet i skjul for den der bjørn, så falder mængden af kortisol i dit blod, og alt er godt igen. Men – når man er stresset, tror kroppen at der konstant er en sulten bjørn der truer med at æde dig, og du har altså konstant et tårnhøjt niveau af kortisol i blodet. Det kan man sagtens have i en længere periode, uden selv at være klar over det, for man kører bare derudaf, man er totalt fartblind, man skal bare lige have de og de og de her opgaver færdig, og så kan man slappe af. Men, ja endnu et men – sagen er den at vi er sindsygt gode til at tage imod flere og flere opgaver. Og elendige til at bruge ordet NEJ. Så vi når aldrig i mål. Derudover kan det hele altid blive lige liiiidt bedre, og lidt bedre. Med tiden, så kan kroppen ikke rumme mere, den siger STOP – og gudsketak og lov for det. Stress er r*vhamrende tabubelagt, men prøv at hør her – det kan slå dig ihjel. Efter en længere periode med en stresset krop og et stresset sind, kommer de første stresssymptomer snigende. Mennersker er ikke ens. Og derfor opleves formentlig også forskellige symptomer, ligeså vel som at man ikke mærker sin krop ens.

Velkommen til mit liv. Jeg har længe været virkelig dårlig til at mærke mig selv. For mit vedkommende startede min stress oplevelse nok i virkeligheden for nogle år siden. Jeg blev mere og mere usikker på mig selv, specielt i min rolle som mor – gør jeg det godt nok? Hvad tænker de andre om mig som mor? Flere og flere negative tanker, som kun har dunket mit selvværd længere og længere ned i det sorte hul jeg var i gang med at grave.

De symptomer som fik mig til at reagere og overveje at der jo forresten var noget der hed stress, var i starten mest adfærdsmæssige symptomer. Irritation. Træthed. Ulyst. Lysten til KUN at være alene. Intet overskud. Dårlig samvittighed. Betænkelighed. Konstante tanker.

Nogle uger inden min sygemelding, brød jeg grædende sammen på jobbet. Opgaverne blev for meget, jeg gad ikke patienterne, jeg synes det var helt vildt irriterende. Tør jeg sige, at jeg faktisk ikke evnede at have empati for mine patienter. Ja, det tør jeg godt. For det var sandheden. Stressen gjorde mig faktisk nærmest “ligeglad”. Det uheldige den her dag var, at jeg havde sindsygt ondt i ryggen. Da jeg brød sammen, blev jeg naturligt nok sendt hjem. Men efter nogle dage med smerter, og ro blev jeg enig med mig selv om at det nok var smerterne der havde fået med ned med nakken den dag. Så jeg startede op på jobbet igen. Stadig ikke med den store entusiasme, som jeg plejer at lægge for dagen. Men det skjulte jeg med en facade. Det er jeg nemlig ret god til. At sætte op en facade.

Efter nogen tid, begyndte de fysiske symptomer. Hjertebanken. Indre uro. Kvalme. Mavepine. Svimmelhed. Hovedpine. Symptomerne blev kun værre jo tættere jeg nærmede mig min arbejdsplads’ adresse. Og så kunne jeg næsten godt lægge to og to sammen, og jeg begyndte så småt at lugte sygemeldingen komme snigende. Dagen før min sygemelding skulle jeg i aftenvagt. Jeg havde det virkelig skidt. Som om jeg var ved at få influenza. Jeg gik da også og målte min temperatur i dagene op til. Men feber var der intet af. Den her dag gjorde jeg som det første det, at jeg fortalte min kollega at jeg havde det skidt, og at hun måtte undskylde hvis jeg var lidt mut. Hun svarede mig gudhjælpemig, at hun og en anden kollega et par dage forinden havde talt bekymrende om mig. De syntes at jeg virkede stresset. Så var jeg faktisk ikke længere i tvivl. Jeg klarede mig igennem min vagt den aften, den 17. oktober i år. Næste morgen ringede jeg til min læge, derefter til min arbejdsgiver. Jeg blev den dag sygemeldt med stress – på ubestemt tid.

Faktisk fik jeg pludselig for et år siden meget voldsom nældefeber. Aldrig nogensinde har nogen hudlæger fundet ud af hvad det kom af. Jeg har taget antihistaminer i over et år. Nu ved jeg hvad det kom af. Stress. Og, det er faktisk begyndt at aftage nu.

En anden ting jeg har brugt meget. Rigtig meget. Det er overspisning. Ja, jeg ved sgu da godt at det også er helt vildt tabubelagt. Men jeg tør godt være ærlig omkring det. Jeg ved at jeg er overvægtig, og jeg ved også hvorfor. Fordi, det høje niveau af kortisol får dig til at hungre efter sukker. Salt. Fedt. Hver evig eneste gang jeg har følt ubehag, uden at vide hvad det var, har jeg tyet til mad. Konstant har jeg haft tanker om mad. Jeg har været på den ene kostomlægning efter den anden. Jeg har også haft succes med det, men som så mange andre overvægtige, er vægten stille og roligt steget igen. Lige nu, i denne tid, ved jeg, at jeg ikke skal bruge ressourcer på min vægt. Jeg skal fokusere på at blive stressfri. Så mine runde former, de får lov at blive siddende lidt endnu. Og så ved jeg, at når jeg er stressfri, engang – så kommer det helt af sig selv, måske med lidt hjælp af den rigtige kost og mængde motion. Den tid, den glæde.

Og så til det, som fik mig til at skrive dette indlæg. Det er nemlig de sidste dage gået op for mig, at der midt i al elendigheden, sniger sig små ting ind i hverdagen, som tyder på fremgang.
Det viser sig nemlig, at jeg de sidste par uger ikke har indtaget den samme mængde cola. Ej heller kredser mine tanker om mad, slik, kage eller andre stimulanser. Det må jo betyde at mit kortisol niveau er på vej nedad. Jeg bliver i hvert fald i troen.

Velkommen til vira og baktusser

Langvarig stress svækker immunforsvaret. Af litteraturen omkring stress har jeg ladet mig fortælle, at efter nogen tid med ro, begynder kroppen at give efter for stressen, og man bliver træt. Rigtig træt. Og som kronen på værket kan man forvente at det skyller ind over en med diverse vira og infektioner. Selvom det ikke er det mest opløftende at ligge med subfebrilia, snotnæse og krillerhoste, skal jeg altså bare takke min krop for at give slip. Jamen, velkommen til alle vira og bakterier som de sidste dage har erobret min krop. Jeg føler mig ærlig talt lidt slatten. Men, det er en del af processen, så jeg lader bare kroppen gøre det den skal..

Vores børn har været på weekend i Jylland hos kære bedsteforældre. Det skulle være en weekend med hygge og rum til at trække vejret. Vi har i den grad nydt roen, det tør jeg da godt sige højt. Måske bare lidt trist at man så skal bruge sin “friweekend” på at være syg. I går tog min kære mand ud i menneskemylderet for at indkøbe årets julegaver, eftersom at jeg hverken besidder kreativitet, energi eller overskud til at varetage den tjans i år, har han atter vist sig som supermand og klaret den del også. Vi så ikke meget til hinanden i går faktisk. Han tog afsted kort inden jeg stod ud af sengen, og da han kom hjem med favnen fuld af overfyldte poser, lavede jeg en “Maude” fra Matador – “Jeg går lige op og lægger mig”. Da jeg stod op igen, var jeg bare sur og tvær og i dårligt humør. Efter et bad, hjalp det og om aftenen kunne vi endelig konversere og så en film sammen på sofaen 🙂

I dag skal børnene hentes, det bliver dejligt at se de små krudtugler igen. Inden længe finder jeg min dyne, og lader kroppen bekæmpe diverse vira. Ifølge litteraturen skulle jeg begynde at få det bedre i sindet om få uger – jeg venter spændt.

Vi havde en god snak herhjemme i går over aftensmaden – det er værd at udnytte at der ikke flyver frikadeller og minimælk hen over hovederne på os – Snakken handlede om vores tid inden vi fik børn. Jeg ved godt at man ændrer sig når man får børn, og det skal man også. Men jeg drømmer om at blive den glade pige jeg var dengang. Jeg har en teori om at jeg har fået en efterfødselsreaktion allerede efter vi fik vores førstefødte, måske en mild en, men dog ubehandlet. Da vi fik vores pige, fik jeg en efterfødselsreaktion igen, denne gang blev der taget hånd om den af en utrolig dygtig sundhedsplejerske – men desværre ikke af lægen, som mente at jeg “bare” var presset. Jeg forsøgte så selv med mindfulness og samtaler med en familiebehandler, men det rykkede ikke rigtigt på noget. Siden har det vokset sig til stress, som har fået lov at vokse sig større og større, udover at vi havde en lang række udfordinger herhjemme, og måske fordi jeg ikke har kunnet mærke mig selv optimalt – ikke før at den var helt galt, og depression og angst fik sat rødder i mig.

Jeg er sikker på at jeg finder mig selv igen, på et tidspunkt. Første punkt på dagsordenen er dog at få bekæmpet den infektion som lige nu er flyttet ind, og give den lov til at være der, så længe det nu engang tager.. Tålmodighed er en dyd, er der nogen der siger.

Stressens grimme ansigt

Dagen i går var virkelig hård. Humøret var bare helt i bund.

Jeg skulle ind forbi lægen til revurdering af min sygemelding – det gør mig altid nervøs. Mit hovede bilder mig ind imellem ind at jeg ikke fejler noget, at jeg bare skal tage mig sammen og gå på arbejde. Dette på trods af at mine allernærmeste, lægen selv og den psykolog jeg for tiden kommer hos siger noget helt andet. Min kære psykolog sagde for et par konsultationer siden “Trine, du SKAL være sygemeldt, ellers falder du ud over kanten”. WOW. Jeg adlyder naturligvis og jeg kæmper heller ikke nær så meget med den dårlige samvittighed overfor min arbejdsplads længere, som jeg gjorde i starten af min sygemelding for 5 uger siden.

Det er mere hjemme – overfor både mine dejlige unger, men i den grad grad også overfor min mand, som også påvirkes af min tilstand. Det er benhårdt at han skal overtage så mange pligter. Jeg må lige skynde mig at sige at her i huset er der pænt meget ligestilling. Jeg vil næsten vove den påstand og sige, at manden i huset vasker mere tøj end fruen. Og det er ikke engang løgn. Jeg har virkelig en god mand. Han er typen der ligger små sedler på gule post-it’s for at hjælpe mig. 20161114_124746

Men når det så er sagt, så har jeg også en træt ægtefælle for tiden. Han forsøger dagligt at banke ind i hovedet på mig med syvtommersøm at jeg IKKE skal have dårlig samvittighed. Men, det arbejder jeg på.. Dårlig samvitighed er for tiden min værste fjende. Ligesom rod – men det er en helt anden sag, som jeg kan komme ind på en anden dag..

For at vende tilbage til dagen i går, tirsdag.. Når man er stresset kan man stadig have gode dage. Man har gode dage, og man har dårlige dage. Og dagen i går var så tilsyneladende en af de dårlige. Dårligt humør, ingen lyst til noget, nervøsitet, træt, opgivende. Efter godt 8 timers trissen rundt i pyjamasagtigt tøj, besluttede jeg at gå en tur. Vejret associerede ikke ligefrem til sol og strand, men jeg gik mig en tur. Uden effekt.

Jeg kommer hjem til trætte børn, som skriger og vil op, så vil de ned.. så skriger de igen. Hvis der er noget jeg ikke takler godt på mine dårlige dage, så er det sure børn! I øvrigt var manden min voldsomt træt, hvilket jeg tolkede som et faresignal. Inde i mit hovede var det MIG han var sur på. Når man er deprimeret kan sorte tanker fylde så meget at man på ingen måde formår at tænke fornuft. Der er kun plads til de dårlige tanker. Det er naturligvis også noget jeg arbejder på, med professionel hjælp – de tanker der..
Da jeg stod der i køkkenet, uden nogen energi til hverken madlavning, leg eller et eneste ord foruden et par trætte, sure og sultne unger og en mand der var mindst ligeså træt som ungerne, syntes det hele ualmindeligt ligegyldigt for en stund. Da jeg fik kæmpet mig igennem aftensmaden, som min vidunderlige mand selvfølgelig kreerede, hjalp det hele stille og roligt på humøret.

Nogle dage er jeg så sindsygt bange for at denne tilstand aldrig forlader min krop, men jeg forsøger at sige til mig selv at det er en tilstand (som dog har boet i mig i alt for lang tid), og at den nok skal forsvinde igen, på et eller andet tidspunkt. Så jeg kan blive menneske igen…

 

Det perfekte liv?

P.E.R.F.E.K.T. Hvad er egentlig definitionen på det perfekte liv? Findes der et perfekt liv? Og skal der det?

Stort set hele mit liv har jeg bestræbt mig på at være perfekt til det hele. Jeg skulle være det perfekte barn, den perfekte storesøster, den perfekte datter, den perfekte skoleelev, den perfekte veninde.. Og i dag – i dag skal jeg være den perfekte mor, den perfekte hustru, den perfekte sygeplejerske, den perfekte veninde, den perfekte husholderske, den perfekte opdrager osv.. Det fortsætter bare! Og én ting der slet ikke er plads til i mit lille perfekte univers, det er fejl. Man må ikke lave fejl, for så bliver man afsløret i “ikke at være god nok”.
Men hvem er det der bestemmer, at alt skal være så perfekt? Ja, der er faktisk kun én der styrer dét, og det er mig selv, og mine tanker. Alting kan altid blive en lille smule bedre, så hvornår når man i mål?

På et eller andet tidspunkt, når jeg er klar, vil jeg fortælle om min barndom, her på bloggen. For det er bl.a. dér rødderne til det perfekte liv skal findes, når det kommer til mit liv. Det er jeg blevet klar over, efter at stess, depression og angst er blevet en del af mit liv, og min hverdag. Det er blevet starten på en rejse – en rejse ind i mig selv. Jeg lærer en masse om mig, og jeg lærer at være god ved mig – eller det vil sige at jeg er i træning. Jeg har nemlig lidt glemt at tage mig af mig selv de sidste år. Det har handlet om at være den der perfekte mor, hustru, veninde og fagperson. Jeg har sat ualmindelige høje krav overfor mig selv. I dag mener jeg ikke at man KAN blive perfekt, eller at man SKAL være perfekt – for ting behøver ikke at være perfekt, for at være godt nok. OKAY.

Perfektionismen, men ikke den alene, har i dag fået mig ned med nakken. Sygemeldt med stress. I takt med at min sygemelding skrider frem, bliver jeg mere og mere i stand til at mærke mig selv, mine krop og mine følelser.
Så sent som i dag har jeg mærket en angst, som jeg aldrig troede skulle blive en del af mig. En hjertebanken uden lige, en klump i halsen og en lyst til kun én ting, at være alene. Jeg skal øve mig i at lade den være der, så længe den skal være der. Det er okay, jeg er okay, med hvad der fylder lige nu – i nuet.

 

 

 

Fra tanke til virkelighed…

GODAFTEN!

Så er der sørme gang i min blog. Jeg har længe gået og overvejet at lave en blog, og nu har jeg så gjort det, og så på eget domæne.. Hvem skulle have troet det!?

Baggrunden for at starte bloggen er egentlig lidt af en rutsjebanetur. Tilbage i april i år fik jeg konstateret en depression af moderat grad. Jeg havde det skrækkeligt. Siden har jeg været i behandling og forsøgt at finde fodfæste igen, hvilket jeg så troede at jeg havde, men BUM – så gik jeg ned med stress.. Ja, faktisk har det vist sig at min depression er stress udløst.

Jeg vil gerne med denne blog, dels skrive mig igennem en svær tid, og dels bidrage til at bryde tabuet om stress – og depression for den sags skyld. Hvorfor er der så stor forskel på at have en psykisk sygdom og en somatisk sygdom…?20161103_104101_001

Jeg er fuldstændig ny indenfor blogging, så bær’ over med mig i starten.. Jeg skal nok lære det med lidt øvelse, men jeg får nok brug for at tid til at lære det 🙂 Siden er på ingen måde færdig, men det bliver den… snart.

Så bare lige en lille hurtig aftenhilsen fra mig, det er blevet sent, og jeg vil se om min stressede hjerne kan finde ro til at sove.

GODNAT fra endnu en stressramt…