Forleden dag sad jeg i min sofa og så et afsnit af programmet “BS og recepten på lykke” omhandlende en række kvinder med depressionsdiagnoser og andre psykiske lidelser. Den kære B. S. Christiansen (manden ingen kan skræmme) skulle hjælpe de her kvinder til at komme af med deres sorte tanker, mens de blev trappet ud af deres antidepressiva (medicin mod depression). Han tog pigerne ud på en række øvelser (motionsløb, snorkle i vandet mm.). Pigerne fik overskredet nogle grænser og fik følelsen af “Jeg gjorde det”. På et tidspunkt sidder de ude ved havet, og BS har taget et musikstykke med til dem. Det musikstykke gjorde indtryk på mig, og min situation. Jeg har ikke været på antidepressiva i flere år, men dog i snart ét år. Og jeg vil da også gerne af med dem igen. Musikstykket er som sådan ikke noget nyt, faktisk er det ret kendt. Og gammel. Verden i farver lyder således.

Havet er
Så blåt som et øje kan se
Aldrig vil jeg glemme

Det jeg så Livet kom
Og tog mig tilbage igen
Aldrig vil jeg glemme Havets blå
Verden er i farver nu
Siden da
Har havet haft bolig i mig
Altid vil jeg huske
Det jeg så
For bølgernes brus
Beruser mig
Nok til at vende tilbage
Til livet igenVerden er i farver nu
Og jeg er fri
Som fuglen selv
I himlens hvælv
Fri til blot at se

Verden er i farver nu

Havet er
Så blåt som et øje kan se
Aldrig vil jeg glemme
Havets blå
Og ja, nu bliver det sgu lidt pladder romantisk, filosofisk – kald det hvad du vil. M den passer bare ret godt på mit liv. Jeg er også temmelig glad for musik. Mens jeg havde det allerværst var min verden SORT. Faktisk rigtig sort. Jeg havde selvmordstanker. Puha, det er meget ærligt. Præv hør – jeg havde det så elendigt. Og det kan ikke rigtig forklares på en blog. Men jeg mente ikke at verden var et sted for mig. Ingen kunne lide mig. Men det var sorte tanker. Og heldigvis fik jeg hjælp til at få det bedre. Og jeg kan i dag med hånden på hjertet sige, at min verden faktisk er i FARVER nu. Og som teksten siger, vil jeg aldrig glemme det jeg så, dengang. Nedturen har været med til at forklare mig hvad mine livsværdier er.
Jeg er så glad. Mit humør er så godt. Jeg får mere og mere glæde, energi og overskud ind i mit liv igen. Jeg har ikke haft en dårlig dag i snart en måned. Det er virkelig længe, når der for kun et lille år siden var dårlige dage næsten hver dag. Hver eneste dag var en kamp. En kamp mod mine tanker, som var så dystre som det mørkeste mørke.
Jeg elsker mit liv, mine børn, min mand, min familie, mine venner. Jeg føler mig så heldig.
Det går fint på jobbet. Er nu oppe på 3 timer hver anden dag. Det er mest mine kollegaer jeg er glad for at være blandt igen. Jeg skal jo ikke være der – jeg skal finde mig et job uden skiftende arbejdstider. Den tid, den glæde.
Hvordan er jeg så kommet hertil?
Ja, det er jo svært at sige helt præcis HVAD der har gjort forskellen. Men de to vigtigste faktorer er helt sikkert tid og ro. Derudover er der ingen tvivl om at medicin har været en helt afgørende faktor, fordi jeg fysiologisk MANGLEDE signalstoffer i hjernen. Jeg er på ingen måde flov over at tage medicin mod den depression som hang over mig. Mennesker med forhøjet blodtryk tager også medicin. Jeg ville ønske at det ikke var så tabubelagt at fejle noget psykisk. Så nu taler jeg højt om det – i håb om at gøre det til et legalt samtaleemne. Man er ikke svag, fordi man er stresset og deprimeret. Man har måske nogle ting med sig i bagagen, og ja – det har jeg bestemt også. Men svag, det er jeg ikke. Det skal jeg stadig ind imellem huske mig selv på. Faktisk har jeg helt vildt mange ressourcer, det er jeg blevet klar over. Jeg har nogle drømme. Og drømme skal føres ud i livet.
Tilbage til hvad der har hjulpet mig videre. Ud over tiden og roen, har jeg også fundet frem til hvad der nærer mig. Jeg er blevet rigtig glad for at brodere og male. Så det bruger jeg noget tid på, når jeg kan. Derudover nyder jeg at lytte til musik. Den helt store forskel har naturligvis også været samtalerne hos min psykolog. Jeg er nu kommet så langt at jeg nærmer mig en afslutning i terapien. Hun skal afslutningsvis hjælpe mig med at “rydde op” i nogle ting i min barndom. Jeg har ikke før nævnt det her på bloggen. Som cirka 3-årig mistede jeg kontakten til min far, og voksede op med min søsters far. Jeg har overhovedet ingen lyst til at bebrejde nogen, for der ER faktisk ikke nogen at bebrejde. Det er fortiden, og jeg gider ikke bruge tiden på at ærge mig over noget jeg ikke kan lave om på. Det eneste psykologen skal hjælpe mig med, er at finde ud af hvilke livs strategier det har givet mig at opleve et svigt som det jo er. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg i dag har et virkelig fint forhold til begge mine forældre. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg er elsket, og at de også angrer hvordan tingene var dengang. Jeg kan i dag sidde til bords med dem alle. Min mor, min far, min fars kone – min bonusmor som jeg kalder hende. Jeg har én far og to mødre – hvor heldig har man lov til at være?
Derudover skal psykologen hjælpe mig med at se tilbage på min mands ludomani oplevelse. Vi er kommet langt, min mand og jeg. Jeg stoler efterhånden helt på ham igen. Den slags er et tillidsbrud. Vi mærker ikke meget til det i dag, omend der selvfølgelig er nogle bristede drømme – eller faktisk bare drømme der er udskudt lidt. Og det er DET psykologen skal hjælpe mig lidt med at håndtere.
Den sidste ting jeg vil fremhæve er hypnose. Det har vist sig at hypnose via app’s har hjulpet mig til at finde ro. Jeg har længe været glad for mindfulness. Det har jeg dog ikke benyttet mig så meget af længe. Men hypnose får helt klart min anbefaling. Jeg har især kunnet bruge det ift. søvnbesvær.
Jeg bruger stadig hypnose i flere sammenhænge.
Så et meget positivt og glad opslag herfra, på en lørdag hvor der bliver hygget med familien.
Rigtig god weekend til dig der læser med…