Kategori: Sensitivitet

Langt om længe – back to work..

Det er formiddag, vejret er lidt gråt, jeg sætter mig ind i min bil, starter motoren og bakker ud af vores parkeringsplads. Det har jeg gjort mange gange før. Rigtig mange gange. Men i dag var alligevel lidt speciel. Jeg skulle på ARBEJDE. Første arbejdsdag efter min stress sygemelding. Som har varet i næsten fire måneder.

Jeg husker tydeligt den dag for næsten en måned siden hvor jeg skulle til møde inde på min arbejdsplads vedrørende sygemelding, jobstart status mm. Jeg havde en kvalme der sagde spar to, en hjertebanken som havde jeg været ude og løbe en marathon. Jeg var i den grad møghamrende nervøs og følte at det var SÅ forkert at sætte mine ben på OUH. Da jeg sad i bilen i dag, på vej på arbejde, prøvede jeg at mærke efter i min krop. Det var fint. Jeg mærkede ikke kvalme, hjertebanken, svimmelhed, men havde til gengæld mange sommerfugle i maven. Faktisk mødte jeg en forhindring på vejen jeg ikke var forberedt på. En hulens masse kæmpestore gravemaskiner og et endnu større hul i vejen, forhindrede mig i at køre den vej jeg plejer ind til sygehuset. Et kort øjeblik, skimmede jeg uret og tænkte “FOR H*******”, for derefter at være i stand til at tage det fuldstændig roligt og tænke “Det er jo ikke mit problem at der er et hul i vejen, kommer jeg for sent, så PYT”. Et ord jeg har lært at tage til mig og gerne benytter mig af. Jeg fandt en anden vej, fandt sågar et sted at parkere mit skrummel af en familiebil OG trådte ind på afdelingen fem minutter før aftalt mødetid. Jeg synes vel nok at de fire måneder er fløjet afsted, og nu er jeg pludselig i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Underligt.

Jeg blev mødt af glade og smilende kollegaer der med åbne arme gav store kram og anerkendelse. Det var super dejligt. Jeg skulle lige lande, kunne jeg godt mærke. Der ligger en helt klar plan for hvad jeg skal lave i de timer jeg er på job. I denne og næste uge har jeg to timer om dagen. Jeg skal arbejde to dage a’ timer i næste uge. Det er en rigtig fin ordning. Efterhånden skal jeg gerne øge i timeantallet. Selvom jeg har søde kollegaer og en MEGET forstående ledelse, ved jeg desværre at jeg på et tidspunkt – når jeg er raskmeldt igen, skal søge andet job. Et job uden skiftende arbejdstider, for det har jeg bare lært at jeg og min psykiske balance ikke kan holde til. Ikke lige nu i hvert fald. Og jeg synes selv jeg er kommet ret meget i kontakt med min egen krop, og er nu i stand til at høre hvad den fortæller mig. Om ikke andet langt bedre end før min nedtur.

Ud over at jeg er startet op på job igen, er jeg jo også igang med et online stresshåndteringskursus, som jeg nævnte i sidste indlæg. Det går fint med det. Der er nogle rigtig gode øvelser, som sætter godt gang i tankerne omkring hvad jeg har af livsværdier. Jeg er fx kommet frem til MINE livsværdier som er: Faste rammer – Glæde – Balance – Ro – Familie.
Det er de fem ting der betyder allermest for at jeg har et godt liv, og for at jeg er glad og i balance. Så jeg vil forsøge at lade de ord danne rammen om mit liv og min familie.

Som småbørnsfamilie har vi helt naturligt konflikter. Den lille er for alvor trådt ind i “trodsalderen” som på nutidigt dansk kaldes “selvstændighedsgørelsen”. Jaa jaa jaa, kære eksperter – kald den lige hvad I vil, men her i huset kalder vi det TRODS. En lille pige der helt nøjagtigt ved hvad hendes holdning er til dit og dat. Jeg kan komme med mange sjove (læs: måske knap så sjove) eksempler – Men det behøver næsten et indlæg for sig selv. Nå, og så har vi jo også den 4-årige herre i huset (Pssst… vi kalder ham “Dyret” når han er riiiigtig strid). Jeg ved ikke hvad der er med børnehavealderen, men den er om nogen strid. Folk omkring mig siger hele tiden “Bare vent til de bliver større… muu ha ha ha! Det jeg prøver at fortælle er at jeg er kommet langt med mine tanker. Stress kommer også indefra, i hvert fald i mit tilfælde. Men jeg er ikke helt i mål hvad angår frustrationer og bekymringer når det kommer til mine børn. Det er hårdt (og muligvis det hårdeste jeg har oplevet nogensinde), når mine børn udviser tegn på at de har det svært. Sønnike reagerer forsinket på min stress, og er oveni hatten gået hen og er blevet en lille sensitiv dreng. Det skaber nogle ubehagelige konflikter. Jeg arbejder på ikke at være så bekymret. Det er formentlig enhver mors mission. Jeg har købt bogen “Sensitiv Mor” af Stinemaria Mollie Jensen. Jeg har kun læst begyndelsen, men jeg tror den kan være med til at hjælpe mig til at acceptere at være den jeg er, og acceptere de vilkår det er at være sensitiv OG have sensitive børn. Sensitivitet kan gøres til en gave, og det agter jeg at gøre. Både hvad angår mig selv og mine børn.

For at vende tilbage til stresshåndteringskurset, er jeg lige nu igang med et modul omhandlende at finde ind til årsagen til sin stress. Det kræver en del ressourcer. Der skal kigges tilbage på hele mit liv og analyseres lidt. Det bliver sikkert sundt for mig at få styr på nogle ting i den forbindelse. Det hører I nærmere om, når jeg er blevet lidt klogere..

Det var en lille status herfra – Rigtig god weekend!

Tilbage til livet

Jeg får løbende kommentarer fra jer der læser med. I skal vide at de varmer meget, og de er med til at jeg får lyst til at skrive og dele mine tanker. Jeg synes at det giver mening for mig at skrive om de ting der er så tabubelagte at tale om i den tid vi lever i. Det er i virkeligheden en af drivkræfterne i min blog. Så tak til jer der læser med.

Jeg har fået lidt afklaring omkring min situation. Jeg har været til møde inde på min arbejdsplads, med drøftelse om min opstart. Vi indgik et kompromis. Et som jeg også selv kan være i. Lægen har meldt ud at en start i uge 10 lyder til at være passende. Jeg starter dog op i uge 7, men er der kun 2 timer den uge. Ugen efter er jeg der i 4 timer, og i uge 9 er jeg der i 6 timer. Ved at starte så stille op, kan jeg formentlig også selv være i det. Jeg skal i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Det lyder lidt sært i mine ører, men det er faktisk den bedste løsning, af hensyn til skånehensyn og afdelingens økonomi. Så det er bedst for dem og for mig. Det er vel win win. Jeg har gjort det meget tydeligt for mine ledere, at jeg ikke bryder mig om at være midtpunkt, jeg har været åben omkring at jeg er sindssygt bange for at noget går galt. I virkeligheden har jeg en god mavefornemmelse. Jeg er sikker på at det kommer til at gå fint, SÅ LÆNGE at jeg mærker efter hvad min krop fortæller mig. Noget som jeg jo ikke gjorde førhen. Jeg var efter mødet oppe og sige hej til mine kollegaer, og det føltes faktisk rart at være der igen. Efter tre måneder, skal man lige ind over dørtærsklen, men så var det faktisk rart, og et øjeblik glædede jeg mig til at komme i gang. Jeg kommer til at tage mig af praktiske ting i starten, og så kan jeg mærke efter hvad jeg er klar til at tage mig af løbende. Det skal nok blive godt. Selv nu, hvor jeg sidder og beskriver planen, kan jeg ikke mærke nogen form for ubehag – og ja, jeg glæder mig faktisk til at få en hverdag igen.

Derudover har jeg tilmeldt mig et online stresshåndteringskursus, der har fokus på overgangen fra sygemeldt og tilbage i arbejde. Det glæder jeg mig til at starte på. Det starter på mandag – og jeg vil dele min oplevelse omkring det med jer her på bloggen. Der er lidt egenbetaling, men jeg har kurset til rådighed resten af mine dage. Og jeg tænker at det er en gave til mig selv, det er en række værktøjer som vil gavne mig og min person.

Jeg har haft en del uger med stabilitet i humør og energi. Men i går gik alt så åbenbart galt. Jeg havde det vi kalder en rigtig dårlig dag. Jeg har beskrevet det før. Men – ham der Mr. Depression, han er virkelig bare ikke min kop the. Kæft hvor er han irritende. Igen så jeg mig selv tænke meget håbløst om fremtiden. Talte meget grimme ord om og til min mand, som bare forsøger at gøre ALT sit bedste. ALT. Det er ikke fair. Og hvis ikke det var fordi at han elsker den person jeg er, når jeg ikke har besøg af Mr. Ugly, så var han nok flygtet for længe siden. Han lever i den grad op til “I medgang og modgang”. Jeg har givet ham en undskyldning. En ting er at jeg forvandles til et monster på dårlige dage, men når lyset så vender tilbage, så er det mindste man kan gøre vel at undskylde. Ikke at jeg som sådan skal undskylde at jeg er syg, for det er reelt IKKE min skyld, men jeg kan prøve at rette op på de ting det syge har efterladt. Måske giver det mening.

Jeg bliver stadig meget påvirket når mine børn har det svært. Den lille sover meget ustabilt for tiden, og den store er ualmindeligt grænsesøgende. Og det er en 4-årig vel, men jeg har stadig svært ved at være i det. En 4-årig der på den mest provokerende måde, kan søge sine forældres grænser ER bare en opgave. Oveni er jeg temmelig sikker på at han er det man kalder sensitiv, hvilket gør at han har et meget voldsomt følelsesliv. Og det skal vi som forældre kunne rumme. Jeg har netop købt en bog som beskriver nogle gode værktøjer, og jeg har et håb om at kunne hjælpe os selv til at rumme vores dejlige, elskelige dreng – og vende sensitiviteten til en gave og en styrke. Det er også spændende – og det vil jeg også holde jer ajour med. Måske nogle kan få glæde og gavn af hvad jeg tilegner mig af viden.

Og.. alt dette kommer til at foregå i lige nøjagtigt mit tempo.

Det var lidt herfra – Tak fordi du læste med 🙂