Kategori: Job

Long time, no see!

Halløj people!

Wow. Det er M.E.G.E.T længe siden jeg har skrevet til jer. Jeg vil gerne bede om tilgivelse, hvis I har savnet mine indlæg – Nu tror jeg så ikke lige at jeg har såååå mange læsere, men alligevel.
Prøv hør, det er så længe siden at jeg lige har brugt 10 minutter alene på at finde ud af hvordan jeg skulle logge ind på mit glad balance kontrolpanel. Det siger lidt. Men okay, der er også gået 5 måneder. Til gengæld har jeg dejlige ting at fortælle 🙂

ARBEJDSLIVET
Se, jeg blev fuldt ud raskmeldt pr. 1. juli 2017. Undervejs i min tilbagevenden til jobbet, har jeg gradvist følt mig mere og mere glad ved at gå på arbejde igen. Jeg oplevede at jeg blev mere og mere engageret igen, jeg oplevede mig selv som værende en meget kompetent sygeplejerske. En følelse jeg vitterligt ikke har haft 100 % nærmest nogensinde. Jeg ved nu at jeg HAR været kompetent, og jeg ved at det har været i mit hovedet. Men problemet var, at jeg kørte mig selv ned dag efter dag, ved at bilde min hjerne ind at jeg på ingen måde gjorde det godt nok.
Men efter min tilbagevenden har jeg fået bekræftet over for mig selv, at jeg er en dygtig og god sygeplejerske. Både patienter og mine kollegaer fortæller mig dette. Og nu er jeg i stand til at tro på det. Fordi der er ro i min krop og i min sjæl.

Jeg har hele tiden tænkt at jeg på et eller andet tidspunkt nok ikke skal arbejde på denne måde, med skiftende vagter – hvilket jo også på det kraftigste blev anbefalet af min psykolog – som jeg – by the way – ikke går hos længere. Meget hurtigt fik jeg da også aftenvagter igen, og weekendvagter igen, og endda også weekendvagter flere weekender i træk – igen. Og så begyndte jeg for alvor at overveje mit arbejdsliv kontra mit privatliv. Er det det jeg vil? Er det der værd? Jeg er stadig sindssygt god til at reflektere.
Og – det mundede faktisk ud i at jeg begyndte at kigge hvad der var af ledige sygeplejerske jobs. Jeg begyndte også at skrive ansøgninger og sende dem. Jeg var vildt ambivalent, for der skal ikke være tvivl om at jeg elsker mine kollegaer, og så er jeg så dejligt tryg ved at gå på arbejde. Jeg kender patienterne, mine arbejdsgange, lægerne og andre samarbejdspartnere, og jeg synes det ville være så angstprovokerende at skulle ud og være ny!
Ikke desto mindre, så har jeg nu fået nyt job! Jeg skal ud og være hjemmesygeplejerske og med tiden klinisk vejleder. Der kommer til at være meget mere struktur og faste arbejdstider – det bliver godt for mig og det bliver godt for hele vores lille familie. Men, det bliver svært for mig at skulle være ny og grøn. Men så skal jeg lige huske mig selv på, at nok er jeg ny i omgivelserne, men jeg har dog stadig mine seks års gode erfaring. Og så er det tilmed medicinsk erfaring – hvilket bestemt er en god ting.

ER JEG SÅ BARE HELT FRI AF STRESS NU? 
Nu er jeg det så sådan, at det er ved at være et år siden at jeg blev sygemeldt – og nej, jeg er ikke helt fri af stress. MEN – jeg har lært at prioritere mit liv og mine gøremål. Og vigtigst af alt, jeg har lært at lytte til min krops signaler.
Det er ikke mere end en uges tid siden at jeg mærkede stress symptomer. Og jeg ved hvorfor. Jeg har en dag mange aftaler på samme dag, noget som normalt betyder at jeg dagen efter er helt flad og skal lade op. Problemer var bare at jeg dagen efter skulle på arbejde – i en weekendvagt. Allerede om morgenen mærkede jeg at jeg havde svært ved at komme igang, men det skulle jeg jo! Dagen efter kom det så snigende. Trætheden, svimmelheden, hovedpinen, hjertebanken, kvalmen og kvælningsfornemmelsen. Så vidste jeg godt at jeg skulle til at tage den med ro. Og fridagen efter min arbejdsweekend, havde jeg fri og tog en sofa-dag. Og så faldt systemet til ro igen.
Så nej, jeg er ikke fri af stress. Men mit humør er stabilt, og jeg har energi – når jeg husker at passe på mig selv og mine behov.

Jeg husker at benytte mig af “mig-tid”. Jeg har et stort behov for alene tid, og det vil jeg nok altid have – og det er bl.a. fordi jeg er sensitiv og introvert på samme tid. Jeg har lært at sige fra overfor sociale arrangementer hvis jeg føler for det, UDEN at have dårlig samvittighed.

Jeg er begyndt at tage mig af mig selv.

  • Jeg går hos en diætist, fordi JEG gerne vil ned i vægt og fordi det gør godt for MIG.
  • Jeg bruger tid på kreative sysler. For tiden broderer jeg en pude, fordi det gør MIG glad.
  • Jeg har planer om nye kreative sysler, som skal ind i min hverdag. Jeg blev forleden i TV bekendt med et nyt fænomen, som egentlig startede i USA, men så nu har gjort sit indtog i lille Danmark. Begrebet hedder “Bullet Journaling”. Det er egentlig bare en notesbog, hvor man laver sin egen kalender, og tilføjer de ting man har brug for. For mit vedkommende kan jeg gøre den til et slags mindfull værktøj, hvor jeg reflekterer over mit liv. Det skal jeg nok holde jer opdaterede med, når jeg kommer rigtigt i gang med det. Jeg er ret sikker på at det kan være medvirkende til struktur i mit liv.

ER DER SKET ANDRE DEJLIGE TING I VORES LIV?
Ja! Svaret er ja.
Vi har ikke vundet i Lotto, men det føles næsten sådan.
Dem der har fulgt med siden jeg startede min blog ved at min mand har haft problemer med ludomani, at vi har haft en meget presset økonomi, og at vi har haft drømme som ikke har været muligt at indfri. Den sang har nu fået en lidt anden lyd. Vi er nemlig blevet husejere. Dem drøm vi har haft sammen i mere end fem år, er nu gået i opfyldelse – og om mindre end én uge, flytter vi ind i vores hus.
Vi faldt pludselig over et dødsbo på Vestfyn – vi bød på det, og vi fik det. Finansieringen gik i orden, og vi gik blot og ventede på at noget skulle gå galt. Men intet gik galt. Vi fik nøglerne ret hurtigt og hele sommeren og stået på hus renovering. Huset er fra 1978, er egentlig i virkelig fin stand, men trængte til en modernisering. Og så er det jo godt at man har giftet sig med en håndværker. Han har arbejdet på højtryk (Bssst… det gør han stadig) for at vi kan flytte ind i det.
Det er virkelig en drøm.
Så man kan godt sige at der venter os et nyt liv. Og for mit vedkommende er det virkelig en ny start. Nyt hus, nyt job – og børnene skal i ny institution.
På tirsdag har jeg sidste arbejdsdag, hvor jeg skal sige farvel til mine dejlige kollegaer. Det bliver vemodigt, men samtidig bliver det goddag til et helt nyt friskt kapitel.

Jeg tænker jeg vil stoppe for nu – og så håber jeg ikke der går fem måneder, før vi “ses” igen 🙂

Når verden pludselig er i farver

Forleden dag sad jeg i min sofa og så et afsnit af programmet “BS og recepten på lykke” omhandlende en række kvinder med depressionsdiagnoser og andre psykiske lidelser. Den kære B. S. Christiansen (manden ingen kan skræmme) skulle hjælpe de her kvinder til at komme af med deres sorte tanker, mens de blev trappet ud af deres antidepressiva (medicin mod depression). Han tog pigerne ud på en række øvelser (motionsløb, snorkle i vandet mm.). Pigerne fik overskredet nogle grænser og fik følelsen af “Jeg gjorde det”. På et tidspunkt sidder de ude ved havet, og BS har taget et musikstykke med til dem. Det musikstykke gjorde indtryk på mig, og min situation. Jeg har ikke været på antidepressiva i flere år, men dog i snart ét år. Og jeg vil da også gerne af med dem igen. Musikstykket er som sådan ikke noget nyt, faktisk er det ret kendt. Og gammel. Verden i farver lyder således.

Havet er
Så blåt som et øje kan se
Aldrig vil jeg glemme

Det jeg så Livet kom
Og tog mig tilbage igen
Aldrig vil jeg glemme Havets blå
Verden er i farver nu
Siden da
Har havet haft bolig i mig
Altid vil jeg huske
Det jeg så
For bølgernes brus
Beruser mig
Nok til at vende tilbage
Til livet igenVerden er i farver nu
Og jeg er fri
Som fuglen selv
I himlens hvælv
Fri til blot at se

Verden er i farver nu

Havet er
Så blåt som et øje kan se
Aldrig vil jeg glemme
Havets blå
Og ja, nu bliver det sgu lidt pladder romantisk, filosofisk – kald det hvad du vil. M den passer bare ret godt på mit liv. Jeg er også temmelig glad for musik. Mens jeg havde det allerværst var min verden SORT. Faktisk rigtig sort. Jeg havde selvmordstanker. Puha, det er meget ærligt. Præv hør – jeg havde det så elendigt. Og det kan ikke rigtig forklares på en blog. Men jeg mente ikke at verden var et sted for mig. Ingen kunne lide mig. Men det var sorte tanker. Og heldigvis fik jeg hjælp til at få det bedre. Og jeg kan i dag med hånden på hjertet sige, at min verden faktisk er i FARVER nu. Og som teksten siger, vil jeg aldrig glemme det jeg så, dengang. Nedturen har været med til at forklare mig hvad mine livsværdier er.
Jeg er så glad. Mit humør er så godt. Jeg får mere og mere glæde, energi og overskud ind i mit liv igen. Jeg har ikke haft en dårlig dag i snart en måned. Det er virkelig længe, når der for kun et lille år siden var dårlige dage næsten hver dag. Hver eneste dag var en kamp. En kamp mod mine tanker, som var så dystre som det mørkeste mørke.
Jeg elsker mit liv, mine børn, min mand, min familie, mine venner. Jeg føler mig så heldig.
Det går fint på jobbet. Er nu oppe på 3 timer hver anden dag. Det er mest mine kollegaer jeg er glad for at være blandt igen. Jeg skal jo ikke være der – jeg skal finde mig et job uden skiftende arbejdstider. Den tid, den glæde.
Hvordan er jeg så kommet hertil?
Ja, det er jo svært at sige helt præcis HVAD der har gjort forskellen. Men de to vigtigste faktorer er helt sikkert tid og ro. Derudover er der ingen tvivl om at medicin har været en helt afgørende faktor, fordi jeg fysiologisk MANGLEDE signalstoffer i hjernen. Jeg er på ingen måde flov over at tage medicin mod den depression som hang over mig. Mennesker med forhøjet blodtryk tager også medicin. Jeg ville ønske at det ikke var så tabubelagt at fejle noget psykisk. Så nu taler jeg højt om det – i håb om at gøre det til et legalt samtaleemne. Man er ikke svag, fordi man er stresset og deprimeret. Man har måske nogle ting med sig i bagagen, og ja – det har jeg bestemt også. Men svag, det er jeg ikke. Det skal jeg stadig ind imellem huske mig selv på. Faktisk har jeg helt vildt mange ressourcer, det er jeg blevet klar over. Jeg har nogle drømme. Og drømme skal føres ud i livet.
Tilbage til hvad der har hjulpet mig videre. Ud over tiden og roen, har jeg også fundet frem til hvad der nærer mig. Jeg er blevet rigtig glad for at brodere og male. Så det bruger jeg noget tid på, når jeg kan. Derudover nyder jeg at lytte til musik. Den helt store forskel har naturligvis også været samtalerne hos min psykolog. Jeg er nu kommet så langt at jeg nærmer mig en afslutning i terapien. Hun skal afslutningsvis hjælpe mig med at “rydde op” i nogle ting i min barndom. Jeg har ikke før nævnt det her på bloggen. Som cirka 3-årig mistede jeg kontakten til min far, og voksede op med min søsters far. Jeg har overhovedet ingen lyst til at bebrejde nogen, for der ER faktisk ikke nogen at bebrejde. Det er fortiden, og jeg gider ikke bruge tiden på at ærge mig over noget jeg ikke kan lave om på. Det eneste psykologen skal hjælpe mig med, er at finde ud af hvilke livs strategier det har givet mig at opleve et svigt som det jo er. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg i dag har et virkelig fint forhold til begge mine forældre. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg er elsket, og at de også angrer hvordan tingene var dengang. Jeg kan i dag sidde til bords med dem alle. Min mor, min far, min fars kone – min bonusmor som jeg kalder hende. Jeg har én far og to mødre – hvor heldig har man lov til at være?
Derudover skal psykologen hjælpe mig med at se tilbage på min mands ludomani oplevelse. Vi er kommet langt, min mand og jeg. Jeg stoler efterhånden helt på ham igen. Den slags er et tillidsbrud. Vi mærker ikke meget til det i dag, omend der selvfølgelig er nogle bristede drømme – eller faktisk bare drømme der er udskudt lidt. Og det er DET psykologen skal hjælpe mig lidt med at håndtere.
Den sidste ting jeg vil fremhæve er hypnose. Det har vist sig at hypnose via app’s har hjulpet mig til at finde ro. Jeg har længe været glad for mindfulness. Det har jeg dog ikke benyttet mig så meget af længe. Men hypnose får helt klart min anbefaling. Jeg har især kunnet bruge det ift. søvnbesvær.
Jeg bruger stadig hypnose i flere sammenhænge.
Så et meget positivt og glad opslag herfra, på en lørdag hvor der bliver hygget med familien.
Rigtig god weekend til dig der læser med…

Langt om længe – back to work..

Det er formiddag, vejret er lidt gråt, jeg sætter mig ind i min bil, starter motoren og bakker ud af vores parkeringsplads. Det har jeg gjort mange gange før. Rigtig mange gange. Men i dag var alligevel lidt speciel. Jeg skulle på ARBEJDE. Første arbejdsdag efter min stress sygemelding. Som har varet i næsten fire måneder.

Jeg husker tydeligt den dag for næsten en måned siden hvor jeg skulle til møde inde på min arbejdsplads vedrørende sygemelding, jobstart status mm. Jeg havde en kvalme der sagde spar to, en hjertebanken som havde jeg været ude og løbe en marathon. Jeg var i den grad møghamrende nervøs og følte at det var SÅ forkert at sætte mine ben på OUH. Da jeg sad i bilen i dag, på vej på arbejde, prøvede jeg at mærke efter i min krop. Det var fint. Jeg mærkede ikke kvalme, hjertebanken, svimmelhed, men havde til gengæld mange sommerfugle i maven. Faktisk mødte jeg en forhindring på vejen jeg ikke var forberedt på. En hulens masse kæmpestore gravemaskiner og et endnu større hul i vejen, forhindrede mig i at køre den vej jeg plejer ind til sygehuset. Et kort øjeblik, skimmede jeg uret og tænkte “FOR H*******”, for derefter at være i stand til at tage det fuldstændig roligt og tænke “Det er jo ikke mit problem at der er et hul i vejen, kommer jeg for sent, så PYT”. Et ord jeg har lært at tage til mig og gerne benytter mig af. Jeg fandt en anden vej, fandt sågar et sted at parkere mit skrummel af en familiebil OG trådte ind på afdelingen fem minutter før aftalt mødetid. Jeg synes vel nok at de fire måneder er fløjet afsted, og nu er jeg pludselig i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Underligt.

Jeg blev mødt af glade og smilende kollegaer der med åbne arme gav store kram og anerkendelse. Det var super dejligt. Jeg skulle lige lande, kunne jeg godt mærke. Der ligger en helt klar plan for hvad jeg skal lave i de timer jeg er på job. I denne og næste uge har jeg to timer om dagen. Jeg skal arbejde to dage a’ timer i næste uge. Det er en rigtig fin ordning. Efterhånden skal jeg gerne øge i timeantallet. Selvom jeg har søde kollegaer og en MEGET forstående ledelse, ved jeg desværre at jeg på et tidspunkt – når jeg er raskmeldt igen, skal søge andet job. Et job uden skiftende arbejdstider, for det har jeg bare lært at jeg og min psykiske balance ikke kan holde til. Ikke lige nu i hvert fald. Og jeg synes selv jeg er kommet ret meget i kontakt med min egen krop, og er nu i stand til at høre hvad den fortæller mig. Om ikke andet langt bedre end før min nedtur.

Ud over at jeg er startet op på job igen, er jeg jo også igang med et online stresshåndteringskursus, som jeg nævnte i sidste indlæg. Det går fint med det. Der er nogle rigtig gode øvelser, som sætter godt gang i tankerne omkring hvad jeg har af livsværdier. Jeg er fx kommet frem til MINE livsværdier som er: Faste rammer – Glæde – Balance – Ro – Familie.
Det er de fem ting der betyder allermest for at jeg har et godt liv, og for at jeg er glad og i balance. Så jeg vil forsøge at lade de ord danne rammen om mit liv og min familie.

Som småbørnsfamilie har vi helt naturligt konflikter. Den lille er for alvor trådt ind i “trodsalderen” som på nutidigt dansk kaldes “selvstændighedsgørelsen”. Jaa jaa jaa, kære eksperter – kald den lige hvad I vil, men her i huset kalder vi det TRODS. En lille pige der helt nøjagtigt ved hvad hendes holdning er til dit og dat. Jeg kan komme med mange sjove (læs: måske knap så sjove) eksempler – Men det behøver næsten et indlæg for sig selv. Nå, og så har vi jo også den 4-årige herre i huset (Pssst… vi kalder ham “Dyret” når han er riiiigtig strid). Jeg ved ikke hvad der er med børnehavealderen, men den er om nogen strid. Folk omkring mig siger hele tiden “Bare vent til de bliver større… muu ha ha ha! Det jeg prøver at fortælle er at jeg er kommet langt med mine tanker. Stress kommer også indefra, i hvert fald i mit tilfælde. Men jeg er ikke helt i mål hvad angår frustrationer og bekymringer når det kommer til mine børn. Det er hårdt (og muligvis det hårdeste jeg har oplevet nogensinde), når mine børn udviser tegn på at de har det svært. Sønnike reagerer forsinket på min stress, og er oveni hatten gået hen og er blevet en lille sensitiv dreng. Det skaber nogle ubehagelige konflikter. Jeg arbejder på ikke at være så bekymret. Det er formentlig enhver mors mission. Jeg har købt bogen “Sensitiv Mor” af Stinemaria Mollie Jensen. Jeg har kun læst begyndelsen, men jeg tror den kan være med til at hjælpe mig til at acceptere at være den jeg er, og acceptere de vilkår det er at være sensitiv OG have sensitive børn. Sensitivitet kan gøres til en gave, og det agter jeg at gøre. Både hvad angår mig selv og mine børn.

For at vende tilbage til stresshåndteringskurset, er jeg lige nu igang med et modul omhandlende at finde ind til årsagen til sin stress. Det kræver en del ressourcer. Der skal kigges tilbage på hele mit liv og analyseres lidt. Det bliver sikkert sundt for mig at få styr på nogle ting i den forbindelse. Det hører I nærmere om, når jeg er blevet lidt klogere..

Det var en lille status herfra – Rigtig god weekend!

Tilbage til livet

Jeg får løbende kommentarer fra jer der læser med. I skal vide at de varmer meget, og de er med til at jeg får lyst til at skrive og dele mine tanker. Jeg synes at det giver mening for mig at skrive om de ting der er så tabubelagte at tale om i den tid vi lever i. Det er i virkeligheden en af drivkræfterne i min blog. Så tak til jer der læser med.

Jeg har fået lidt afklaring omkring min situation. Jeg har været til møde inde på min arbejdsplads, med drøftelse om min opstart. Vi indgik et kompromis. Et som jeg også selv kan være i. Lægen har meldt ud at en start i uge 10 lyder til at være passende. Jeg starter dog op i uge 7, men er der kun 2 timer den uge. Ugen efter er jeg der i 4 timer, og i uge 9 er jeg der i 6 timer. Ved at starte så stille op, kan jeg formentlig også selv være i det. Jeg skal i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Det lyder lidt sært i mine ører, men det er faktisk den bedste løsning, af hensyn til skånehensyn og afdelingens økonomi. Så det er bedst for dem og for mig. Det er vel win win. Jeg har gjort det meget tydeligt for mine ledere, at jeg ikke bryder mig om at være midtpunkt, jeg har været åben omkring at jeg er sindssygt bange for at noget går galt. I virkeligheden har jeg en god mavefornemmelse. Jeg er sikker på at det kommer til at gå fint, SÅ LÆNGE at jeg mærker efter hvad min krop fortæller mig. Noget som jeg jo ikke gjorde førhen. Jeg var efter mødet oppe og sige hej til mine kollegaer, og det føltes faktisk rart at være der igen. Efter tre måneder, skal man lige ind over dørtærsklen, men så var det faktisk rart, og et øjeblik glædede jeg mig til at komme i gang. Jeg kommer til at tage mig af praktiske ting i starten, og så kan jeg mærke efter hvad jeg er klar til at tage mig af løbende. Det skal nok blive godt. Selv nu, hvor jeg sidder og beskriver planen, kan jeg ikke mærke nogen form for ubehag – og ja, jeg glæder mig faktisk til at få en hverdag igen.

Derudover har jeg tilmeldt mig et online stresshåndteringskursus, der har fokus på overgangen fra sygemeldt og tilbage i arbejde. Det glæder jeg mig til at starte på. Det starter på mandag – og jeg vil dele min oplevelse omkring det med jer her på bloggen. Der er lidt egenbetaling, men jeg har kurset til rådighed resten af mine dage. Og jeg tænker at det er en gave til mig selv, det er en række værktøjer som vil gavne mig og min person.

Jeg har haft en del uger med stabilitet i humør og energi. Men i går gik alt så åbenbart galt. Jeg havde det vi kalder en rigtig dårlig dag. Jeg har beskrevet det før. Men – ham der Mr. Depression, han er virkelig bare ikke min kop the. Kæft hvor er han irritende. Igen så jeg mig selv tænke meget håbløst om fremtiden. Talte meget grimme ord om og til min mand, som bare forsøger at gøre ALT sit bedste. ALT. Det er ikke fair. Og hvis ikke det var fordi at han elsker den person jeg er, når jeg ikke har besøg af Mr. Ugly, så var han nok flygtet for længe siden. Han lever i den grad op til “I medgang og modgang”. Jeg har givet ham en undskyldning. En ting er at jeg forvandles til et monster på dårlige dage, men når lyset så vender tilbage, så er det mindste man kan gøre vel at undskylde. Ikke at jeg som sådan skal undskylde at jeg er syg, for det er reelt IKKE min skyld, men jeg kan prøve at rette op på de ting det syge har efterladt. Måske giver det mening.

Jeg bliver stadig meget påvirket når mine børn har det svært. Den lille sover meget ustabilt for tiden, og den store er ualmindeligt grænsesøgende. Og det er en 4-årig vel, men jeg har stadig svært ved at være i det. En 4-årig der på den mest provokerende måde, kan søge sine forældres grænser ER bare en opgave. Oveni er jeg temmelig sikker på at han er det man kalder sensitiv, hvilket gør at han har et meget voldsomt følelsesliv. Og det skal vi som forældre kunne rumme. Jeg har netop købt en bog som beskriver nogle gode værktøjer, og jeg har et håb om at kunne hjælpe os selv til at rumme vores dejlige, elskelige dreng – og vende sensitiviteten til en gave og en styrke. Det er også spændende – og det vil jeg også holde jer ajour med. Måske nogle kan få glæde og gavn af hvad jeg tilegner mig af viden.

Og.. alt dette kommer til at foregå i lige nøjagtigt mit tempo.

Det var lidt herfra – Tak fordi du læste med 🙂