Kategori: Jul

Der er noget i luften..

..jeg ved ikke hvad. Sådan starter en gammel, dansk sang, som mange danskere har kært. Også jeg. Jeg holder faktisk meget af både melodien og teksten til sangen. Der er også noget i luften her – men det kommer jeg til..

Som jeg efterhånden har åbnet op for, hopper mit humør lidt op og ned. Der er længere og længere mellem dårlige dage, ja – men de er der stadig. Altså alle har jo dårlige dage ind i mellem. Med en depression i baglommen kan de dage til forskel dog være ret sorte, og præget af mange katastrofetanker. Sådan en dag havde jeg i fredags. Vi skulle til et møde med en familierådgiver, som skal hjælpe os med at takle vores situation herhjemme. Egentlig synes vi det går ret fint, med børnene – de har et stort tryghedsbehov, men det er der vel mange små børn der har. Børnehave personalet synes dog vi skulle tale med en rådgiver. Det har vi gjort før, kort efter at vores dreng blev storebror. Jeg var egentlig også okay med det her møde, jeg mener, hvad kan der ske? Det skader jo ikke og det er rart med råd og vejledning. Jeg er taknemmelig for den hjælp vi får tilbudt. Men da det blev fredag, kunne jeg bare mærke at jeg var helt vildt irriteret, på stort set alt. Jeg havde nok ikke den bedste dag i forvejen, helt tilfældigt var jeg nok bumpet ind i en af “de der dage”. Jeg følte mig pludselig forkert, hvorfor skal vi nu (igen) sidde i det Familiehus og snakke om vores problemer? Straks stempler jeg mig selv som svag, som en dårlig mor, og en lang række depressive tanker strømmede ind over mig, da jeg sad der i venteværelset og ventede på min mand, og på at vi blev kaldt ind. Da min mand så ankom, gad jeg faktisk ikke se på ham. Jeg var så enormt irriteret, uden helt præcist at kunne sætte en finger på hvad. Ville faktisk bare helst gemme mig. Meget typisk for en deprimeret. Til mødet lagde jeg nærmest ud med at sige at jeg faktisk var irriteret over at være der. Vi fik dog en god snak, og det hjalp da også en anelse på irritationen. Vi kom frem til under mødet, at vi gør alt hvad vi kan af alt det rigtige for at hjælpe vores børn og os selv i en lidt svær tid. Der er ikke behov for yderligere møder. Det er jo rart at få af vide af en faglært at man gør alt godt nok.

Alligevel fortsætter min dag som den startede. Jeg er ugidelig, vil være alene, gider ikke synet af min kære mand og kan overhovedet ikke mærke nogen følelser for ham, jeg græder, er træt, kan ikke sove, selvom jeg har muligheden for det.. Alt er stort set bare træls den fredag. Lørdag skal vi til en fødselsdag i familien, hvilket jeg har lidt svært ved at overskue om fredagen, hvor alt er træls.

Natten til lørdag sker der så det at jeg drømmer. Jeg drømmer at min mand har fundet en anden, og han har meddelt at han vil skilles. Nu har jeg tidligere læst om drømmetydning, af ren interesse. Når man drømmer den slags – altså at man mister nogle som man holder meget af, så er den dybere betydning at man ikke vil miste dem. Man er oprigtigt bange for at miste dem. Drømmen var så virkelig, og jeg var helt ude af den. Hvad gør jeg så? Hvor skal vi bo? Hvad med børnene? De kan da ikke undvære deres dejlige far, osv, osv.. Så vågner jeg ved, at ham som jeg troede var ved at forlade mig, stod ved min seng med en kop dampende kaffe og med ordene “Godmorgen, vi (ham og børnene) har lavet kaffe til dig”. Pjeeew – jeg fortalte straks om min skrækkelige drøm. Det udløste kys og kram og forsikring om at han altså ikke har fundet nogen anden, og hverken har planer om eller lyst til. Denne morgen er humøret langt bedre. Og nu glæder jeg mig til familie fødselsdag, som i øvrigt var helt vildt hyggelig og rigtig god for os!

Ungernes bedstemor skulle komme og agere barnepige. Og så tog vi turen mod det mørke jylland, hvor festen skulle holdes. Et lille døgns tid var vi nu børnefri og havde rum til at hygge os, tale sammen, uden at bliver afbrudt af “Mooaar, mooaar, Faaar, Faaar”, spildte glas mælk eller flyvende frikadeller. Mere skulle der ikke til. De følelser jeg var overbevist om at jeg fuldstændigt havde mistet for min mand, poppede pludselig op i mit hjerte igen, gange virkelig mange. Jeg kunne jo pludselig se den fantastiske mand jeg forelskede mig i og som jeg viede mit liv til. Så, der er noget i luften, og det er der stadig – og det er dejligt.

Konklusionen på det må være, at vi altså skal prioritere at få børnene passet, så vi kan få flere oplevelser sammen. Mere skal der åbenbart ikke til. Jeg har netop hørt en kendt skuespiller på humoristisk vis udtale at man ikke må blive skilt, før det yngste barn i familien er minimum fire år gammelt. For indtil da er man ikke helt sig selv. Det er i virkeligheden nok ikke helt forkert.

Da vi kom hjem brugte vi hele eftermiddagen på at hygge os, fik hevet juletræet ind i stuen, lavede lidt julepynt, spiste æbleskiver, snakkede, sang, pyntede juletræ – lige præcis hvad jeg forbinder med familiehygge, og som der ikke har været meget af de sidste år. Der kan stadig blive meget mere af det. Men vi er virkelig godt på vej.

Juletræet blev pyntet til stor begejstring for hele familien. Vi er efterhånden ved at være klar til at fejre julen, stille og roligt og uden stress og jag – lige som vi har brug for. Børnenes bedsteforældre som kommer juleaften har påtaget sig den opgave at handle alt maden og medbringe den hertil. Det er en kæmpe lettelse at jeg ikke skal bekymre mig om store indkøb, hvilket er en ret stressende faktor stadigvæk..

Jeg vil ønske mine læsere rigtig glædelig jul. Jeg vender tilbage på bloggen inden nytår med tanker og følelser omkring det nye år, som venter om lidt.

Giv det fri..

Noget jeg altid har været virkelig god til, er at skjule hvordan jeg har det indeni. Sætte en facade op, det må jeg være mester i. Ej okay, det passer faktisk ikke helt. Der er én person i hele verden som kan læse mig – og det er min kære mor. Hende kan jeg sgu ikke lyve overfor. Nogen gange ringer hun til mig, bare fordi hun synes hun kan mærke at der “er noget” vi skal tale om – hun bor 100 km væk – hold da fast nogle følehorn hun har 🙂

Men, det her med at sætte en facade op. Det er nok i virkeligheden en af grundene til at jeg er endt i en depression. Jeg har aldrig været helt ærlig omkring hvordan jeg faktisk havde det. Jeg har ikke villet være til besvær. Godt nok har jeg været gået til læge op til flere gange, men sidder så der overfor lægen og kan ikke rigtigt redegøre for hvad der er galt. Nå, det går nok ender det så med, og jeg går ud af døren, med hovedet fuld af ting som jeg ikke fik sagt. Det er selvfølgelig også kombineret med en egentlig manglende evne til at mærke mig selv.

Jeg går hos en psykolog, for at prøve at blive stress fri og give slip på min depression. Selv overfor hende har jeg skullet holde en facade. Lige indtil i går. Endelig kunne jeg begynde at give lidt slip. Vi sad og snakkede om hele min situation. Jeg har i dagene op til haft det helt vildt skidt, været tynget af sorte tanker, tanker om elendighed – katastrofetanker kaldes de. Tanker om ikke at være god nok, det er min egen skyld, min mand gider mig heller ikke mere, mine børn hader mig, jeg mister nok mit job, vi opnår aldrig vores drømme.. osv, osv. Jeg har bare ikke kunnet stoppe tankerne. Så, da jeg sad der hos psykologen i går, og hun pludselig spurgte “Er du ked af det Trine?”. Så kom det ud, langt om længe, og jeg gav det lov at komme ud. Tårerne fik lov at trille. På en eller anden måde, sådan lidt metaforisk, føler jeg at jeg har afleveret en håndfuld sorte tanker inde i det rum, hvor min terapi foregår. I dag har jeg det en del bedre. Jeg tænker ikke at min mand forlader mig, at folk hader mig eller at jeg ikke er god nok. Måske er det muligt at jeg mister mit job. Og hvad så? Jeg vil gerne finde et andet job. Så hvad er det værste der kan ske. Lige nu er mit helbred langt vigtigere end mit job.

Ovenstående beviser bare at jeg HAR rykket mig. Det er der andre ting der gør. Sidste weekend var min mand syg. Lagt ned af en ond, ond mavevirus. Av for pokker. Jeg var nødt til at tage en “fridag” fra stressen. Det kan man jo ikke. Men jeg var bare nødt til at være “på”, at være mor – og passe mine egne børn, alene. Og ved I hvad, det gik skide godt. Ja, beklager det knap så pæne sprog – men det gjorde mig stolt. Og det gjorde min mand stolt – og glad. At se sin sårbare kone, lege med sine børn i haven, og se at hun oven i købet gjorde det med fornøjelse. For første gang i cirka hundrede år.

Da jeg så tirsdagen efter faldt ned i et hul igen, glemte jeg at rose mig selv for de dage som var gået godt. I stedet begyndte jeg at skælde og smælde på mig selv, og grave i hullet. Og så sad jeg nede i det hul i tre dage indtil min psykolog forklarede at det er forventeligt, og ikke et tegn på tilbagefald. Men et symptom på depression – for den er stadig en del af mig. Jeg blev ikke stresset og deprimeret over en nat, faktisk har det stået på i flere år. Så det tager naturligvis også langt mere end nogle få uger at komme over det. Men det ville være så meget lettere hvis man havde brækket sine ben. Så omgivelserne kunne SE med deres øjne, at man ikke er rask. Stress og depression er usynligt for andre. Og derfor er det så pokkers svært at bryde tabuet omkring det. Psykisk sygdom. En mærkelig størrelse. Nogle dage fylder det, andre dage fylder det mindre.

Det er helt vildt hårdt, og især er det hårdt at komme ovenpå stress og de følger det har med sig – når man samtidig skal være mor og hustru. Det at have små børn, som ikke kan forstå hvorfor man ikke orker dem hele tiden, som man plejer. Det må være den største krise jeg har oplevet hele mit liv. Jeg har nok kun oplevet én anden krise i mit liv, som følger mig i bagagen. Men den historie kan jeg komme ind på en anden dag..

Selvom det er så ubeskriveligt hårdt, så har det også en gevinst. Den rejse jeg er på ind i mig selv, gør mig sindsygt klog på hvad jeg værdsætter i livet, og hvad jeg agter IKKE at spilde min kostbare tid på! Jeg hørte i går om begrebet “Slow living”, som handler om at leve sit liv langsomt, nyde nuet og få, ikke det meste ud af livet, men derimod det bedste ud af livet.

Midt i en hård tid, glemmer vi heldigvis ikke at hygge. Og der jules også her i huset, så selv Gertrud Sand ville kaste misundelige blikke.. I går kom sønnike hjem med en lille nissepige. En af de der nisser, der måske laver ballade. Ååh, så står man der og er egentlig på vej ud af døren for at tage til julefest i børnehaven, og så skal man også til at være kreativ og finde på nissestreger.

Hvem har tryllet mælken lyserød?
Hvem har tryllet mælken lyserød?

Nå, men i hvert fald sad nissen oppe i sønnikes julesok da vi kom hjem fra fest. Og i morges var mælken lyserød.

Knægten undrede sig noget over det, og blev pludselig noget bekymret over om vi så også skal spise lyserød risengrød i aften. Nu har han glædet sig til at spise risengrød i så lang tid. Mor og Far lovede at købe noget nyt mælk, som ikke har underlige farver.
Det er sjovt at se hvordan børnene elsker nisseverdenen, og deres begejstring over de små overraskelser December måned byder på. Gudskelov er der lidt overskud til den slags hygge..