Langvarig stress svækker immunforsvaret. Af litteraturen omkring stress har jeg ladet mig fortælle, at efter nogen tid med ro, begynder kroppen at give efter for stressen, og man bliver træt. Rigtig træt. Og som kronen på værket kan man forvente at det skyller ind over en med diverse vira og infektioner. Selvom det ikke er det mest opløftende at ligge med subfebrilia, snotnæse og krillerhoste, skal jeg altså bare takke min krop for at give slip. Jamen, velkommen til alle vira og bakterier som de sidste dage har erobret min krop. Jeg føler mig ærlig talt lidt slatten. Men, det er en del af processen, så jeg lader bare kroppen gøre det den skal..

Vores børn har været på weekend i Jylland hos kære bedsteforældre. Det skulle være en weekend med hygge og rum til at trække vejret. Vi har i den grad nydt roen, det tør jeg da godt sige højt. Måske bare lidt trist at man så skal bruge sin “friweekend” på at være syg. I går tog min kære mand ud i menneskemylderet for at indkøbe årets julegaver, eftersom at jeg hverken besidder kreativitet, energi eller overskud til at varetage den tjans i år, har han atter vist sig som supermand og klaret den del også. Vi så ikke meget til hinanden i går faktisk. Han tog afsted kort inden jeg stod ud af sengen, og da han kom hjem med favnen fuld af overfyldte poser, lavede jeg en “Maude” fra Matador – “Jeg går lige op og lægger mig”. Da jeg stod op igen, var jeg bare sur og tvær og i dårligt humør. Efter et bad, hjalp det og om aftenen kunne vi endelig konversere og så en film sammen på sofaen 🙂

I dag skal børnene hentes, det bliver dejligt at se de små krudtugler igen. Inden længe finder jeg min dyne, og lader kroppen bekæmpe diverse vira. Ifølge litteraturen skulle jeg begynde at få det bedre i sindet om få uger – jeg venter spændt.

Vi havde en god snak herhjemme i går over aftensmaden – det er værd at udnytte at der ikke flyver frikadeller og minimælk hen over hovederne på os – Snakken handlede om vores tid inden vi fik børn. Jeg ved godt at man ændrer sig når man får børn, og det skal man også. Men jeg drømmer om at blive den glade pige jeg var dengang. Jeg har en teori om at jeg har fået en efterfødselsreaktion allerede efter vi fik vores førstefødte, måske en mild en, men dog ubehandlet. Da vi fik vores pige, fik jeg en efterfødselsreaktion igen, denne gang blev der taget hånd om den af en utrolig dygtig sundhedsplejerske – men desværre ikke af lægen, som mente at jeg “bare” var presset. Jeg forsøgte så selv med mindfulness og samtaler med en familiebehandler, men det rykkede ikke rigtigt på noget. Siden har det vokset sig til stress, som har fået lov at vokse sig større og større, udover at vi havde en lang række udfordinger herhjemme, og måske fordi jeg ikke har kunnet mærke mig selv optimalt – ikke før at den var helt galt, og depression og angst fik sat rødder i mig.

Jeg er sikker på at jeg finder mig selv igen, på et tidspunkt. Første punkt på dagsordenen er dog at få bekæmpet den infektion som lige nu er flyttet ind, og give den lov til at være der, så længe det nu engang tager.. Tålmodighed er en dyd, er der nogen der siger.