Kategori: Kærlighed

Tilbage til livet

Jeg får løbende kommentarer fra jer der læser med. I skal vide at de varmer meget, og de er med til at jeg får lyst til at skrive og dele mine tanker. Jeg synes at det giver mening for mig at skrive om de ting der er så tabubelagte at tale om i den tid vi lever i. Det er i virkeligheden en af drivkræfterne i min blog. Så tak til jer der læser med.

Jeg har fået lidt afklaring omkring min situation. Jeg har været til møde inde på min arbejdsplads, med drøftelse om min opstart. Vi indgik et kompromis. Et som jeg også selv kan være i. Lægen har meldt ud at en start i uge 10 lyder til at være passende. Jeg starter dog op i uge 7, men er der kun 2 timer den uge. Ugen efter er jeg der i 4 timer, og i uge 9 er jeg der i 6 timer. Ved at starte så stille op, kan jeg formentlig også selv være i det. Jeg skal i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Det lyder lidt sært i mine ører, men det er faktisk den bedste løsning, af hensyn til skånehensyn og afdelingens økonomi. Så det er bedst for dem og for mig. Det er vel win win. Jeg har gjort det meget tydeligt for mine ledere, at jeg ikke bryder mig om at være midtpunkt, jeg har været åben omkring at jeg er sindssygt bange for at noget går galt. I virkeligheden har jeg en god mavefornemmelse. Jeg er sikker på at det kommer til at gå fint, SÅ LÆNGE at jeg mærker efter hvad min krop fortæller mig. Noget som jeg jo ikke gjorde førhen. Jeg var efter mødet oppe og sige hej til mine kollegaer, og det føltes faktisk rart at være der igen. Efter tre måneder, skal man lige ind over dørtærsklen, men så var det faktisk rart, og et øjeblik glædede jeg mig til at komme i gang. Jeg kommer til at tage mig af praktiske ting i starten, og så kan jeg mærke efter hvad jeg er klar til at tage mig af løbende. Det skal nok blive godt. Selv nu, hvor jeg sidder og beskriver planen, kan jeg ikke mærke nogen form for ubehag – og ja, jeg glæder mig faktisk til at få en hverdag igen.

Derudover har jeg tilmeldt mig et online stresshåndteringskursus, der har fokus på overgangen fra sygemeldt og tilbage i arbejde. Det glæder jeg mig til at starte på. Det starter på mandag – og jeg vil dele min oplevelse omkring det med jer her på bloggen. Der er lidt egenbetaling, men jeg har kurset til rådighed resten af mine dage. Og jeg tænker at det er en gave til mig selv, det er en række værktøjer som vil gavne mig og min person.

Jeg har haft en del uger med stabilitet i humør og energi. Men i går gik alt så åbenbart galt. Jeg havde det vi kalder en rigtig dårlig dag. Jeg har beskrevet det før. Men – ham der Mr. Depression, han er virkelig bare ikke min kop the. Kæft hvor er han irritende. Igen så jeg mig selv tænke meget håbløst om fremtiden. Talte meget grimme ord om og til min mand, som bare forsøger at gøre ALT sit bedste. ALT. Det er ikke fair. Og hvis ikke det var fordi at han elsker den person jeg er, når jeg ikke har besøg af Mr. Ugly, så var han nok flygtet for længe siden. Han lever i den grad op til “I medgang og modgang”. Jeg har givet ham en undskyldning. En ting er at jeg forvandles til et monster på dårlige dage, men når lyset så vender tilbage, så er det mindste man kan gøre vel at undskylde. Ikke at jeg som sådan skal undskylde at jeg er syg, for det er reelt IKKE min skyld, men jeg kan prøve at rette op på de ting det syge har efterladt. Måske giver det mening.

Jeg bliver stadig meget påvirket når mine børn har det svært. Den lille sover meget ustabilt for tiden, og den store er ualmindeligt grænsesøgende. Og det er en 4-årig vel, men jeg har stadig svært ved at være i det. En 4-årig der på den mest provokerende måde, kan søge sine forældres grænser ER bare en opgave. Oveni er jeg temmelig sikker på at han er det man kalder sensitiv, hvilket gør at han har et meget voldsomt følelsesliv. Og det skal vi som forældre kunne rumme. Jeg har netop købt en bog som beskriver nogle gode værktøjer, og jeg har et håb om at kunne hjælpe os selv til at rumme vores dejlige, elskelige dreng – og vende sensitiviteten til en gave og en styrke. Det er også spændende – og det vil jeg også holde jer ajour med. Måske nogle kan få glæde og gavn af hvad jeg tilegner mig af viden.

Og.. alt dette kommer til at foregå i lige nøjagtigt mit tempo.

Det var lidt herfra – Tak fordi du læste med 🙂

Der er noget i luften..

..jeg ved ikke hvad. Sådan starter en gammel, dansk sang, som mange danskere har kært. Også jeg. Jeg holder faktisk meget af både melodien og teksten til sangen. Der er også noget i luften her – men det kommer jeg til..

Som jeg efterhånden har åbnet op for, hopper mit humør lidt op og ned. Der er længere og længere mellem dårlige dage, ja – men de er der stadig. Altså alle har jo dårlige dage ind i mellem. Med en depression i baglommen kan de dage til forskel dog være ret sorte, og præget af mange katastrofetanker. Sådan en dag havde jeg i fredags. Vi skulle til et møde med en familierådgiver, som skal hjælpe os med at takle vores situation herhjemme. Egentlig synes vi det går ret fint, med børnene – de har et stort tryghedsbehov, men det er der vel mange små børn der har. Børnehave personalet synes dog vi skulle tale med en rådgiver. Det har vi gjort før, kort efter at vores dreng blev storebror. Jeg var egentlig også okay med det her møde, jeg mener, hvad kan der ske? Det skader jo ikke og det er rart med råd og vejledning. Jeg er taknemmelig for den hjælp vi får tilbudt. Men da det blev fredag, kunne jeg bare mærke at jeg var helt vildt irriteret, på stort set alt. Jeg havde nok ikke den bedste dag i forvejen, helt tilfældigt var jeg nok bumpet ind i en af “de der dage”. Jeg følte mig pludselig forkert, hvorfor skal vi nu (igen) sidde i det Familiehus og snakke om vores problemer? Straks stempler jeg mig selv som svag, som en dårlig mor, og en lang række depressive tanker strømmede ind over mig, da jeg sad der i venteværelset og ventede på min mand, og på at vi blev kaldt ind. Da min mand så ankom, gad jeg faktisk ikke se på ham. Jeg var så enormt irriteret, uden helt præcist at kunne sætte en finger på hvad. Ville faktisk bare helst gemme mig. Meget typisk for en deprimeret. Til mødet lagde jeg nærmest ud med at sige at jeg faktisk var irriteret over at være der. Vi fik dog en god snak, og det hjalp da også en anelse på irritationen. Vi kom frem til under mødet, at vi gør alt hvad vi kan af alt det rigtige for at hjælpe vores børn og os selv i en lidt svær tid. Der er ikke behov for yderligere møder. Det er jo rart at få af vide af en faglært at man gør alt godt nok.

Alligevel fortsætter min dag som den startede. Jeg er ugidelig, vil være alene, gider ikke synet af min kære mand og kan overhovedet ikke mærke nogen følelser for ham, jeg græder, er træt, kan ikke sove, selvom jeg har muligheden for det.. Alt er stort set bare træls den fredag. Lørdag skal vi til en fødselsdag i familien, hvilket jeg har lidt svært ved at overskue om fredagen, hvor alt er træls.

Natten til lørdag sker der så det at jeg drømmer. Jeg drømmer at min mand har fundet en anden, og han har meddelt at han vil skilles. Nu har jeg tidligere læst om drømmetydning, af ren interesse. Når man drømmer den slags – altså at man mister nogle som man holder meget af, så er den dybere betydning at man ikke vil miste dem. Man er oprigtigt bange for at miste dem. Drømmen var så virkelig, og jeg var helt ude af den. Hvad gør jeg så? Hvor skal vi bo? Hvad med børnene? De kan da ikke undvære deres dejlige far, osv, osv.. Så vågner jeg ved, at ham som jeg troede var ved at forlade mig, stod ved min seng med en kop dampende kaffe og med ordene “Godmorgen, vi (ham og børnene) har lavet kaffe til dig”. Pjeeew – jeg fortalte straks om min skrækkelige drøm. Det udløste kys og kram og forsikring om at han altså ikke har fundet nogen anden, og hverken har planer om eller lyst til. Denne morgen er humøret langt bedre. Og nu glæder jeg mig til familie fødselsdag, som i øvrigt var helt vildt hyggelig og rigtig god for os!

Ungernes bedstemor skulle komme og agere barnepige. Og så tog vi turen mod det mørke jylland, hvor festen skulle holdes. Et lille døgns tid var vi nu børnefri og havde rum til at hygge os, tale sammen, uden at bliver afbrudt af “Mooaar, mooaar, Faaar, Faaar”, spildte glas mælk eller flyvende frikadeller. Mere skulle der ikke til. De følelser jeg var overbevist om at jeg fuldstændigt havde mistet for min mand, poppede pludselig op i mit hjerte igen, gange virkelig mange. Jeg kunne jo pludselig se den fantastiske mand jeg forelskede mig i og som jeg viede mit liv til. Så, der er noget i luften, og det er der stadig – og det er dejligt.

Konklusionen på det må være, at vi altså skal prioritere at få børnene passet, så vi kan få flere oplevelser sammen. Mere skal der åbenbart ikke til. Jeg har netop hørt en kendt skuespiller på humoristisk vis udtale at man ikke må blive skilt, før det yngste barn i familien er minimum fire år gammelt. For indtil da er man ikke helt sig selv. Det er i virkeligheden nok ikke helt forkert.

Da vi kom hjem brugte vi hele eftermiddagen på at hygge os, fik hevet juletræet ind i stuen, lavede lidt julepynt, spiste æbleskiver, snakkede, sang, pyntede juletræ – lige præcis hvad jeg forbinder med familiehygge, og som der ikke har været meget af de sidste år. Der kan stadig blive meget mere af det. Men vi er virkelig godt på vej.

Juletræet blev pyntet til stor begejstring for hele familien. Vi er efterhånden ved at være klar til at fejre julen, stille og roligt og uden stress og jag – lige som vi har brug for. Børnenes bedsteforældre som kommer juleaften har påtaget sig den opgave at handle alt maden og medbringe den hertil. Det er en kæmpe lettelse at jeg ikke skal bekymre mig om store indkøb, hvilket er en ret stressende faktor stadigvæk..

Jeg vil ønske mine læsere rigtig glædelig jul. Jeg vender tilbage på bloggen inden nytår med tanker og følelser omkring det nye år, som venter om lidt.

Om at mærke sine følelser..

De sidste fire dage har mit humør ikke været dårligt. Det har heller ikke været sprudlende. Men i fire dage har jeg ikke siddet nede i mit mørke hul og fundet livet håbløst. Det ved jeg faktisk ikke hvornår jeg sidst har kunnet præstere. Mange ville tænke at det kan vel ikke være så svært at holde humøret oppe i fire dage. Men det kan det bare godt når man er stresset og har en depression. Så tager man én dag ad gangen. Nogle dage har jeg været nødt til at tage en time ad gangen. Jeg har haft dage hvor dagen er startet okay, men én lille sølle konflikt kan vælte hele læsset, og så har jeg skullet bruge flere timer på at komme på sporet igen. Ved I hvor meget L O R T man kan nå at lukke ud af sin mund på bare få timer? Man kan fx nå at skælde ud på sin mand, brokke sig over alt det han pludselig gør forkert – og “komme til” at sige at det hele nok var bedre hvis vi blev skilt. Det er ufatteligt store ord. Men ikke desto mindre er det faktisk sket herhjemme, op til flere gange. Psst… Det her indlæg er ret ærligt, så hvis du ikke kan tåle ærlighed og åbenhed, så skal du ikke læse videre.

Min mand har også følelser. Heldigvis. Men det glemmer mit depressive sind ind imellem. Det forvandler mig til et uhyre der tror det kan tillade sig at sige hvad som helst. Det er virkelig ikke noget jeg er særlig stolt over. Jeg lærer efterhånden at berolige mig selv med at det er fordi jeg er syg. Men en ting er mig selv, hvad med dem jeg når at såre undervejs. Kan de beroliges? Ja, men det tager timer. Nogle gange tager det faktisk dage, afhængig af hvad mit stemmebånd har valgt at slynge ud. Jeg skal være heldig at jeg har så forstående en mand. Hvad nu hvis han var gået ud af døren, når jeg havde bedt ham om det. Min psykolog har lært mig at det er symptom på depressionen, og ikke mig der taler.

Min mand og jeg har haft mange snakke om det her med at være syg, psykisk syg – for det er det, det er, en psykisk sygdom. Depression. Og derfor har vi også valgt at være enige om, at der ikke skal træffes nogen store beslutninger, så længe jeg er syg. Det kan gå med beslutninger om valg af farve på væggen, gul eller rød peberfrugt eller om sofaen skal skiftes ud. Men de helt store beslutninger i livet, som hvor skal vi købe hus, skal vi have flere børn eller passer vi sammen? Store beslutninger skal træffes på baggrund af raske hjerneceller. Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig bliver skilt. Vi bliver aldrig skilt. Fordi – hvis vi skulle skilles, så var det sket. De kriser vi har stået igennem de sidste år, dem overlever man kun hvis man oprigtigt vil hinanden. Og det vil vi..

Det ændrer dog ikke på at det er benhårdt. Vores dagligdag er benhård. Jeg er ikke let at leve sammen med, eller det vil sige – min depression er ikke let at leve med, den er sgu ikke nogen hyggelig gæst. Efterhånden som min sygemelding skrider frem, bliver jeg bedre og bedre til at finde en balance. En balance hvor jeg kan være glad. Glad balance. Der bliver længere og længere mellem mine down dage. Dagene nede i hullet. Og nogle dage er det kun timer. Det er bl.a. fordi jeg er blevet bedre til at tage mig tid og lov til at være alene. Jeg er et ufattelig introvert menneske. Jeg lader op alene. Det betyder ikke at jeg er et asocialt menneske. Det betyder bare at jeg skal have lov at takke nej nogen gange, ikke altid. Og når jeg gør, skal jeg ikke komme med ethundredeogsytten forklaringer på hvorfor jeg siger nej. Når det er sagt, har jeg dog stadig meget at lære i forhold til at kunne sige fra. Jeg arbejder også stadig på at slette ordet burde fra mit ordforråd. Jeg burde gøre dit og dat. Og ja, der er ind imellem ting man ikke kan komme udenom at lave. Hverdagen stiller krav om mad og rent tøj. Det er mere måden man prioriterer sin tid.

Stress kombineret med et familieliv er den sværeste opgave nogen har stillet mig. Og nu til den ærlige snak. Jeg har før nævnt at min stress og deraf depression har fået lov at vokse i løbet af flere år. Da vi fik vores dreng for fire år og næsten 5 måneder siden, var alt nyt. Noget kom af sig selv, andet skulle man arbejde på, hvilket man gladeligt gør. Jeg har aldrig været ude af stand til at elske mine børn. Men da jeg ikke kunne amme min lille søn optimalt, startede en masse dårlige følelser omkring det at være mor. En god mor ammer sit barn. Eller hvad? Det troede jeg dengang. Der var så mange krav at leve op til, der var og er stadig så meget fokus på amning. Hvis du ikke ammer dit barn, kan du forvente dig at han bliver mere syg, kommer til at klare sig dårligt, og i får ikke det nødvendige bånd. Relationen. Hvad er det for en gang vås? Det ved jeg ikke, men det var nok også mest inde i mit hovedet at disse krav lød. Men der var bare ikke nogen der tog snakken med mig, omkring amning. I stedet farede vi til øre-næse-hals læge og fik klippet drengens tungebånd, for det måtte da være derfor han ikke ville spise fordi han fysiologisk ikke kunne. Det hjalp sådan cirka nul og niks. Jeg husker meget tydeligt en nat, hvor knægten skulle spise, han tager ikke fat, jeg bliver mere og mere frustreret, mens ungen i mine arme bliver mere og mere desperat efter mad. Jeg ender med at lægge ham fra mig i dobbeltsengen, og begynder at græde. Det vælter ind over mig med dårlige følelser. Jeg kan ikke give mit barn mad. Jeg vækker min mand, velvidende at han ligesom ikke kan amme drengen. Men han støtter mig, og prøver så godt han kan at hjælpe mig. Dette scenarie sker flere gange, jeg har flere ekstra besøg af sundhedsplejersken, som hver gang bare siger “Han har fint fat, du kan sagtens amme, han spiser hvis han er sulten”. Hun kiggede ikke på hvordan jeg havde det med min amning. På et tidspunkt begynder jeg at give drengen modermælkserstatning, ikke med god vilje, men fordi han ikke får nok mad hos mig. Jeg bibeholder dog amningen, det er slet ikke muligt for mig at slippe det. Amningen er mest en hyggestund til sidst, indtil der ikke kan klemmes en eneste dråbe ud af mig. Når jeg tænker tilbage på den tid, kan jeg egentlig få ondt af den mor der så inderligt gerne vil amme sit barn. Fordi det er det man gør for at være god nok – tror hun.

Alt det her med amning, mislykket om man vil, har formentlig sat dybe spor. Jeg har et fint bånd til min søn i dag. Jeg er sindsygt stolt af ham. Men imens jeg har haft det allerværst, har jeg ikke kunnet mærke mine følelser for ham. Det er et meget ømt punkt for mig. Jeg vidste godt at jeg elskede ham, og jeg har også altid sagt det til ham, lige fra hjertet. Men inden jeg kom i behandling, havde jeg dage hvor jeg ikke gad mit eget barn. Jeg gad ikke nogen. Jeg ville bare være i fred. Sådan noget kan ikke skjules for et barn, du selv har båret ind i livet. Børn mærker alt. Det er rod til dårlig samvittighed, og så ruller cirklen – og det gavner ikke noget. Efter at jeg er blevet syg, har jeg været nødt til at arbejde på det bånd der er mellem min dreng og jeg. Vi er ved at være der nu – og i dag mærker jeg tydeligt mine følelser for min lille dreng, men ærligt at sige, er det først inden for de seneste uger at jeg er blevet i stand til at mærke dem 100 %. Jeg elsker ham så uendeligt højt. Og håber blot at det er det bånd og de følelser han vil huske, også når han bliver større.

Så nej, at være stresset og mangle overskud og oven i købet have problemer med at mærke sine følelser for de mennesker man elsker allermest – det er ikke noget jeg vil ønske for nogen!

Jeg elsker min familie, og jeg lærer at sætte pris på dem, og hvert eneste sekund vi har sammen. Det kan jeg takke min krop for. At være på sådan en nedtur som jeg har været, bliver i sidste ende en gave.

Det var alt for denne gang.

Stressens grimme ansigt

Dagen i går var virkelig hård. Humøret var bare helt i bund.

Jeg skulle ind forbi lægen til revurdering af min sygemelding – det gør mig altid nervøs. Mit hovede bilder mig ind imellem ind at jeg ikke fejler noget, at jeg bare skal tage mig sammen og gå på arbejde. Dette på trods af at mine allernærmeste, lægen selv og den psykolog jeg for tiden kommer hos siger noget helt andet. Min kære psykolog sagde for et par konsultationer siden “Trine, du SKAL være sygemeldt, ellers falder du ud over kanten”. WOW. Jeg adlyder naturligvis og jeg kæmper heller ikke nær så meget med den dårlige samvittighed overfor min arbejdsplads længere, som jeg gjorde i starten af min sygemelding for 5 uger siden.

Det er mere hjemme – overfor både mine dejlige unger, men i den grad grad også overfor min mand, som også påvirkes af min tilstand. Det er benhårdt at han skal overtage så mange pligter. Jeg må lige skynde mig at sige at her i huset er der pænt meget ligestilling. Jeg vil næsten vove den påstand og sige, at manden i huset vasker mere tøj end fruen. Og det er ikke engang løgn. Jeg har virkelig en god mand. Han er typen der ligger små sedler på gule post-it’s for at hjælpe mig. 20161114_124746

Men når det så er sagt, så har jeg også en træt ægtefælle for tiden. Han forsøger dagligt at banke ind i hovedet på mig med syvtommersøm at jeg IKKE skal have dårlig samvittighed. Men, det arbejder jeg på.. Dårlig samvitighed er for tiden min værste fjende. Ligesom rod – men det er en helt anden sag, som jeg kan komme ind på en anden dag..

For at vende tilbage til dagen i går, tirsdag.. Når man er stresset kan man stadig have gode dage. Man har gode dage, og man har dårlige dage. Og dagen i går var så tilsyneladende en af de dårlige. Dårligt humør, ingen lyst til noget, nervøsitet, træt, opgivende. Efter godt 8 timers trissen rundt i pyjamasagtigt tøj, besluttede jeg at gå en tur. Vejret associerede ikke ligefrem til sol og strand, men jeg gik mig en tur. Uden effekt.

Jeg kommer hjem til trætte børn, som skriger og vil op, så vil de ned.. så skriger de igen. Hvis der er noget jeg ikke takler godt på mine dårlige dage, så er det sure børn! I øvrigt var manden min voldsomt træt, hvilket jeg tolkede som et faresignal. Inde i mit hovede var det MIG han var sur på. Når man er deprimeret kan sorte tanker fylde så meget at man på ingen måde formår at tænke fornuft. Der er kun plads til de dårlige tanker. Det er naturligvis også noget jeg arbejder på, med professionel hjælp – de tanker der..
Da jeg stod der i køkkenet, uden nogen energi til hverken madlavning, leg eller et eneste ord foruden et par trætte, sure og sultne unger og en mand der var mindst ligeså træt som ungerne, syntes det hele ualmindeligt ligegyldigt for en stund. Da jeg fik kæmpet mig igennem aftensmaden, som min vidunderlige mand selvfølgelig kreerede, hjalp det hele stille og roligt på humøret.

Nogle dage er jeg så sindsygt bange for at denne tilstand aldrig forlader min krop, men jeg forsøger at sige til mig selv at det er en tilstand (som dog har boet i mig i alt for lang tid), og at den nok skal forsvinde igen, på et eller andet tidspunkt. Så jeg kan blive menneske igen…