Kategori: Børn

Tilbage til livet

Jeg får løbende kommentarer fra jer der læser med. I skal vide at de varmer meget, og de er med til at jeg får lyst til at skrive og dele mine tanker. Jeg synes at det giver mening for mig at skrive om de ting der er så tabubelagte at tale om i den tid vi lever i. Det er i virkeligheden en af drivkræfterne i min blog. Så tak til jer der læser med.

Jeg har fået lidt afklaring omkring min situation. Jeg har været til møde inde på min arbejdsplads, med drøftelse om min opstart. Vi indgik et kompromis. Et som jeg også selv kan være i. Lægen har meldt ud at en start i uge 10 lyder til at være passende. Jeg starter dog op i uge 7, men er der kun 2 timer den uge. Ugen efter er jeg der i 4 timer, og i uge 9 er jeg der i 6 timer. Ved at starte så stille op, kan jeg formentlig også selv være i det. Jeg skal i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Det lyder lidt sært i mine ører, men det er faktisk den bedste løsning, af hensyn til skånehensyn og afdelingens økonomi. Så det er bedst for dem og for mig. Det er vel win win. Jeg har gjort det meget tydeligt for mine ledere, at jeg ikke bryder mig om at være midtpunkt, jeg har været åben omkring at jeg er sindssygt bange for at noget går galt. I virkeligheden har jeg en god mavefornemmelse. Jeg er sikker på at det kommer til at gå fint, SÅ LÆNGE at jeg mærker efter hvad min krop fortæller mig. Noget som jeg jo ikke gjorde førhen. Jeg var efter mødet oppe og sige hej til mine kollegaer, og det føltes faktisk rart at være der igen. Efter tre måneder, skal man lige ind over dørtærsklen, men så var det faktisk rart, og et øjeblik glædede jeg mig til at komme i gang. Jeg kommer til at tage mig af praktiske ting i starten, og så kan jeg mærke efter hvad jeg er klar til at tage mig af løbende. Det skal nok blive godt. Selv nu, hvor jeg sidder og beskriver planen, kan jeg ikke mærke nogen form for ubehag – og ja, jeg glæder mig faktisk til at få en hverdag igen.

Derudover har jeg tilmeldt mig et online stresshåndteringskursus, der har fokus på overgangen fra sygemeldt og tilbage i arbejde. Det glæder jeg mig til at starte på. Det starter på mandag – og jeg vil dele min oplevelse omkring det med jer her på bloggen. Der er lidt egenbetaling, men jeg har kurset til rådighed resten af mine dage. Og jeg tænker at det er en gave til mig selv, det er en række værktøjer som vil gavne mig og min person.

Jeg har haft en del uger med stabilitet i humør og energi. Men i går gik alt så åbenbart galt. Jeg havde det vi kalder en rigtig dårlig dag. Jeg har beskrevet det før. Men – ham der Mr. Depression, han er virkelig bare ikke min kop the. Kæft hvor er han irritende. Igen så jeg mig selv tænke meget håbløst om fremtiden. Talte meget grimme ord om og til min mand, som bare forsøger at gøre ALT sit bedste. ALT. Det er ikke fair. Og hvis ikke det var fordi at han elsker den person jeg er, når jeg ikke har besøg af Mr. Ugly, så var han nok flygtet for længe siden. Han lever i den grad op til “I medgang og modgang”. Jeg har givet ham en undskyldning. En ting er at jeg forvandles til et monster på dårlige dage, men når lyset så vender tilbage, så er det mindste man kan gøre vel at undskylde. Ikke at jeg som sådan skal undskylde at jeg er syg, for det er reelt IKKE min skyld, men jeg kan prøve at rette op på de ting det syge har efterladt. Måske giver det mening.

Jeg bliver stadig meget påvirket når mine børn har det svært. Den lille sover meget ustabilt for tiden, og den store er ualmindeligt grænsesøgende. Og det er en 4-årig vel, men jeg har stadig svært ved at være i det. En 4-årig der på den mest provokerende måde, kan søge sine forældres grænser ER bare en opgave. Oveni er jeg temmelig sikker på at han er det man kalder sensitiv, hvilket gør at han har et meget voldsomt følelsesliv. Og det skal vi som forældre kunne rumme. Jeg har netop købt en bog som beskriver nogle gode værktøjer, og jeg har et håb om at kunne hjælpe os selv til at rumme vores dejlige, elskelige dreng – og vende sensitiviteten til en gave og en styrke. Det er også spændende – og det vil jeg også holde jer ajour med. Måske nogle kan få glæde og gavn af hvad jeg tilegner mig af viden.

Og.. alt dette kommer til at foregå i lige nøjagtigt mit tempo.

Det var lidt herfra – Tak fordi du læste med 🙂

Giv det fri..

Noget jeg altid har været virkelig god til, er at skjule hvordan jeg har det indeni. Sætte en facade op, det må jeg være mester i. Ej okay, det passer faktisk ikke helt. Der er én person i hele verden som kan læse mig – og det er min kære mor. Hende kan jeg sgu ikke lyve overfor. Nogen gange ringer hun til mig, bare fordi hun synes hun kan mærke at der “er noget” vi skal tale om – hun bor 100 km væk – hold da fast nogle følehorn hun har 🙂

Men, det her med at sætte en facade op. Det er nok i virkeligheden en af grundene til at jeg er endt i en depression. Jeg har aldrig været helt ærlig omkring hvordan jeg faktisk havde det. Jeg har ikke villet være til besvær. Godt nok har jeg været gået til læge op til flere gange, men sidder så der overfor lægen og kan ikke rigtigt redegøre for hvad der er galt. Nå, det går nok ender det så med, og jeg går ud af døren, med hovedet fuld af ting som jeg ikke fik sagt. Det er selvfølgelig også kombineret med en egentlig manglende evne til at mærke mig selv.

Jeg går hos en psykolog, for at prøve at blive stress fri og give slip på min depression. Selv overfor hende har jeg skullet holde en facade. Lige indtil i går. Endelig kunne jeg begynde at give lidt slip. Vi sad og snakkede om hele min situation. Jeg har i dagene op til haft det helt vildt skidt, været tynget af sorte tanker, tanker om elendighed – katastrofetanker kaldes de. Tanker om ikke at være god nok, det er min egen skyld, min mand gider mig heller ikke mere, mine børn hader mig, jeg mister nok mit job, vi opnår aldrig vores drømme.. osv, osv. Jeg har bare ikke kunnet stoppe tankerne. Så, da jeg sad der hos psykologen i går, og hun pludselig spurgte “Er du ked af det Trine?”. Så kom det ud, langt om længe, og jeg gav det lov at komme ud. Tårerne fik lov at trille. På en eller anden måde, sådan lidt metaforisk, føler jeg at jeg har afleveret en håndfuld sorte tanker inde i det rum, hvor min terapi foregår. I dag har jeg det en del bedre. Jeg tænker ikke at min mand forlader mig, at folk hader mig eller at jeg ikke er god nok. Måske er det muligt at jeg mister mit job. Og hvad så? Jeg vil gerne finde et andet job. Så hvad er det værste der kan ske. Lige nu er mit helbred langt vigtigere end mit job.

Ovenstående beviser bare at jeg HAR rykket mig. Det er der andre ting der gør. Sidste weekend var min mand syg. Lagt ned af en ond, ond mavevirus. Av for pokker. Jeg var nødt til at tage en “fridag” fra stressen. Det kan man jo ikke. Men jeg var bare nødt til at være “på”, at være mor – og passe mine egne børn, alene. Og ved I hvad, det gik skide godt. Ja, beklager det knap så pæne sprog – men det gjorde mig stolt. Og det gjorde min mand stolt – og glad. At se sin sårbare kone, lege med sine børn i haven, og se at hun oven i købet gjorde det med fornøjelse. For første gang i cirka hundrede år.

Da jeg så tirsdagen efter faldt ned i et hul igen, glemte jeg at rose mig selv for de dage som var gået godt. I stedet begyndte jeg at skælde og smælde på mig selv, og grave i hullet. Og så sad jeg nede i det hul i tre dage indtil min psykolog forklarede at det er forventeligt, og ikke et tegn på tilbagefald. Men et symptom på depression – for den er stadig en del af mig. Jeg blev ikke stresset og deprimeret over en nat, faktisk har det stået på i flere år. Så det tager naturligvis også langt mere end nogle få uger at komme over det. Men det ville være så meget lettere hvis man havde brækket sine ben. Så omgivelserne kunne SE med deres øjne, at man ikke er rask. Stress og depression er usynligt for andre. Og derfor er det så pokkers svært at bryde tabuet omkring det. Psykisk sygdom. En mærkelig størrelse. Nogle dage fylder det, andre dage fylder det mindre.

Det er helt vildt hårdt, og især er det hårdt at komme ovenpå stress og de følger det har med sig – når man samtidig skal være mor og hustru. Det at have små børn, som ikke kan forstå hvorfor man ikke orker dem hele tiden, som man plejer. Det må være den største krise jeg har oplevet hele mit liv. Jeg har nok kun oplevet én anden krise i mit liv, som følger mig i bagagen. Men den historie kan jeg komme ind på en anden dag..

Selvom det er så ubeskriveligt hårdt, så har det også en gevinst. Den rejse jeg er på ind i mig selv, gør mig sindsygt klog på hvad jeg værdsætter i livet, og hvad jeg agter IKKE at spilde min kostbare tid på! Jeg hørte i går om begrebet “Slow living”, som handler om at leve sit liv langsomt, nyde nuet og få, ikke det meste ud af livet, men derimod det bedste ud af livet.

Midt i en hård tid, glemmer vi heldigvis ikke at hygge. Og der jules også her i huset, så selv Gertrud Sand ville kaste misundelige blikke.. I går kom sønnike hjem med en lille nissepige. En af de der nisser, der måske laver ballade. Ååh, så står man der og er egentlig på vej ud af døren for at tage til julefest i børnehaven, og så skal man også til at være kreativ og finde på nissestreger.

Hvem har tryllet mælken lyserød?
Hvem har tryllet mælken lyserød?

Nå, men i hvert fald sad nissen oppe i sønnikes julesok da vi kom hjem fra fest. Og i morges var mælken lyserød.

Knægten undrede sig noget over det, og blev pludselig noget bekymret over om vi så også skal spise lyserød risengrød i aften. Nu har han glædet sig til at spise risengrød i så lang tid. Mor og Far lovede at købe noget nyt mælk, som ikke har underlige farver.
Det er sjovt at se hvordan børnene elsker nisseverdenen, og deres begejstring over de små overraskelser December måned byder på. Gudskelov er der lidt overskud til den slags hygge..

 

 

Velkommen til vira og baktusser

Langvarig stress svækker immunforsvaret. Af litteraturen omkring stress har jeg ladet mig fortælle, at efter nogen tid med ro, begynder kroppen at give efter for stressen, og man bliver træt. Rigtig træt. Og som kronen på værket kan man forvente at det skyller ind over en med diverse vira og infektioner. Selvom det ikke er det mest opløftende at ligge med subfebrilia, snotnæse og krillerhoste, skal jeg altså bare takke min krop for at give slip. Jamen, velkommen til alle vira og bakterier som de sidste dage har erobret min krop. Jeg føler mig ærlig talt lidt slatten. Men, det er en del af processen, så jeg lader bare kroppen gøre det den skal..

Vores børn har været på weekend i Jylland hos kære bedsteforældre. Det skulle være en weekend med hygge og rum til at trække vejret. Vi har i den grad nydt roen, det tør jeg da godt sige højt. Måske bare lidt trist at man så skal bruge sin “friweekend” på at være syg. I går tog min kære mand ud i menneskemylderet for at indkøbe årets julegaver, eftersom at jeg hverken besidder kreativitet, energi eller overskud til at varetage den tjans i år, har han atter vist sig som supermand og klaret den del også. Vi så ikke meget til hinanden i går faktisk. Han tog afsted kort inden jeg stod ud af sengen, og da han kom hjem med favnen fuld af overfyldte poser, lavede jeg en “Maude” fra Matador – “Jeg går lige op og lægger mig”. Da jeg stod op igen, var jeg bare sur og tvær og i dårligt humør. Efter et bad, hjalp det og om aftenen kunne vi endelig konversere og så en film sammen på sofaen 🙂

I dag skal børnene hentes, det bliver dejligt at se de små krudtugler igen. Inden længe finder jeg min dyne, og lader kroppen bekæmpe diverse vira. Ifølge litteraturen skulle jeg begynde at få det bedre i sindet om få uger – jeg venter spændt.

Vi havde en god snak herhjemme i går over aftensmaden – det er værd at udnytte at der ikke flyver frikadeller og minimælk hen over hovederne på os – Snakken handlede om vores tid inden vi fik børn. Jeg ved godt at man ændrer sig når man får børn, og det skal man også. Men jeg drømmer om at blive den glade pige jeg var dengang. Jeg har en teori om at jeg har fået en efterfødselsreaktion allerede efter vi fik vores førstefødte, måske en mild en, men dog ubehandlet. Da vi fik vores pige, fik jeg en efterfødselsreaktion igen, denne gang blev der taget hånd om den af en utrolig dygtig sundhedsplejerske – men desværre ikke af lægen, som mente at jeg “bare” var presset. Jeg forsøgte så selv med mindfulness og samtaler med en familiebehandler, men det rykkede ikke rigtigt på noget. Siden har det vokset sig til stress, som har fået lov at vokse sig større og større, udover at vi havde en lang række udfordinger herhjemme, og måske fordi jeg ikke har kunnet mærke mig selv optimalt – ikke før at den var helt galt, og depression og angst fik sat rødder i mig.

Jeg er sikker på at jeg finder mig selv igen, på et tidspunkt. Første punkt på dagsordenen er dog at få bekæmpet den infektion som lige nu er flyttet ind, og give den lov til at være der, så længe det nu engang tager.. Tålmodighed er en dyd, er der nogen der siger.

Stressens grimme ansigt

Dagen i går var virkelig hård. Humøret var bare helt i bund.

Jeg skulle ind forbi lægen til revurdering af min sygemelding – det gør mig altid nervøs. Mit hovede bilder mig ind imellem ind at jeg ikke fejler noget, at jeg bare skal tage mig sammen og gå på arbejde. Dette på trods af at mine allernærmeste, lægen selv og den psykolog jeg for tiden kommer hos siger noget helt andet. Min kære psykolog sagde for et par konsultationer siden “Trine, du SKAL være sygemeldt, ellers falder du ud over kanten”. WOW. Jeg adlyder naturligvis og jeg kæmper heller ikke nær så meget med den dårlige samvittighed overfor min arbejdsplads længere, som jeg gjorde i starten af min sygemelding for 5 uger siden.

Det er mere hjemme – overfor både mine dejlige unger, men i den grad grad også overfor min mand, som også påvirkes af min tilstand. Det er benhårdt at han skal overtage så mange pligter. Jeg må lige skynde mig at sige at her i huset er der pænt meget ligestilling. Jeg vil næsten vove den påstand og sige, at manden i huset vasker mere tøj end fruen. Og det er ikke engang løgn. Jeg har virkelig en god mand. Han er typen der ligger små sedler på gule post-it’s for at hjælpe mig. 20161114_124746

Men når det så er sagt, så har jeg også en træt ægtefælle for tiden. Han forsøger dagligt at banke ind i hovedet på mig med syvtommersøm at jeg IKKE skal have dårlig samvittighed. Men, det arbejder jeg på.. Dårlig samvitighed er for tiden min værste fjende. Ligesom rod – men det er en helt anden sag, som jeg kan komme ind på en anden dag..

For at vende tilbage til dagen i går, tirsdag.. Når man er stresset kan man stadig have gode dage. Man har gode dage, og man har dårlige dage. Og dagen i går var så tilsyneladende en af de dårlige. Dårligt humør, ingen lyst til noget, nervøsitet, træt, opgivende. Efter godt 8 timers trissen rundt i pyjamasagtigt tøj, besluttede jeg at gå en tur. Vejret associerede ikke ligefrem til sol og strand, men jeg gik mig en tur. Uden effekt.

Jeg kommer hjem til trætte børn, som skriger og vil op, så vil de ned.. så skriger de igen. Hvis der er noget jeg ikke takler godt på mine dårlige dage, så er det sure børn! I øvrigt var manden min voldsomt træt, hvilket jeg tolkede som et faresignal. Inde i mit hovede var det MIG han var sur på. Når man er deprimeret kan sorte tanker fylde så meget at man på ingen måde formår at tænke fornuft. Der er kun plads til de dårlige tanker. Det er naturligvis også noget jeg arbejder på, med professionel hjælp – de tanker der..
Da jeg stod der i køkkenet, uden nogen energi til hverken madlavning, leg eller et eneste ord foruden et par trætte, sure og sultne unger og en mand der var mindst ligeså træt som ungerne, syntes det hele ualmindeligt ligegyldigt for en stund. Da jeg fik kæmpet mig igennem aftensmaden, som min vidunderlige mand selvfølgelig kreerede, hjalp det hele stille og roligt på humøret.

Nogle dage er jeg så sindsygt bange for at denne tilstand aldrig forlader min krop, men jeg forsøger at sige til mig selv at det er en tilstand (som dog har boet i mig i alt for lang tid), og at den nok skal forsvinde igen, på et eller andet tidspunkt. Så jeg kan blive menneske igen…