Kategori: Uncategorized

Har jeg ikke set dig før?

Igennem de sidste par uger, har jeg nogle dage tænkt tanken… “er jeg ved at blive stresset….igen?!”

Det kommer af at jeg pludselig mærker stresssymptomer igen. Særligt irritabilitet, træthed, cravings efter sukker, øget mavefedt, svingende humør. Og i går gik jeg hjem med kvalme, mavegener, svimmelhed og en frygtelig angst for at være på vej ialvorlig stress..

Jeg bliver ved med at bilde mig selv ind.. Ej, jeg har nok også drukket for lidt væske, jeg har bare været lidt ekstra presset de seneste dage,det er jo også sæson for sygdom, særligt influenza.. Det der bare er ved det, er at jeg aldrig for feber, og sygdommen udvikler sig ikke. Og faktisk kan jeg blive helt skuffet over den manglende infektion. Det lyder jo så skørt. Men det er den der angst for at blive stresset igen,og hvad det medfører af konsekvenser, både for mig selv og for min familie.

Nu har jeg en fridag i dag. Og jeg slapper max af. Ser Netflix. En af de ting der er førstehjælp mod stress. Jeg har ualmindeligt svært ved at acceptere at jeg ikke “bare” kan leve et normalt liv uden stress.. Jeg tror ikke at jeg egentlig nogensinde kommer tilbage i ligeså alvorlig stress,som jeg oplevede i 2016. Fordi jeg handler inden jeg når dertil. Men det er irriterende at føle sig begrænset.

I virkeligheden er det jo sikkert helt normalt at det kører lidt op og ned efter ens raskmelding. Jeg er formentlig aldrig kommet helt ovenpå. Jeg gør alt hvad jeg kan for at snyde mig udenom. Jeg er startet til qigong (healing i bevægelse), og er faktisk blevet meget glad for det.

Men jeg har i nogle måneder forsøgt at tabe mig og været i gang med træning, men bliver jo for pokker bare stresset af det – og vægttabet kommer bare ikke. Og det frustrer mig i den grad. For nu synes jeg jo at jeg var klar og rask nok til at genoptage et normalt liv, men BANG så bliver man slået tilbage. Som en ludobrik.

Jeg har lært meget af min stress. Og jeg er blevet særdeles god til at sige fra, specielt på min arbejdsplads. Og faktisk også overfor mine venner. Jeg mærker efter hvad jeg kan holde til af sociale aftaler, og melder fra uden dårlig samvittighed.

Og så er jeg så heldig at have verdens bedste mand. Han er super forstående og hjælper der hvor han kan, når jeg er i pressede perioder.

Det var status herfra. Fortsættelse følger…

Delvist raskmelding nærmer sig..

Først vil jeg lige ønske jer alle en rigtig god påske!

Ja, tiden går – og jeg vil gerne dele med jer, hvordan det står til her 🙂
I onsdags gik på på “påskeferie”. Da havde jeg i et par uger haft 15 timer om ugen. 5 timer, tre dage om ugen. Jeg er begyndt at have lettere ansvarsopgaver på mit job. Det vil sige at jeg går stuegang og modtager patienter, som kommer til indlæggelse. Jeg mærker nu en stigende grad af entusiasme når jeg er på job. Jeg føler stille og roligt at jeg kommer godt ind i faget igen, og jeg nyder faktisk at være på arbejde. Specialet finder jeg igen rigtig spændende. Hvis ikke det var fordi at der er skiftende vagter i mit job, så tror jeg ikke jeg ville søge andet. Jeg elsker specialet, og synes det er så spændende at hjælpe de mennesker der kommer ind til udredning. Til dem der ikke ved det, er jeg sygeplejerske og arbejder med hormonsygdomme på et medicinsk sygehus afsnit.

Som det ser ud lige nu, er mine tanker at søge over i vores ambolatorium indenfor samme speciale. Der er der faste arbejdstider og ingen weekend vagter. Men nu må vi se hvad fremtiden bringer.

Status er at jeg fra denne uge går op på 20 timer om ugen. Det vil sige, vi har sat en ekstra dag på, så jeg nu arbejder fire dage om ugen, og holder onsdage fri.

Jeg føler mig ikke stresset mere, men jeg føler mig begrænset. Jeg er afhængig af at slappe af efter arbejde, og af at have alenetid. For en 3 ugers tid siden, gik vi lidt hurtigt frem på jobbet. Vi øgede i timetal samtidig med at jeg begyndte at gå stuegang, hvilket der er en del ansvar forbundet med. Da mærkede jeg igen stresssymptomer i form af kvalme, mavesmerter, hovedpine og havde et lettere følelsesmæssigt nedbrud ifm. en konflikt med en af vores børn. Da blev jeg klar over at jeg var nødt til at træde et skridt tilbage. Jeg gik derfor til min leder og sagde at jeg var nødt til at tage stuegangen fra igen. Det var intet problem, og efter nogen tid med “pause” var jeg igen okay og klar til stuegang. Stressen har lært mig at jeg er nødt til at mærke efter hvilke signaler min krop sender mig. Og det har jeg lært. Før evnede jeg ikke at mærke HVAD kroppen sagde – det gør jeg nu, og jeg bliver kun bedre og bedre.

Men jeg tåler ikke nær så meget endnu – og det er det jeg mener med at jeg føler mig begrænset. Vi har fx haft nogle hyggelige dage her i påsken. Men fordi vi har haft planer og har kørt til og fra familie, så måtte jeg i dag trække mig. Mand og børn er til et påskearrangement i “Den færøske forening”, som afholdes hvert år. Men mine batterier er flade i dag, og derfor måtte de tage afsted uden mig. Det synes jeg er ret irritende og kan jo kun håbe at det bliver bedre med tiden. Omvendt er jeg også nødt til at respektere mine behov. Jeg er inviteret til tre forskellige arrangementer i maj måned – oveni købet tre weekender i træk. Da er jeg også kommet frem til at jeg er nødt til at melde fra til et af arrangementerne. Jeg skal ikke deltage i ting, som er andres behov. Det skal udelukkende være mit eget behov. Det var det jeg glemte, inden jeg blev syg. Jeg handlede ud fra hvad jeg troede at andre forventede af mig. Og det er nødt til at være slut.

Det der stresser mest som tingene er lige nu, er faktisk det vilde familile liv. Ulvetimerne i hverdagen, at skulle være på i weekender og ferier, og så den største stress faktor, hvor jeg kan mærke at det bobler i mig: Konflikterne med ældstebarnet. Når han får sine anfald af fortvivlelse. Dem har jeg svært ved at rumme stadig. Jeg tror det er fordi det er så følelsesladet – fordi at min morrolle, og mine vidunderlige børn er det vigtigste for mig i hele verden. At få hele vores lille familie til at have det godt – det står øverst på min liste.

Udover de ting, er der en anden ting jeg er ved at være rigtig træt af. Og det er min overvægt. Den her stress tur har bestemt ikke gjort noget godt ved min vægt. Jeg har et alt for højt BMI. Og jeg er faktisk ret overbevist om at jeg ville få meget mere overskud og energi til det hele, hvis jeg kunne komme af med de mange kilo. Dilemmaet er bare at jeg for lidt over et par måneder siden startede med træning og fokuseret kost for at opnå vægttab, og det endte med at stresse mig yderligere. Jeg har hele tiden taget bilen på arbejde og tilbage. Nu har jeg købt en elcykel for ikke at skulle tage bilen altid. Håber det kan give mig lidt mere energi, så jeg kan finde energi til at smide nogle af de mange kilo.

Nu er min lækre familie kommet hjem igen, så nu vil jeg bruge resten af denne 2. påskedag på at hygge med dem 🙂

I morgen venter hverdagen igen – Det var lidt herfra.

Om at mærke sine følelser..

De sidste fire dage har mit humør ikke været dårligt. Det har heller ikke været sprudlende. Men i fire dage har jeg ikke siddet nede i mit mørke hul og fundet livet håbløst. Det ved jeg faktisk ikke hvornår jeg sidst har kunnet præstere. Mange ville tænke at det kan vel ikke være så svært at holde humøret oppe i fire dage. Men det kan det bare godt når man er stresset og har en depression. Så tager man én dag ad gangen. Nogle dage har jeg været nødt til at tage en time ad gangen. Jeg har haft dage hvor dagen er startet okay, men én lille sølle konflikt kan vælte hele læsset, og så har jeg skullet bruge flere timer på at komme på sporet igen. Ved I hvor meget L O R T man kan nå at lukke ud af sin mund på bare få timer? Man kan fx nå at skælde ud på sin mand, brokke sig over alt det han pludselig gør forkert – og “komme til” at sige at det hele nok var bedre hvis vi blev skilt. Det er ufatteligt store ord. Men ikke desto mindre er det faktisk sket herhjemme, op til flere gange. Psst… Det her indlæg er ret ærligt, så hvis du ikke kan tåle ærlighed og åbenhed, så skal du ikke læse videre.

Min mand har også følelser. Heldigvis. Men det glemmer mit depressive sind ind imellem. Det forvandler mig til et uhyre der tror det kan tillade sig at sige hvad som helst. Det er virkelig ikke noget jeg er særlig stolt over. Jeg lærer efterhånden at berolige mig selv med at det er fordi jeg er syg. Men en ting er mig selv, hvad med dem jeg når at såre undervejs. Kan de beroliges? Ja, men det tager timer. Nogle gange tager det faktisk dage, afhængig af hvad mit stemmebånd har valgt at slynge ud. Jeg skal være heldig at jeg har så forstående en mand. Hvad nu hvis han var gået ud af døren, når jeg havde bedt ham om det. Min psykolog har lært mig at det er symptom på depressionen, og ikke mig der taler.

Min mand og jeg har haft mange snakke om det her med at være syg, psykisk syg – for det er det, det er, en psykisk sygdom. Depression. Og derfor har vi også valgt at være enige om, at der ikke skal træffes nogen store beslutninger, så længe jeg er syg. Det kan gå med beslutninger om valg af farve på væggen, gul eller rød peberfrugt eller om sofaen skal skiftes ud. Men de helt store beslutninger i livet, som hvor skal vi købe hus, skal vi have flere børn eller passer vi sammen? Store beslutninger skal træffes på baggrund af raske hjerneceller. Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig bliver skilt. Vi bliver aldrig skilt. Fordi – hvis vi skulle skilles, så var det sket. De kriser vi har stået igennem de sidste år, dem overlever man kun hvis man oprigtigt vil hinanden. Og det vil vi..

Det ændrer dog ikke på at det er benhårdt. Vores dagligdag er benhård. Jeg er ikke let at leve sammen med, eller det vil sige – min depression er ikke let at leve med, den er sgu ikke nogen hyggelig gæst. Efterhånden som min sygemelding skrider frem, bliver jeg bedre og bedre til at finde en balance. En balance hvor jeg kan være glad. Glad balance. Der bliver længere og længere mellem mine down dage. Dagene nede i hullet. Og nogle dage er det kun timer. Det er bl.a. fordi jeg er blevet bedre til at tage mig tid og lov til at være alene. Jeg er et ufattelig introvert menneske. Jeg lader op alene. Det betyder ikke at jeg er et asocialt menneske. Det betyder bare at jeg skal have lov at takke nej nogen gange, ikke altid. Og når jeg gør, skal jeg ikke komme med ethundredeogsytten forklaringer på hvorfor jeg siger nej. Når det er sagt, har jeg dog stadig meget at lære i forhold til at kunne sige fra. Jeg arbejder også stadig på at slette ordet burde fra mit ordforråd. Jeg burde gøre dit og dat. Og ja, der er ind imellem ting man ikke kan komme udenom at lave. Hverdagen stiller krav om mad og rent tøj. Det er mere måden man prioriterer sin tid.

Stress kombineret med et familieliv er den sværeste opgave nogen har stillet mig. Og nu til den ærlige snak. Jeg har før nævnt at min stress og deraf depression har fået lov at vokse i løbet af flere år. Da vi fik vores dreng for fire år og næsten 5 måneder siden, var alt nyt. Noget kom af sig selv, andet skulle man arbejde på, hvilket man gladeligt gør. Jeg har aldrig været ude af stand til at elske mine børn. Men da jeg ikke kunne amme min lille søn optimalt, startede en masse dårlige følelser omkring det at være mor. En god mor ammer sit barn. Eller hvad? Det troede jeg dengang. Der var så mange krav at leve op til, der var og er stadig så meget fokus på amning. Hvis du ikke ammer dit barn, kan du forvente dig at han bliver mere syg, kommer til at klare sig dårligt, og i får ikke det nødvendige bånd. Relationen. Hvad er det for en gang vås? Det ved jeg ikke, men det var nok også mest inde i mit hovedet at disse krav lød. Men der var bare ikke nogen der tog snakken med mig, omkring amning. I stedet farede vi til øre-næse-hals læge og fik klippet drengens tungebånd, for det måtte da være derfor han ikke ville spise fordi han fysiologisk ikke kunne. Det hjalp sådan cirka nul og niks. Jeg husker meget tydeligt en nat, hvor knægten skulle spise, han tager ikke fat, jeg bliver mere og mere frustreret, mens ungen i mine arme bliver mere og mere desperat efter mad. Jeg ender med at lægge ham fra mig i dobbeltsengen, og begynder at græde. Det vælter ind over mig med dårlige følelser. Jeg kan ikke give mit barn mad. Jeg vækker min mand, velvidende at han ligesom ikke kan amme drengen. Men han støtter mig, og prøver så godt han kan at hjælpe mig. Dette scenarie sker flere gange, jeg har flere ekstra besøg af sundhedsplejersken, som hver gang bare siger “Han har fint fat, du kan sagtens amme, han spiser hvis han er sulten”. Hun kiggede ikke på hvordan jeg havde det med min amning. På et tidspunkt begynder jeg at give drengen modermælkserstatning, ikke med god vilje, men fordi han ikke får nok mad hos mig. Jeg bibeholder dog amningen, det er slet ikke muligt for mig at slippe det. Amningen er mest en hyggestund til sidst, indtil der ikke kan klemmes en eneste dråbe ud af mig. Når jeg tænker tilbage på den tid, kan jeg egentlig få ondt af den mor der så inderligt gerne vil amme sit barn. Fordi det er det man gør for at være god nok – tror hun.

Alt det her med amning, mislykket om man vil, har formentlig sat dybe spor. Jeg har et fint bånd til min søn i dag. Jeg er sindsygt stolt af ham. Men imens jeg har haft det allerværst, har jeg ikke kunnet mærke mine følelser for ham. Det er et meget ømt punkt for mig. Jeg vidste godt at jeg elskede ham, og jeg har også altid sagt det til ham, lige fra hjertet. Men inden jeg kom i behandling, havde jeg dage hvor jeg ikke gad mit eget barn. Jeg gad ikke nogen. Jeg ville bare være i fred. Sådan noget kan ikke skjules for et barn, du selv har båret ind i livet. Børn mærker alt. Det er rod til dårlig samvittighed, og så ruller cirklen – og det gavner ikke noget. Efter at jeg er blevet syg, har jeg været nødt til at arbejde på det bånd der er mellem min dreng og jeg. Vi er ved at være der nu – og i dag mærker jeg tydeligt mine følelser for min lille dreng, men ærligt at sige, er det først inden for de seneste uger at jeg er blevet i stand til at mærke dem 100 %. Jeg elsker ham så uendeligt højt. Og håber blot at det er det bånd og de følelser han vil huske, også når han bliver større.

Så nej, at være stresset og mangle overskud og oven i købet have problemer med at mærke sine følelser for de mennesker man elsker allermest – det er ikke noget jeg vil ønske for nogen!

Jeg elsker min familie, og jeg lærer at sætte pris på dem, og hvert eneste sekund vi har sammen. Det kan jeg takke min krop for. At være på sådan en nedtur som jeg har været, bliver i sidste ende en gave.

Det var alt for denne gang.