Har jeg ikke set dig før?

Igennem de sidste par uger, har jeg nogle dage tænkt tanken… “er jeg ved at blive stresset….igen?!”

Det kommer af at jeg pludselig mærker stresssymptomer igen. Særligt irritabilitet, træthed, cravings efter sukker, øget mavefedt, svingende humør. Og i går gik jeg hjem med kvalme, mavegener, svimmelhed og en frygtelig angst for at være på vej ialvorlig stress..

Jeg bliver ved med at bilde mig selv ind.. Ej, jeg har nok også drukket for lidt væske, jeg har bare været lidt ekstra presset de seneste dage,det er jo også sæson for sygdom, særligt influenza.. Det der bare er ved det, er at jeg aldrig for feber, og sygdommen udvikler sig ikke. Og faktisk kan jeg blive helt skuffet over den manglende infektion. Det lyder jo så skørt. Men det er den der angst for at blive stresset igen,og hvad det medfører af konsekvenser, både for mig selv og for min familie.

Nu har jeg en fridag i dag. Og jeg slapper max af. Ser Netflix. En af de ting der er førstehjælp mod stress. Jeg har ualmindeligt svært ved at acceptere at jeg ikke “bare” kan leve et normalt liv uden stress.. Jeg tror ikke at jeg egentlig nogensinde kommer tilbage i ligeså alvorlig stress,som jeg oplevede i 2016. Fordi jeg handler inden jeg når dertil. Men det er irriterende at føle sig begrænset.

I virkeligheden er det jo sikkert helt normalt at det kører lidt op og ned efter ens raskmelding. Jeg er formentlig aldrig kommet helt ovenpå. Jeg gør alt hvad jeg kan for at snyde mig udenom. Jeg er startet til qigong (healing i bevægelse), og er faktisk blevet meget glad for det.

Men jeg har i nogle måneder forsøgt at tabe mig og været i gang med træning, men bliver jo for pokker bare stresset af det – og vægttabet kommer bare ikke. Og det frustrer mig i den grad. For nu synes jeg jo at jeg var klar og rask nok til at genoptage et normalt liv, men BANG så bliver man slået tilbage. Som en ludobrik.

Jeg har lært meget af min stress. Og jeg er blevet særdeles god til at sige fra, specielt på min arbejdsplads. Og faktisk også overfor mine venner. Jeg mærker efter hvad jeg kan holde til af sociale aftaler, og melder fra uden dårlig samvittighed.

Og så er jeg så heldig at have verdens bedste mand. Han er super forstående og hjælper der hvor han kan, når jeg er i pressede perioder.

Det var status herfra. Fortsættelse følger…

Long time, no see!

Halløj people!

Wow. Det er M.E.G.E.T længe siden jeg har skrevet til jer. Jeg vil gerne bede om tilgivelse, hvis I har savnet mine indlæg – Nu tror jeg så ikke lige at jeg har såååå mange læsere, men alligevel.
Prøv hør, det er så længe siden at jeg lige har brugt 10 minutter alene på at finde ud af hvordan jeg skulle logge ind på mit glad balance kontrolpanel. Det siger lidt. Men okay, der er også gået 5 måneder. Til gengæld har jeg dejlige ting at fortælle 🙂

ARBEJDSLIVET
Se, jeg blev fuldt ud raskmeldt pr. 1. juli 2017. Undervejs i min tilbagevenden til jobbet, har jeg gradvist følt mig mere og mere glad ved at gå på arbejde igen. Jeg oplevede at jeg blev mere og mere engageret igen, jeg oplevede mig selv som værende en meget kompetent sygeplejerske. En følelse jeg vitterligt ikke har haft 100 % nærmest nogensinde. Jeg ved nu at jeg HAR været kompetent, og jeg ved at det har været i mit hovedet. Men problemet var, at jeg kørte mig selv ned dag efter dag, ved at bilde min hjerne ind at jeg på ingen måde gjorde det godt nok.
Men efter min tilbagevenden har jeg fået bekræftet over for mig selv, at jeg er en dygtig og god sygeplejerske. Både patienter og mine kollegaer fortæller mig dette. Og nu er jeg i stand til at tro på det. Fordi der er ro i min krop og i min sjæl.

Jeg har hele tiden tænkt at jeg på et eller andet tidspunkt nok ikke skal arbejde på denne måde, med skiftende vagter – hvilket jo også på det kraftigste blev anbefalet af min psykolog – som jeg – by the way – ikke går hos længere. Meget hurtigt fik jeg da også aftenvagter igen, og weekendvagter igen, og endda også weekendvagter flere weekender i træk – igen. Og så begyndte jeg for alvor at overveje mit arbejdsliv kontra mit privatliv. Er det det jeg vil? Er det der værd? Jeg er stadig sindssygt god til at reflektere.
Og – det mundede faktisk ud i at jeg begyndte at kigge hvad der var af ledige sygeplejerske jobs. Jeg begyndte også at skrive ansøgninger og sende dem. Jeg var vildt ambivalent, for der skal ikke være tvivl om at jeg elsker mine kollegaer, og så er jeg så dejligt tryg ved at gå på arbejde. Jeg kender patienterne, mine arbejdsgange, lægerne og andre samarbejdspartnere, og jeg synes det ville være så angstprovokerende at skulle ud og være ny!
Ikke desto mindre, så har jeg nu fået nyt job! Jeg skal ud og være hjemmesygeplejerske og med tiden klinisk vejleder. Der kommer til at være meget mere struktur og faste arbejdstider – det bliver godt for mig og det bliver godt for hele vores lille familie. Men, det bliver svært for mig at skulle være ny og grøn. Men så skal jeg lige huske mig selv på, at nok er jeg ny i omgivelserne, men jeg har dog stadig mine seks års gode erfaring. Og så er det tilmed medicinsk erfaring – hvilket bestemt er en god ting.

ER JEG SÅ BARE HELT FRI AF STRESS NU? 
Nu er jeg det så sådan, at det er ved at være et år siden at jeg blev sygemeldt – og nej, jeg er ikke helt fri af stress. MEN – jeg har lært at prioritere mit liv og mine gøremål. Og vigtigst af alt, jeg har lært at lytte til min krops signaler.
Det er ikke mere end en uges tid siden at jeg mærkede stress symptomer. Og jeg ved hvorfor. Jeg har en dag mange aftaler på samme dag, noget som normalt betyder at jeg dagen efter er helt flad og skal lade op. Problemer var bare at jeg dagen efter skulle på arbejde – i en weekendvagt. Allerede om morgenen mærkede jeg at jeg havde svært ved at komme igang, men det skulle jeg jo! Dagen efter kom det så snigende. Trætheden, svimmelheden, hovedpinen, hjertebanken, kvalmen og kvælningsfornemmelsen. Så vidste jeg godt at jeg skulle til at tage den med ro. Og fridagen efter min arbejdsweekend, havde jeg fri og tog en sofa-dag. Og så faldt systemet til ro igen.
Så nej, jeg er ikke fri af stress. Men mit humør er stabilt, og jeg har energi – når jeg husker at passe på mig selv og mine behov.

Jeg husker at benytte mig af “mig-tid”. Jeg har et stort behov for alene tid, og det vil jeg nok altid have – og det er bl.a. fordi jeg er sensitiv og introvert på samme tid. Jeg har lært at sige fra overfor sociale arrangementer hvis jeg føler for det, UDEN at have dårlig samvittighed.

Jeg er begyndt at tage mig af mig selv.

  • Jeg går hos en diætist, fordi JEG gerne vil ned i vægt og fordi det gør godt for MIG.
  • Jeg bruger tid på kreative sysler. For tiden broderer jeg en pude, fordi det gør MIG glad.
  • Jeg har planer om nye kreative sysler, som skal ind i min hverdag. Jeg blev forleden i TV bekendt med et nyt fænomen, som egentlig startede i USA, men så nu har gjort sit indtog i lille Danmark. Begrebet hedder “Bullet Journaling”. Det er egentlig bare en notesbog, hvor man laver sin egen kalender, og tilføjer de ting man har brug for. For mit vedkommende kan jeg gøre den til et slags mindfull værktøj, hvor jeg reflekterer over mit liv. Det skal jeg nok holde jer opdaterede med, når jeg kommer rigtigt i gang med det. Jeg er ret sikker på at det kan være medvirkende til struktur i mit liv.

ER DER SKET ANDRE DEJLIGE TING I VORES LIV?
Ja! Svaret er ja.
Vi har ikke vundet i Lotto, men det føles næsten sådan.
Dem der har fulgt med siden jeg startede min blog ved at min mand har haft problemer med ludomani, at vi har haft en meget presset økonomi, og at vi har haft drømme som ikke har været muligt at indfri. Den sang har nu fået en lidt anden lyd. Vi er nemlig blevet husejere. Dem drøm vi har haft sammen i mere end fem år, er nu gået i opfyldelse – og om mindre end én uge, flytter vi ind i vores hus.
Vi faldt pludselig over et dødsbo på Vestfyn – vi bød på det, og vi fik det. Finansieringen gik i orden, og vi gik blot og ventede på at noget skulle gå galt. Men intet gik galt. Vi fik nøglerne ret hurtigt og hele sommeren og stået på hus renovering. Huset er fra 1978, er egentlig i virkelig fin stand, men trængte til en modernisering. Og så er det jo godt at man har giftet sig med en håndværker. Han har arbejdet på højtryk (Bssst… det gør han stadig) for at vi kan flytte ind i det.
Det er virkelig en drøm.
Så man kan godt sige at der venter os et nyt liv. Og for mit vedkommende er det virkelig en ny start. Nyt hus, nyt job – og børnene skal i ny institution.
På tirsdag har jeg sidste arbejdsdag, hvor jeg skal sige farvel til mine dejlige kollegaer. Det bliver vemodigt, men samtidig bliver det goddag til et helt nyt friskt kapitel.

Jeg tænker jeg vil stoppe for nu – og så håber jeg ikke der går fem måneder, før vi “ses” igen 🙂

Delvist raskmelding nærmer sig..

Først vil jeg lige ønske jer alle en rigtig god påske!

Ja, tiden går – og jeg vil gerne dele med jer, hvordan det står til her 🙂
I onsdags gik på på “påskeferie”. Da havde jeg i et par uger haft 15 timer om ugen. 5 timer, tre dage om ugen. Jeg er begyndt at have lettere ansvarsopgaver på mit job. Det vil sige at jeg går stuegang og modtager patienter, som kommer til indlæggelse. Jeg mærker nu en stigende grad af entusiasme når jeg er på job. Jeg føler stille og roligt at jeg kommer godt ind i faget igen, og jeg nyder faktisk at være på arbejde. Specialet finder jeg igen rigtig spændende. Hvis ikke det var fordi at der er skiftende vagter i mit job, så tror jeg ikke jeg ville søge andet. Jeg elsker specialet, og synes det er så spændende at hjælpe de mennesker der kommer ind til udredning. Til dem der ikke ved det, er jeg sygeplejerske og arbejder med hormonsygdomme på et medicinsk sygehus afsnit.

Som det ser ud lige nu, er mine tanker at søge over i vores ambolatorium indenfor samme speciale. Der er der faste arbejdstider og ingen weekend vagter. Men nu må vi se hvad fremtiden bringer.

Status er at jeg fra denne uge går op på 20 timer om ugen. Det vil sige, vi har sat en ekstra dag på, så jeg nu arbejder fire dage om ugen, og holder onsdage fri.

Jeg føler mig ikke stresset mere, men jeg føler mig begrænset. Jeg er afhængig af at slappe af efter arbejde, og af at have alenetid. For en 3 ugers tid siden, gik vi lidt hurtigt frem på jobbet. Vi øgede i timetal samtidig med at jeg begyndte at gå stuegang, hvilket der er en del ansvar forbundet med. Da mærkede jeg igen stresssymptomer i form af kvalme, mavesmerter, hovedpine og havde et lettere følelsesmæssigt nedbrud ifm. en konflikt med en af vores børn. Da blev jeg klar over at jeg var nødt til at træde et skridt tilbage. Jeg gik derfor til min leder og sagde at jeg var nødt til at tage stuegangen fra igen. Det var intet problem, og efter nogen tid med “pause” var jeg igen okay og klar til stuegang. Stressen har lært mig at jeg er nødt til at mærke efter hvilke signaler min krop sender mig. Og det har jeg lært. Før evnede jeg ikke at mærke HVAD kroppen sagde – det gør jeg nu, og jeg bliver kun bedre og bedre.

Men jeg tåler ikke nær så meget endnu – og det er det jeg mener med at jeg føler mig begrænset. Vi har fx haft nogle hyggelige dage her i påsken. Men fordi vi har haft planer og har kørt til og fra familie, så måtte jeg i dag trække mig. Mand og børn er til et påskearrangement i “Den færøske forening”, som afholdes hvert år. Men mine batterier er flade i dag, og derfor måtte de tage afsted uden mig. Det synes jeg er ret irritende og kan jo kun håbe at det bliver bedre med tiden. Omvendt er jeg også nødt til at respektere mine behov. Jeg er inviteret til tre forskellige arrangementer i maj måned – oveni købet tre weekender i træk. Da er jeg også kommet frem til at jeg er nødt til at melde fra til et af arrangementerne. Jeg skal ikke deltage i ting, som er andres behov. Det skal udelukkende være mit eget behov. Det var det jeg glemte, inden jeg blev syg. Jeg handlede ud fra hvad jeg troede at andre forventede af mig. Og det er nødt til at være slut.

Det der stresser mest som tingene er lige nu, er faktisk det vilde familile liv. Ulvetimerne i hverdagen, at skulle være på i weekender og ferier, og så den største stress faktor, hvor jeg kan mærke at det bobler i mig: Konflikterne med ældstebarnet. Når han får sine anfald af fortvivlelse. Dem har jeg svært ved at rumme stadig. Jeg tror det er fordi det er så følelsesladet – fordi at min morrolle, og mine vidunderlige børn er det vigtigste for mig i hele verden. At få hele vores lille familie til at have det godt – det står øverst på min liste.

Udover de ting, er der en anden ting jeg er ved at være rigtig træt af. Og det er min overvægt. Den her stress tur har bestemt ikke gjort noget godt ved min vægt. Jeg har et alt for højt BMI. Og jeg er faktisk ret overbevist om at jeg ville få meget mere overskud og energi til det hele, hvis jeg kunne komme af med de mange kilo. Dilemmaet er bare at jeg for lidt over et par måneder siden startede med træning og fokuseret kost for at opnå vægttab, og det endte med at stresse mig yderligere. Jeg har hele tiden taget bilen på arbejde og tilbage. Nu har jeg købt en elcykel for ikke at skulle tage bilen altid. Håber det kan give mig lidt mere energi, så jeg kan finde energi til at smide nogle af de mange kilo.

Nu er min lækre familie kommet hjem igen, så nu vil jeg bruge resten af denne 2. påskedag på at hygge med dem 🙂

I morgen venter hverdagen igen – Det var lidt herfra.

Når verden pludselig er i farver

Forleden dag sad jeg i min sofa og så et afsnit af programmet “BS og recepten på lykke” omhandlende en række kvinder med depressionsdiagnoser og andre psykiske lidelser. Den kære B. S. Christiansen (manden ingen kan skræmme) skulle hjælpe de her kvinder til at komme af med deres sorte tanker, mens de blev trappet ud af deres antidepressiva (medicin mod depression). Han tog pigerne ud på en række øvelser (motionsløb, snorkle i vandet mm.). Pigerne fik overskredet nogle grænser og fik følelsen af “Jeg gjorde det”. På et tidspunkt sidder de ude ved havet, og BS har taget et musikstykke med til dem. Det musikstykke gjorde indtryk på mig, og min situation. Jeg har ikke været på antidepressiva i flere år, men dog i snart ét år. Og jeg vil da også gerne af med dem igen. Musikstykket er som sådan ikke noget nyt, faktisk er det ret kendt. Og gammel. Verden i farver lyder således.

Havet er
Så blåt som et øje kan se
Aldrig vil jeg glemme

Det jeg så Livet kom
Og tog mig tilbage igen
Aldrig vil jeg glemme Havets blå
Verden er i farver nu
Siden da
Har havet haft bolig i mig
Altid vil jeg huske
Det jeg så
For bølgernes brus
Beruser mig
Nok til at vende tilbage
Til livet igenVerden er i farver nu
Og jeg er fri
Som fuglen selv
I himlens hvælv
Fri til blot at se

Verden er i farver nu

Havet er
Så blåt som et øje kan se
Aldrig vil jeg glemme
Havets blå
Og ja, nu bliver det sgu lidt pladder romantisk, filosofisk – kald det hvad du vil. M den passer bare ret godt på mit liv. Jeg er også temmelig glad for musik. Mens jeg havde det allerværst var min verden SORT. Faktisk rigtig sort. Jeg havde selvmordstanker. Puha, det er meget ærligt. Præv hør – jeg havde det så elendigt. Og det kan ikke rigtig forklares på en blog. Men jeg mente ikke at verden var et sted for mig. Ingen kunne lide mig. Men det var sorte tanker. Og heldigvis fik jeg hjælp til at få det bedre. Og jeg kan i dag med hånden på hjertet sige, at min verden faktisk er i FARVER nu. Og som teksten siger, vil jeg aldrig glemme det jeg så, dengang. Nedturen har været med til at forklare mig hvad mine livsværdier er.
Jeg er så glad. Mit humør er så godt. Jeg får mere og mere glæde, energi og overskud ind i mit liv igen. Jeg har ikke haft en dårlig dag i snart en måned. Det er virkelig længe, når der for kun et lille år siden var dårlige dage næsten hver dag. Hver eneste dag var en kamp. En kamp mod mine tanker, som var så dystre som det mørkeste mørke.
Jeg elsker mit liv, mine børn, min mand, min familie, mine venner. Jeg føler mig så heldig.
Det går fint på jobbet. Er nu oppe på 3 timer hver anden dag. Det er mest mine kollegaer jeg er glad for at være blandt igen. Jeg skal jo ikke være der – jeg skal finde mig et job uden skiftende arbejdstider. Den tid, den glæde.
Hvordan er jeg så kommet hertil?
Ja, det er jo svært at sige helt præcis HVAD der har gjort forskellen. Men de to vigtigste faktorer er helt sikkert tid og ro. Derudover er der ingen tvivl om at medicin har været en helt afgørende faktor, fordi jeg fysiologisk MANGLEDE signalstoffer i hjernen. Jeg er på ingen måde flov over at tage medicin mod den depression som hang over mig. Mennesker med forhøjet blodtryk tager også medicin. Jeg ville ønske at det ikke var så tabubelagt at fejle noget psykisk. Så nu taler jeg højt om det – i håb om at gøre det til et legalt samtaleemne. Man er ikke svag, fordi man er stresset og deprimeret. Man har måske nogle ting med sig i bagagen, og ja – det har jeg bestemt også. Men svag, det er jeg ikke. Det skal jeg stadig ind imellem huske mig selv på. Faktisk har jeg helt vildt mange ressourcer, det er jeg blevet klar over. Jeg har nogle drømme. Og drømme skal føres ud i livet.
Tilbage til hvad der har hjulpet mig videre. Ud over tiden og roen, har jeg også fundet frem til hvad der nærer mig. Jeg er blevet rigtig glad for at brodere og male. Så det bruger jeg noget tid på, når jeg kan. Derudover nyder jeg at lytte til musik. Den helt store forskel har naturligvis også været samtalerne hos min psykolog. Jeg er nu kommet så langt at jeg nærmer mig en afslutning i terapien. Hun skal afslutningsvis hjælpe mig med at “rydde op” i nogle ting i min barndom. Jeg har ikke før nævnt det her på bloggen. Som cirka 3-årig mistede jeg kontakten til min far, og voksede op med min søsters far. Jeg har overhovedet ingen lyst til at bebrejde nogen, for der ER faktisk ikke nogen at bebrejde. Det er fortiden, og jeg gider ikke bruge tiden på at ærge mig over noget jeg ikke kan lave om på. Det eneste psykologen skal hjælpe mig med, er at finde ud af hvilke livs strategier det har givet mig at opleve et svigt som det jo er. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg i dag har et virkelig fint forhold til begge mine forældre. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg er elsket, og at de også angrer hvordan tingene var dengang. Jeg kan i dag sidde til bords med dem alle. Min mor, min far, min fars kone – min bonusmor som jeg kalder hende. Jeg har én far og to mødre – hvor heldig har man lov til at være?
Derudover skal psykologen hjælpe mig med at se tilbage på min mands ludomani oplevelse. Vi er kommet langt, min mand og jeg. Jeg stoler efterhånden helt på ham igen. Den slags er et tillidsbrud. Vi mærker ikke meget til det i dag, omend der selvfølgelig er nogle bristede drømme – eller faktisk bare drømme der er udskudt lidt. Og det er DET psykologen skal hjælpe mig lidt med at håndtere.
Den sidste ting jeg vil fremhæve er hypnose. Det har vist sig at hypnose via app’s har hjulpet mig til at finde ro. Jeg har længe været glad for mindfulness. Det har jeg dog ikke benyttet mig så meget af længe. Men hypnose får helt klart min anbefaling. Jeg har især kunnet bruge det ift. søvnbesvær.
Jeg bruger stadig hypnose i flere sammenhænge.
Så et meget positivt og glad opslag herfra, på en lørdag hvor der bliver hygget med familien.
Rigtig god weekend til dig der læser med…

Langt om længe – back to work..

Det er formiddag, vejret er lidt gråt, jeg sætter mig ind i min bil, starter motoren og bakker ud af vores parkeringsplads. Det har jeg gjort mange gange før. Rigtig mange gange. Men i dag var alligevel lidt speciel. Jeg skulle på ARBEJDE. Første arbejdsdag efter min stress sygemelding. Som har varet i næsten fire måneder.

Jeg husker tydeligt den dag for næsten en måned siden hvor jeg skulle til møde inde på min arbejdsplads vedrørende sygemelding, jobstart status mm. Jeg havde en kvalme der sagde spar to, en hjertebanken som havde jeg været ude og løbe en marathon. Jeg var i den grad møghamrende nervøs og følte at det var SÅ forkert at sætte mine ben på OUH. Da jeg sad i bilen i dag, på vej på arbejde, prøvede jeg at mærke efter i min krop. Det var fint. Jeg mærkede ikke kvalme, hjertebanken, svimmelhed, men havde til gengæld mange sommerfugle i maven. Faktisk mødte jeg en forhindring på vejen jeg ikke var forberedt på. En hulens masse kæmpestore gravemaskiner og et endnu større hul i vejen, forhindrede mig i at køre den vej jeg plejer ind til sygehuset. Et kort øjeblik, skimmede jeg uret og tænkte “FOR H*******”, for derefter at være i stand til at tage det fuldstændig roligt og tænke “Det er jo ikke mit problem at der er et hul i vejen, kommer jeg for sent, så PYT”. Et ord jeg har lært at tage til mig og gerne benytter mig af. Jeg fandt en anden vej, fandt sågar et sted at parkere mit skrummel af en familiebil OG trådte ind på afdelingen fem minutter før aftalt mødetid. Jeg synes vel nok at de fire måneder er fløjet afsted, og nu er jeg pludselig i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Underligt.

Jeg blev mødt af glade og smilende kollegaer der med åbne arme gav store kram og anerkendelse. Det var super dejligt. Jeg skulle lige lande, kunne jeg godt mærke. Der ligger en helt klar plan for hvad jeg skal lave i de timer jeg er på job. I denne og næste uge har jeg to timer om dagen. Jeg skal arbejde to dage a’ timer i næste uge. Det er en rigtig fin ordning. Efterhånden skal jeg gerne øge i timeantallet. Selvom jeg har søde kollegaer og en MEGET forstående ledelse, ved jeg desværre at jeg på et tidspunkt – når jeg er raskmeldt igen, skal søge andet job. Et job uden skiftende arbejdstider, for det har jeg bare lært at jeg og min psykiske balance ikke kan holde til. Ikke lige nu i hvert fald. Og jeg synes selv jeg er kommet ret meget i kontakt med min egen krop, og er nu i stand til at høre hvad den fortæller mig. Om ikke andet langt bedre end før min nedtur.

Ud over at jeg er startet op på job igen, er jeg jo også igang med et online stresshåndteringskursus, som jeg nævnte i sidste indlæg. Det går fint med det. Der er nogle rigtig gode øvelser, som sætter godt gang i tankerne omkring hvad jeg har af livsværdier. Jeg er fx kommet frem til MINE livsværdier som er: Faste rammer – Glæde – Balance – Ro – Familie.
Det er de fem ting der betyder allermest for at jeg har et godt liv, og for at jeg er glad og i balance. Så jeg vil forsøge at lade de ord danne rammen om mit liv og min familie.

Som småbørnsfamilie har vi helt naturligt konflikter. Den lille er for alvor trådt ind i “trodsalderen” som på nutidigt dansk kaldes “selvstændighedsgørelsen”. Jaa jaa jaa, kære eksperter – kald den lige hvad I vil, men her i huset kalder vi det TRODS. En lille pige der helt nøjagtigt ved hvad hendes holdning er til dit og dat. Jeg kan komme med mange sjove (læs: måske knap så sjove) eksempler – Men det behøver næsten et indlæg for sig selv. Nå, og så har vi jo også den 4-årige herre i huset (Pssst… vi kalder ham “Dyret” når han er riiiigtig strid). Jeg ved ikke hvad der er med børnehavealderen, men den er om nogen strid. Folk omkring mig siger hele tiden “Bare vent til de bliver større… muu ha ha ha! Det jeg prøver at fortælle er at jeg er kommet langt med mine tanker. Stress kommer også indefra, i hvert fald i mit tilfælde. Men jeg er ikke helt i mål hvad angår frustrationer og bekymringer når det kommer til mine børn. Det er hårdt (og muligvis det hårdeste jeg har oplevet nogensinde), når mine børn udviser tegn på at de har det svært. Sønnike reagerer forsinket på min stress, og er oveni hatten gået hen og er blevet en lille sensitiv dreng. Det skaber nogle ubehagelige konflikter. Jeg arbejder på ikke at være så bekymret. Det er formentlig enhver mors mission. Jeg har købt bogen “Sensitiv Mor” af Stinemaria Mollie Jensen. Jeg har kun læst begyndelsen, men jeg tror den kan være med til at hjælpe mig til at acceptere at være den jeg er, og acceptere de vilkår det er at være sensitiv OG have sensitive børn. Sensitivitet kan gøres til en gave, og det agter jeg at gøre. Både hvad angår mig selv og mine børn.

For at vende tilbage til stresshåndteringskurset, er jeg lige nu igang med et modul omhandlende at finde ind til årsagen til sin stress. Det kræver en del ressourcer. Der skal kigges tilbage på hele mit liv og analyseres lidt. Det bliver sikkert sundt for mig at få styr på nogle ting i den forbindelse. Det hører I nærmere om, når jeg er blevet lidt klogere..

Det var en lille status herfra – Rigtig god weekend!

Tilbage til livet

Jeg får løbende kommentarer fra jer der læser med. I skal vide at de varmer meget, og de er med til at jeg får lyst til at skrive og dele mine tanker. Jeg synes at det giver mening for mig at skrive om de ting der er så tabubelagte at tale om i den tid vi lever i. Det er i virkeligheden en af drivkræfterne i min blog. Så tak til jer der læser med.

Jeg har fået lidt afklaring omkring min situation. Jeg har været til møde inde på min arbejdsplads, med drøftelse om min opstart. Vi indgik et kompromis. Et som jeg også selv kan være i. Lægen har meldt ud at en start i uge 10 lyder til at være passende. Jeg starter dog op i uge 7, men er der kun 2 timer den uge. Ugen efter er jeg der i 4 timer, og i uge 9 er jeg der i 6 timer. Ved at starte så stille op, kan jeg formentlig også selv være i det. Jeg skal i virksomhedspraktik på min egen arbejdsplads. Det lyder lidt sært i mine ører, men det er faktisk den bedste løsning, af hensyn til skånehensyn og afdelingens økonomi. Så det er bedst for dem og for mig. Det er vel win win. Jeg har gjort det meget tydeligt for mine ledere, at jeg ikke bryder mig om at være midtpunkt, jeg har været åben omkring at jeg er sindssygt bange for at noget går galt. I virkeligheden har jeg en god mavefornemmelse. Jeg er sikker på at det kommer til at gå fint, SÅ LÆNGE at jeg mærker efter hvad min krop fortæller mig. Noget som jeg jo ikke gjorde førhen. Jeg var efter mødet oppe og sige hej til mine kollegaer, og det føltes faktisk rart at være der igen. Efter tre måneder, skal man lige ind over dørtærsklen, men så var det faktisk rart, og et øjeblik glædede jeg mig til at komme i gang. Jeg kommer til at tage mig af praktiske ting i starten, og så kan jeg mærke efter hvad jeg er klar til at tage mig af løbende. Det skal nok blive godt. Selv nu, hvor jeg sidder og beskriver planen, kan jeg ikke mærke nogen form for ubehag – og ja, jeg glæder mig faktisk til at få en hverdag igen.

Derudover har jeg tilmeldt mig et online stresshåndteringskursus, der har fokus på overgangen fra sygemeldt og tilbage i arbejde. Det glæder jeg mig til at starte på. Det starter på mandag – og jeg vil dele min oplevelse omkring det med jer her på bloggen. Der er lidt egenbetaling, men jeg har kurset til rådighed resten af mine dage. Og jeg tænker at det er en gave til mig selv, det er en række værktøjer som vil gavne mig og min person.

Jeg har haft en del uger med stabilitet i humør og energi. Men i går gik alt så åbenbart galt. Jeg havde det vi kalder en rigtig dårlig dag. Jeg har beskrevet det før. Men – ham der Mr. Depression, han er virkelig bare ikke min kop the. Kæft hvor er han irritende. Igen så jeg mig selv tænke meget håbløst om fremtiden. Talte meget grimme ord om og til min mand, som bare forsøger at gøre ALT sit bedste. ALT. Det er ikke fair. Og hvis ikke det var fordi at han elsker den person jeg er, når jeg ikke har besøg af Mr. Ugly, så var han nok flygtet for længe siden. Han lever i den grad op til “I medgang og modgang”. Jeg har givet ham en undskyldning. En ting er at jeg forvandles til et monster på dårlige dage, men når lyset så vender tilbage, så er det mindste man kan gøre vel at undskylde. Ikke at jeg som sådan skal undskylde at jeg er syg, for det er reelt IKKE min skyld, men jeg kan prøve at rette op på de ting det syge har efterladt. Måske giver det mening.

Jeg bliver stadig meget påvirket når mine børn har det svært. Den lille sover meget ustabilt for tiden, og den store er ualmindeligt grænsesøgende. Og det er en 4-årig vel, men jeg har stadig svært ved at være i det. En 4-årig der på den mest provokerende måde, kan søge sine forældres grænser ER bare en opgave. Oveni er jeg temmelig sikker på at han er det man kalder sensitiv, hvilket gør at han har et meget voldsomt følelsesliv. Og det skal vi som forældre kunne rumme. Jeg har netop købt en bog som beskriver nogle gode værktøjer, og jeg har et håb om at kunne hjælpe os selv til at rumme vores dejlige, elskelige dreng – og vende sensitiviteten til en gave og en styrke. Det er også spændende – og det vil jeg også holde jer ajour med. Måske nogle kan få glæde og gavn af hvad jeg tilegner mig af viden.

Og.. alt dette kommer til at foregå i lige nøjagtigt mit tempo.

Det var lidt herfra – Tak fordi du læste med 🙂

Når enden er god, er alting godt – Eller hvad?

Det er ved at være et godt stykke tid siden jeg har delt mine tanker med jer, her på bloggen. Det er fordi jeg har haft travlt, på den gode måde. Jeg har haft travlt med at havde det godt. Der er nu efterhånden virkelig langt mellem mine dårlige dage. Det er simpelthen en lettelse. Jeg ser snart ikke mig selv som stresset længere. MEN – jeg er stadig i gang med at blive klogere på mig selv. Rejsen ind i min person er slet ikke slut. Mon den egentlig slutter nogensinde? Er man ikke i virkeligheden konstant på rejse ind i sig selv, man får vel løbende mere og mere livserfaring? Det er jeg sikker på.

Den her uge er min 14. uge som sygemeldt. Og nu begynder jeg så småt at have tanker om mit forestående arbejdsliv. Det er faktisk ikke nær så skræmmende som det har været. I går var jeg på jobcenteret til et møde med min sagsbehandler. I virkeligheden synes jeg stadig at det er så fremmed for mig at jeg “har en sagsbehandler”. Men det kommer man jo ikke udenom i det danske samfund som langtidssygemeldt. Hendes job er at få mig tilbage i mit job så hurtigt som muligt. Jeg var også ved læge i går. Og selvom jeg har fået det bedre, mener lægen – og faktisk også min psykolog – at jeg bør have længere tid med stabilitet i min tilstand, før jeg starter på arbejde. Jeg bliver nemt presset, stadig. Lægens udmelding er at jeg i starten af marts 2017 kan starte stille og roligt op. Inden gårsdagens lægebesøg og møder havde jeg en kvalme, som kan sammenlignes med den kvalme jeg havde da jeg blev sygemeldt. Den kom af uvisheden. Hvad skal der ske, hvornår skal det ske, og hvordan skal det ske? På fredag skal jeg til møde hos min øverste leder – oversygeplejersken. Det lyder så farligt. Det er det sikkert ikke, men inde i mit hoved er det altså lidt farligt. Tanker om hvad de spørger om, hvad de kræver og forventer af mig – gør mig faktisk usikker og nervøs. Det værste der egentlig kan ske nu, er at jeg ryger ned i det sorte stress hul én gang til. Jeg har brugt de sidste 2 år på at være psykisk ret skidt tilpas. Og det GIDER jeg ikke mere. Jeg agter at få det bedste ud af mit liv. Nyde mit liv.

Noget blev jeg dog klar over i går hos sagsbehandleren. Jeg har lært at sige min mening. Hun skal jo følge en masse love og paragraffer som jeg ikke ved så meget om. Og hun er sikkert et godt menneske, når hun ikke er på arbejde. Men jeg blev lidt gal på systemet, når hun sidder og siger at hun ikke kan tage hensyn til hvor presset jeg er på hjemmefronten ifm. min jobstart. Hun skal kun tage hensyn til MIG. Det kommer sig af at min kære mand skal opereres i sin tå, hvorfor jeg kommer til at stå med en del flere ting herhjemme end jeg plejer. Hvis jeg skal kombinere det med en jobstart og de ressourcer det unægteligt kommer til at koste, så VED jeg bare at der er risiko for fiasko. Jeg stoler på at jeg sagtens kan klare det, HVIS altså jeg ikke lige også skal på arbejde. Det var til det hun (den venlige kommunedame) nævnte at det ikke er hendes problem. Jeg kunne mærke en vis vrede brede sig helt nede fra storetåens spids og 185 cm nordpå. Hvor jeg nok før ville have tiet, sagde jeg nu nøjagtigt hvad der skete med mig. “Jeg kan mærke at jeg bliver lidt gal lige nu!” Det føltes rart at lukke det ud, fremfor at gemme det inde i mig. For en ting er at udefrakommende faktorer giver stress, men det kommer også indefra. Men at få sagt fra og sige sin mening, gør mig godt – kan jeg mærke.

Nå. Planen er nu at vi lægger op til at der lægges en arbejdsplan med skånehensyn sidst i februar, og stiler efter opstart i uge 9 eller 10. Jeg håber at de er lydhør overfor dette oplæg på min arbejdsplads. Jeg tror alene det at få en dato for jobstart, og en plan hvor hvilke opgaver jeg skal have, er med til at gøre mig mentalt klar til joblivet igen.

Derudover er jeg henvist til et stresshåndteringskursus, som skal være med til at forebygge en ny stress nedtur. Også det bad jeg selv om. Jeg tror jeg er fortrøstningsfuld. Men jeg starter altså kun op på job hvis jeg føler mig klar – men det regner jeg nu også med at blive. Fra nu af vil jeg passe på mig selv – i alle henseender.

Det var bare lige lidt tanker herfra. Ønsker jer alle en rigtig dejlig dag!

Vær’ velkommen 2017

Oven på to år som har været liiiidt vanskeligere end et almindeligt familieliv bør være, vil jeg virkelig sætte pris på at året 2017 viser sig fra sin venlige side. Kom nu for pokker med lidt medgang, med noget hygge, med glade børn, med dejlige stunder. Det lyder så hårdt, og det er det også langt hen ad vejen. Når det er sagt, så er det ikke det hele der er noget møg. Vi har fået hygge implementeret i vores liv, der er langt længere mellem mine dårlige dage, jeg har genfundet de gode følelser for min mand, vi har haft en rigtig hyggelig jul. Vi er bare ikke i mål. Jeg er ikke i mål. Jeg er fx ved at være meget mættet hvad angår juleferie. Det skulle være så hyggeligt, men helt ærligt så savner jeg min sygemelding, hvor jeg kan være mig, og kun mig – i 8 timer om dagen. Mine børn er vidunderlige og de skaber mange smil på mine læber hver dag, men de gør mig også vanvittige og giver mig grå hår 🙂 Det kan andre småbørnsforældre 100 % give mig ret i..  Min sygemelding kører i skrivende stund på 11. uge – og det har i den grad gjort meget godt. Jeg har lært mig selv at tænke positivt. Jo mere jeg fokuserer på det gode, og det der fungerer – jo mere får jeg helt automatisk af det, uden yderligere arbejde. Ved hver aften at sige til mig selv, hvilke ting jeg har gjort for mig selv, ikke for alle andre, men for mig selv – så kan jeg snyde hjernen til at være positiv. Og så er snyd faktisk helt legalt.

Jeg har selvfølgelig gjort mig tanker omkring året, som vi vinker farvel til i morgen – og tanker om det år vi byder velkommen. Det er meget almindeligt at man reflekterer over året der gik, når man nærmer sig nytåret – man sætter sig en række nytårsfortsæt som holder godt og vel 10 dage ind i det nye år, før man indser at det holder jo ikke stik alligevel.. Jeg har tænkt mig at opsummere året der gik. Men det giver mig faktisk lyst til at gå helt tilbage til år 2015, som jo faktisk også gik hen og blev et pisse hårdt år! Det var året hvor vores dejlige datter kom til verden. Det var naturligvis en lykkelig begivenhed, og jeg kan stadig drømme mig tilbage til det øjeblik hvor hun ligger helt ny og fin på mit bryst. Mit hjerte smelter helt oprigtigt når jeg ser mine to vidunderlige børns relation til hinanden, deres kærlighed til hinanden og hvordan de både er helt ens og vidt forskellige. Jeg bliver så stolt af dem.
Deres gode relation kom i den grad ikke fra dag ét. I virkeligheden havde vi en dybt ulykkelig dreng, som lige var blevet storebror. Vi havde en meget voldsom søskende reaktion – jeg mindes ikke rigtigt at han gad synet af sin nye søster. Han kunne finde på at træde på hende eller sparke til hende. Det var ikke det idylliske billede, som man ikke kan undgå at have, når man vader rundt i spænding og forventning med en mave på størrelse med en hval velvidende at man snart går fra at være tre til fire. Stakkels dreng. Jeg har ladet mig fortælle at det skal sammenlignes med at ens mand kommer hjem med en anden kone, som skal sove i samme seng, sidde med ved spisebordet og elskes på lige fod med én selv. Der er ikke noget at sige til at det er svært for et lille barn. Og vi gjorde ALT hvad der var muligt for at hjælpe ham. Derudover har vores lille dreng haft en lang række andre udfordringer med sig, som væske på ørerne, hvorfor der skulle anlægges dræn, kun tre uger før fødslen af hans lillesøster. Øreproblemerne gav sproglige og sociale vanskeligheder. Endvidere har han udfordringer med sanserne, hvilket gør ham til en lidt motorisk urolig dreng, hvis sanser dog siden er udviklet betydeligt. Sagt med andre ord, han havde rigeligt at kæmpe med – og nu skulle han også til at forholde sig til en skrigende kødklump…

Det er samtidig på dette tidspunkt at min depression så småt begynder at spire (hvilket jeg på daværende tidspunkt intet anede om). Det er som nævnt før startet som en efterfødselsreaktion, et voldsomt chok over nu at være mor til to. Mit overskud bliver mindre og minde. Parforholdet går skiftevis skævt og okay, on and off. Sønnike bliver mere og mere udfordret, hvilket ses på hans adfærd. Vi kontakter derfor en familierådgiver, som skal hjælpe os til hvordan vi takler vores situation. Hun hjælper os til at sætte hverdagen i struktur, og det hjælper. Sidst på sommeren begynder der så småt at komme styr på hverdagen, vi begynder så småt at trives, min mand virker måske lidt fraværende ind imellem, men det tænker jeg ikke rigtigt så meget over, udover at det til tider er et irritationsmoment. Men bedst som det egentlig ser ud til at lysne, falder en bombe ned over os. Min mand kommer hjem fra job en mandag sidst i august, stadig år 2015. Jeg spotter ret hurtigt at noget er galt. Første tanke er at han har en anden, da han siger at der er noget, der er galt, men at der ikke findes noget rigtigt tidspunkt at fortælle det på. Da fortæller han mig, at han er ludoman og gennem det sidste år har optaget det ene dyre lån efter det andet, og nu står han med en kæmpe spillegæld og en masse elendige følelser. Min verden vælter. En periode har jeg mange tanker som handler om skilsmisse. Jeg aner ingen levende råd. Jeg vælger at se ludomanien som en lidelse. Min mand starter i behandling, hvilket han af sig selv har iværksat. Han har i dag ikke haft ukontrolleret spil i et år og fire måneder. Jeg er r*v stolt af ham, og stolt af os, og ved at vores kærlighed til hinanden er gigantisk stærk! Men, det har ikke været helt uden tårer. Jeg græd meget den efterfølgende tid. På daværende tidspunkt går jeg til samtaler hos vores familierådgiver, for at få styrke i min morrolle, og det bliver min ventil. Der hvor jeg kan komme ud med mine mange tanker. Jeg forsøger at holde sammen på mig selv, på familien. Jeg får mere og mere tankemylder og kaos indvendigt. Stille og roligt er jeg i gang med at miste mig selv. Ikke kun på grund af ludomanien, men af det hele. Alle de ting der har udfordret os kombineret med et liv hvor jeg hver eneste dag har anstrengt mig for at være god nok.
Julen og nytåret fejrer vi på Færøerne hos min svigerfamilie. Det er hyggeligt, men det er også helt vildt svært for mig. I dag kan jeg se at jeg var dødhamrende deprimeret på det tidspunkt. Jeg var ufatteligt træt, forlod ofte familien for at søge min seng, havde kun negative tanker, græd ofte, men skjulte det. Formentlig blev det forværret af en skrækkelig nældefeber, som gjorde mig søvnløs. Jeg sov et par timer i døgnet. Så skal man jo blive lidt bims i låget.

Hjemme igen skrev vi nu 2016. Jeg startede op på job i februar, uden at have den mindste lyst eller overskud til det. Dog gik det meget fint, det var rart at komme lidt ud af det hus der havde dannet rammerne om en lang række elendigheder. Jeg synes jeg beherskede mit sygeplejeerhverv ret godt og kom hurtigt ind i min faglighed efter et år med amning, babygylp, mos, første kravleskridt, skrigen, grin og hvad barselslivet ellers byder på. I april mærker jeg dog de allerførste stress symptomer. Jeg har jo på det tidspunkt været stresset længe, uden overhovedet at ane det. Men i april bliver jeg selv opmærksom på at min krop forsøger at fortælle mig noget, som jeg skal reagere på. Jeg går til læge. Igen. Jeg bryder sammen hos lægen. Jeg fortæller hende uden filter hvad der rent faktisk foregår inde i mit hovedet. Om de grimme tanker jeg har. Pludselig bliver lægen i stand til at diagnosticere en depression, som gradueres som moderat til svær. Jeg sættes i medicinsk behandling og administrativt kategoriseres jeg i feltet “psykisk sygdom”. De første uger bilder jeg mig ind at det er noget pjat. Jeg er sagtsuseme da ikke typen der bliver deprimeret. Lige indtil jeg pludselig mærker bedring, så må jeg jo indse at det er fordi jeg havde mangel på signalstoffer i hjernen, og at medicinen har hjulpet. Jeg stopper ikke på noget tidspunkt med at arbejde. VI har jo økonomiske vanskeligheder, så det kan jeg da ikke. Jeg arbejder endda syvogtredive stive timer på ugebasis. På det tidspunkt respekterede jeg ikke min krop, og de ord den i virkeligheden skreg til sin ejer! S T O P… Jobbet går fint. Hverdagen er mega presset, men vi får det faktisk bedre – både jeg og os som familie. Børnene er glade. Specielt sommeren er helt fantastisk. Lige indtil omkring september – oktober. Så begynder de samme stress symptomer at vise sig igen. Dem som jeg har beskrevet før på bloggen, og som jeg også oplevede i april måned. Og det er så der, den 17. oktober i år, at jeg sygmelder mig. I dag kører jeg på min 11. uge som stress sygemeldt. Jeg har det langt bedre. Jeg er begyndt at være glad, jeg har langt mere energi.. Jeg er i dag startet op igen i fitness centeret. Jeg er begyndt at læse igen, at male igen. Jeg har snart fundet mig selv igen. Eller det vil sige – jeg tror der er dele af mig som jeg ikke finder igen, men det er okay – så længe jeg bliver glad for den Trine der bliver puslet sammen.

Året som vi hopper ind i, i morgen, 2017 – det har jeg besluttet skal være “mit år”. Året hvor jeg er glad, hvor jeg finder de sidste brikker i mit puslespil, finder helt ind til hvad jeg vil bruge min tid på, og hvad jeg ikke vil bruge min tid på. Jeg vil aldrig mere nøjes, jeg vil have alt det bedste ud af mit liv. Så meget har lektien lært mig.

Jeg er i dag taknemmelig for mit liv, min familie og de muligheder livet giver mig. Jeg er overhovedet ikke i mål, men jeg er godt nok kommet langt. Jeg bliver stadig presset af for lidt alenetid, af storcentre med mange mennesker, for mange stimuli på én gang, men jeg er mere eller mindre fri af den angst jeg mærkede for få uger siden, og jeg føler mig knap så meget som et kortisol lager som tidligere..

Og til dig der har læst med heeeele vejen hertil, rigtig godt nytår. Må 2017 smile til dig og dem du har kært.

Der er noget i luften..

..jeg ved ikke hvad. Sådan starter en gammel, dansk sang, som mange danskere har kært. Også jeg. Jeg holder faktisk meget af både melodien og teksten til sangen. Der er også noget i luften her – men det kommer jeg til..

Som jeg efterhånden har åbnet op for, hopper mit humør lidt op og ned. Der er længere og længere mellem dårlige dage, ja – men de er der stadig. Altså alle har jo dårlige dage ind i mellem. Med en depression i baglommen kan de dage til forskel dog være ret sorte, og præget af mange katastrofetanker. Sådan en dag havde jeg i fredags. Vi skulle til et møde med en familierådgiver, som skal hjælpe os med at takle vores situation herhjemme. Egentlig synes vi det går ret fint, med børnene – de har et stort tryghedsbehov, men det er der vel mange små børn der har. Børnehave personalet synes dog vi skulle tale med en rådgiver. Det har vi gjort før, kort efter at vores dreng blev storebror. Jeg var egentlig også okay med det her møde, jeg mener, hvad kan der ske? Det skader jo ikke og det er rart med råd og vejledning. Jeg er taknemmelig for den hjælp vi får tilbudt. Men da det blev fredag, kunne jeg bare mærke at jeg var helt vildt irriteret, på stort set alt. Jeg havde nok ikke den bedste dag i forvejen, helt tilfældigt var jeg nok bumpet ind i en af “de der dage”. Jeg følte mig pludselig forkert, hvorfor skal vi nu (igen) sidde i det Familiehus og snakke om vores problemer? Straks stempler jeg mig selv som svag, som en dårlig mor, og en lang række depressive tanker strømmede ind over mig, da jeg sad der i venteværelset og ventede på min mand, og på at vi blev kaldt ind. Da min mand så ankom, gad jeg faktisk ikke se på ham. Jeg var så enormt irriteret, uden helt præcist at kunne sætte en finger på hvad. Ville faktisk bare helst gemme mig. Meget typisk for en deprimeret. Til mødet lagde jeg nærmest ud med at sige at jeg faktisk var irriteret over at være der. Vi fik dog en god snak, og det hjalp da også en anelse på irritationen. Vi kom frem til under mødet, at vi gør alt hvad vi kan af alt det rigtige for at hjælpe vores børn og os selv i en lidt svær tid. Der er ikke behov for yderligere møder. Det er jo rart at få af vide af en faglært at man gør alt godt nok.

Alligevel fortsætter min dag som den startede. Jeg er ugidelig, vil være alene, gider ikke synet af min kære mand og kan overhovedet ikke mærke nogen følelser for ham, jeg græder, er træt, kan ikke sove, selvom jeg har muligheden for det.. Alt er stort set bare træls den fredag. Lørdag skal vi til en fødselsdag i familien, hvilket jeg har lidt svært ved at overskue om fredagen, hvor alt er træls.

Natten til lørdag sker der så det at jeg drømmer. Jeg drømmer at min mand har fundet en anden, og han har meddelt at han vil skilles. Nu har jeg tidligere læst om drømmetydning, af ren interesse. Når man drømmer den slags – altså at man mister nogle som man holder meget af, så er den dybere betydning at man ikke vil miste dem. Man er oprigtigt bange for at miste dem. Drømmen var så virkelig, og jeg var helt ude af den. Hvad gør jeg så? Hvor skal vi bo? Hvad med børnene? De kan da ikke undvære deres dejlige far, osv, osv.. Så vågner jeg ved, at ham som jeg troede var ved at forlade mig, stod ved min seng med en kop dampende kaffe og med ordene “Godmorgen, vi (ham og børnene) har lavet kaffe til dig”. Pjeeew – jeg fortalte straks om min skrækkelige drøm. Det udløste kys og kram og forsikring om at han altså ikke har fundet nogen anden, og hverken har planer om eller lyst til. Denne morgen er humøret langt bedre. Og nu glæder jeg mig til familie fødselsdag, som i øvrigt var helt vildt hyggelig og rigtig god for os!

Ungernes bedstemor skulle komme og agere barnepige. Og så tog vi turen mod det mørke jylland, hvor festen skulle holdes. Et lille døgns tid var vi nu børnefri og havde rum til at hygge os, tale sammen, uden at bliver afbrudt af “Mooaar, mooaar, Faaar, Faaar”, spildte glas mælk eller flyvende frikadeller. Mere skulle der ikke til. De følelser jeg var overbevist om at jeg fuldstændigt havde mistet for min mand, poppede pludselig op i mit hjerte igen, gange virkelig mange. Jeg kunne jo pludselig se den fantastiske mand jeg forelskede mig i og som jeg viede mit liv til. Så, der er noget i luften, og det er der stadig – og det er dejligt.

Konklusionen på det må være, at vi altså skal prioritere at få børnene passet, så vi kan få flere oplevelser sammen. Mere skal der åbenbart ikke til. Jeg har netop hørt en kendt skuespiller på humoristisk vis udtale at man ikke må blive skilt, før det yngste barn i familien er minimum fire år gammelt. For indtil da er man ikke helt sig selv. Det er i virkeligheden nok ikke helt forkert.

Da vi kom hjem brugte vi hele eftermiddagen på at hygge os, fik hevet juletræet ind i stuen, lavede lidt julepynt, spiste æbleskiver, snakkede, sang, pyntede juletræ – lige præcis hvad jeg forbinder med familiehygge, og som der ikke har været meget af de sidste år. Der kan stadig blive meget mere af det. Men vi er virkelig godt på vej.

Juletræet blev pyntet til stor begejstring for hele familien. Vi er efterhånden ved at være klar til at fejre julen, stille og roligt og uden stress og jag – lige som vi har brug for. Børnenes bedsteforældre som kommer juleaften har påtaget sig den opgave at handle alt maden og medbringe den hertil. Det er en kæmpe lettelse at jeg ikke skal bekymre mig om store indkøb, hvilket er en ret stressende faktor stadigvæk..

Jeg vil ønske mine læsere rigtig glædelig jul. Jeg vender tilbage på bloggen inden nytår med tanker og følelser omkring det nye år, som venter om lidt.

Om at mærke sine følelser..

De sidste fire dage har mit humør ikke været dårligt. Det har heller ikke været sprudlende. Men i fire dage har jeg ikke siddet nede i mit mørke hul og fundet livet håbløst. Det ved jeg faktisk ikke hvornår jeg sidst har kunnet præstere. Mange ville tænke at det kan vel ikke være så svært at holde humøret oppe i fire dage. Men det kan det bare godt når man er stresset og har en depression. Så tager man én dag ad gangen. Nogle dage har jeg været nødt til at tage en time ad gangen. Jeg har haft dage hvor dagen er startet okay, men én lille sølle konflikt kan vælte hele læsset, og så har jeg skullet bruge flere timer på at komme på sporet igen. Ved I hvor meget L O R T man kan nå at lukke ud af sin mund på bare få timer? Man kan fx nå at skælde ud på sin mand, brokke sig over alt det han pludselig gør forkert – og “komme til” at sige at det hele nok var bedre hvis vi blev skilt. Det er ufatteligt store ord. Men ikke desto mindre er det faktisk sket herhjemme, op til flere gange. Psst… Det her indlæg er ret ærligt, så hvis du ikke kan tåle ærlighed og åbenhed, så skal du ikke læse videre.

Min mand har også følelser. Heldigvis. Men det glemmer mit depressive sind ind imellem. Det forvandler mig til et uhyre der tror det kan tillade sig at sige hvad som helst. Det er virkelig ikke noget jeg er særlig stolt over. Jeg lærer efterhånden at berolige mig selv med at det er fordi jeg er syg. Men en ting er mig selv, hvad med dem jeg når at såre undervejs. Kan de beroliges? Ja, men det tager timer. Nogle gange tager det faktisk dage, afhængig af hvad mit stemmebånd har valgt at slynge ud. Jeg skal være heldig at jeg har så forstående en mand. Hvad nu hvis han var gået ud af døren, når jeg havde bedt ham om det. Min psykolog har lært mig at det er symptom på depressionen, og ikke mig der taler.

Min mand og jeg har haft mange snakke om det her med at være syg, psykisk syg – for det er det, det er, en psykisk sygdom. Depression. Og derfor har vi også valgt at være enige om, at der ikke skal træffes nogen store beslutninger, så længe jeg er syg. Det kan gå med beslutninger om valg af farve på væggen, gul eller rød peberfrugt eller om sofaen skal skiftes ud. Men de helt store beslutninger i livet, som hvor skal vi købe hus, skal vi have flere børn eller passer vi sammen? Store beslutninger skal træffes på baggrund af raske hjerneceller. Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig bliver skilt. Vi bliver aldrig skilt. Fordi – hvis vi skulle skilles, så var det sket. De kriser vi har stået igennem de sidste år, dem overlever man kun hvis man oprigtigt vil hinanden. Og det vil vi..

Det ændrer dog ikke på at det er benhårdt. Vores dagligdag er benhård. Jeg er ikke let at leve sammen med, eller det vil sige – min depression er ikke let at leve med, den er sgu ikke nogen hyggelig gæst. Efterhånden som min sygemelding skrider frem, bliver jeg bedre og bedre til at finde en balance. En balance hvor jeg kan være glad. Glad balance. Der bliver længere og længere mellem mine down dage. Dagene nede i hullet. Og nogle dage er det kun timer. Det er bl.a. fordi jeg er blevet bedre til at tage mig tid og lov til at være alene. Jeg er et ufattelig introvert menneske. Jeg lader op alene. Det betyder ikke at jeg er et asocialt menneske. Det betyder bare at jeg skal have lov at takke nej nogen gange, ikke altid. Og når jeg gør, skal jeg ikke komme med ethundredeogsytten forklaringer på hvorfor jeg siger nej. Når det er sagt, har jeg dog stadig meget at lære i forhold til at kunne sige fra. Jeg arbejder også stadig på at slette ordet burde fra mit ordforråd. Jeg burde gøre dit og dat. Og ja, der er ind imellem ting man ikke kan komme udenom at lave. Hverdagen stiller krav om mad og rent tøj. Det er mere måden man prioriterer sin tid.

Stress kombineret med et familieliv er den sværeste opgave nogen har stillet mig. Og nu til den ærlige snak. Jeg har før nævnt at min stress og deraf depression har fået lov at vokse i løbet af flere år. Da vi fik vores dreng for fire år og næsten 5 måneder siden, var alt nyt. Noget kom af sig selv, andet skulle man arbejde på, hvilket man gladeligt gør. Jeg har aldrig været ude af stand til at elske mine børn. Men da jeg ikke kunne amme min lille søn optimalt, startede en masse dårlige følelser omkring det at være mor. En god mor ammer sit barn. Eller hvad? Det troede jeg dengang. Der var så mange krav at leve op til, der var og er stadig så meget fokus på amning. Hvis du ikke ammer dit barn, kan du forvente dig at han bliver mere syg, kommer til at klare sig dårligt, og i får ikke det nødvendige bånd. Relationen. Hvad er det for en gang vås? Det ved jeg ikke, men det var nok også mest inde i mit hovedet at disse krav lød. Men der var bare ikke nogen der tog snakken med mig, omkring amning. I stedet farede vi til øre-næse-hals læge og fik klippet drengens tungebånd, for det måtte da være derfor han ikke ville spise fordi han fysiologisk ikke kunne. Det hjalp sådan cirka nul og niks. Jeg husker meget tydeligt en nat, hvor knægten skulle spise, han tager ikke fat, jeg bliver mere og mere frustreret, mens ungen i mine arme bliver mere og mere desperat efter mad. Jeg ender med at lægge ham fra mig i dobbeltsengen, og begynder at græde. Det vælter ind over mig med dårlige følelser. Jeg kan ikke give mit barn mad. Jeg vækker min mand, velvidende at han ligesom ikke kan amme drengen. Men han støtter mig, og prøver så godt han kan at hjælpe mig. Dette scenarie sker flere gange, jeg har flere ekstra besøg af sundhedsplejersken, som hver gang bare siger “Han har fint fat, du kan sagtens amme, han spiser hvis han er sulten”. Hun kiggede ikke på hvordan jeg havde det med min amning. På et tidspunkt begynder jeg at give drengen modermælkserstatning, ikke med god vilje, men fordi han ikke får nok mad hos mig. Jeg bibeholder dog amningen, det er slet ikke muligt for mig at slippe det. Amningen er mest en hyggestund til sidst, indtil der ikke kan klemmes en eneste dråbe ud af mig. Når jeg tænker tilbage på den tid, kan jeg egentlig få ondt af den mor der så inderligt gerne vil amme sit barn. Fordi det er det man gør for at være god nok – tror hun.

Alt det her med amning, mislykket om man vil, har formentlig sat dybe spor. Jeg har et fint bånd til min søn i dag. Jeg er sindsygt stolt af ham. Men imens jeg har haft det allerværst, har jeg ikke kunnet mærke mine følelser for ham. Det er et meget ømt punkt for mig. Jeg vidste godt at jeg elskede ham, og jeg har også altid sagt det til ham, lige fra hjertet. Men inden jeg kom i behandling, havde jeg dage hvor jeg ikke gad mit eget barn. Jeg gad ikke nogen. Jeg ville bare være i fred. Sådan noget kan ikke skjules for et barn, du selv har båret ind i livet. Børn mærker alt. Det er rod til dårlig samvittighed, og så ruller cirklen – og det gavner ikke noget. Efter at jeg er blevet syg, har jeg været nødt til at arbejde på det bånd der er mellem min dreng og jeg. Vi er ved at være der nu – og i dag mærker jeg tydeligt mine følelser for min lille dreng, men ærligt at sige, er det først inden for de seneste uger at jeg er blevet i stand til at mærke dem 100 %. Jeg elsker ham så uendeligt højt. Og håber blot at det er det bånd og de følelser han vil huske, også når han bliver større.

Så nej, at være stresset og mangle overskud og oven i købet have problemer med at mærke sine følelser for de mennesker man elsker allermest – det er ikke noget jeg vil ønske for nogen!

Jeg elsker min familie, og jeg lærer at sætte pris på dem, og hvert eneste sekund vi har sammen. Det kan jeg takke min krop for. At være på sådan en nedtur som jeg har været, bliver i sidste ende en gave.

Det var alt for denne gang.